Når Charlotte Rowan i begyndelsen af oktober har sin officielle debut som dirigent for DR Pigekoret, bliver hun dybest set usynlig – både for publikum i Koncertsalen og for de omkring 50 medlemmer af koret.
De første koncerter, hun står i spidsen for, er nemlig DR Pigekorets traditionsrige ’Mørkekoncerter’ i henholdsvis DR Koncerthuset den 8. og 9. oktober og Musikhuset Aarhus den 28. og 29. oktober.
Mørkekoncerterne er efterhånden blevet lidt af en efterårstradition for DR Pigekoret, hvor sangen er helt i fokus, og hvor der er en særlig mulighed for fordybelse og refleksion. Koncerterne foregår i bælgravende mørke.
- Det bliver lidt specielt at debutere til en koncert, hvor ingen kan se os. Min opgave bliver at forberede koret til koncerterne, og på mange måder bliver debutkoncerterne samtidig den ultimative test mellem koret og mig. For vi skal stole på hinanden, når ingen af os kan se noget, og jeg ikke står på scenen og dirigerer, smiler Charlotte Rowan.
Vi har sat hende stævne i DR Byen, hvor hun siden den 1. august har haft sin daglige gang – og ifølge hende selv også arbejdet med at finde rundt på gangene. I hvert fald de dage, hvor Charlotte Rowan ikke har været på sommer-camp og teambuilding på Sydøstfyn med de mange nye ansigter i DR Pigekoret.
28-årige Charlotte Rowan efterfølger Phillip Faber som dirigent for DR Pigekoret, efter at han har stået i spidsen for koret fra 2013-2023. Det er store sko at udfylde, og det ved hun også godt.
- Jeg er selv kæmpestor Phillip Faber-fan, og de seneste år har jeg fulgt DR Pigekoret nøje, beretter Charlotte Rowan.
Var den stille pige
Det er stort set umuligt at høre, at hun ikke har talt dansk altid, og endnu mindre, at Charlotte Rowan frem til 11-12-års alderen var den stille pige, der aldrig rakte hånden op, og hvor skolens lærere talte med forældrene om, hvordan de kunne få bare lidt mere ’gang i hende’.
- Jeg kommer fra en ikke-musikalsk familie og voksede op fem minutter fra centrum i engelske Liverpool. Min mor og far arbejdede med skat og resten af familien inden for sundhedsvæsenet, og der var ingen af dem, som sang. En dag kom skolens musiklærer og sagde til min mor, om ikke det kunne være noget for mig at komme til at synge i kor. Jeg var 11 år på det tidspunkt, så det var relativt sent, jeg kom i gang, siger Charlotte Rowan.
Som hun selv udtrykker det, var hun ’helt crazy med det’ fra dag 1.
- Jeg blev glad for det med det samme, og jeg kunne bare mærke, at musikken gav mig et helt nyt sprog at kommunikere med omverdenen på. Stakkels mine forældre – de blev bare slæbt fra det ene sangarrangement til det andet, griner hun.
Forældrene bakkede nu op om, at hun skulle gøre det, hun havde lyst til, og de kunne også se, at musikken og sangen fik Charlotte Rowan til at vokse.
Skolekoret skiftede hun siden ud med et helt nyt pigekor, som sang flere gange om ugen i den største katolske domkirke i England, Liverpool Metropolitan Cathedral. Og som 19-årig søgte Charlotte Rowan også ind på University of Cambridge for at studere musik – og siden også for at dirigere. Inden længe var hun ligeledes dirigent for universitetets kor, Sidney Sussex College Chapel Choir.
- Det er fællesskabet, jeg har været vild med. Du kan slippe kræfterne fri i et kor, og du kan samtidig også være med i flere musikalske familier. Kor blev en ny kommunikationsmåde for mig, og dét, at det handlede om musikken og ikke mig var afgørende for, at jeg kom til at gå den vej, forklarer Charlotte Rowan.
’Har du hørt om Aarhus?’
At hun i dag står i Danmark – og med titel af dirigent for et af landets mest velrenommerede kor – må siges at være lidt af et tilfælde.
- Mens jeg studerede i Cambridge, udviklede drømmen om yderligere studier i udlandet og en mere international tilgang til mine musikstudier sig mere og mere. Da jeg gik på universitet, var der en holdkammerat, som spurgte mig: ’Har du hørt om Aarhus?’ Det måtte jeg svare nej til. Jeg havde aldrig været i Aarhus eller for den sags skyld Danmark. Men jo mere jeg læste om Aarhus og konservatoriet dér, fik jeg lyst til at søge mod Danmark. Jeg havde lyst til at komme ind i en anden musikalsk kultur, siger Charlotte Rowan.
Hun startede på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i 2018, blev vild med det og Danmark og fik også mulighed for at dirigere og at arbejde med korledelse, som hun gerne ville.
To år senere fik Charlotte Rowan i den grad også lært, hvor Herning ligger. For i 2020 ringede telefonen, og her blev Charlotte Rowan spurgt, om hun kunne tænke sig at komme til den midtjyske by og lytte til Herning Kirkes Drengekor, der - trods navnet - består af medlemmer i alderen fra 8 til 50 år.
Det viste sig, at koret var på jagt efter en ny dirigent. Og da Charlotte Rowan havde lovet sig selv, at hun ville sige ja, hvis hun en dag blev tilbudt et job som dirigent, gjorde hun det prompte, da Herning Kirkes Drengekor spurgte. Det er også fra dét job, hun nu kommer til DR Pigekoret.
- Det var ’meant to be’, og det har været helt vildt sjovt. Det er så sjældent, at man kommer til at arbejde på tværs af generationer med både 8-årige og 50-årige. Jeg blev vildt glad for arbejdet, og jeg savner sangerne, siger Charlotte Rowan, der ydermere lige startede i jobbet, da coronaen var værst. Så derfor måtte hun i første omgang øve med korsangerne på videotjenester som Zoom og Teams og med koret delt op – alt efter hvor mange, der måtte forsamles, ifølge de gældende coronaregler.
Kan man sø ge?
Da Phillip Faber sidste efterår meldte ud, at han stoppede som chefdirigent for DR Pigekoret, og da DR senere kom ud med jobopslaget, satte det for alvor gang i tankerne hos Charlotte Rowan.
- Det er enhver kordirigents drøm at få lov til at stå i spidsen for DR Pigekoret, og det var også den ultimative drøm for mig. Jeg overvejede da, om jeg turde søge, når nu koret har haft en markant chefdirigent som Phillip Faber. Men til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg i hvert fald ikke ville få jobbet, hvis jeg ikke søgte, siger Charlotte Rowan.
Hun siger, at hun aldrig ville have gjort det, hvis ikke hun allerede havde boet fem år i Danmark, havde lært dansk og kendte fællessangstraditionen.
- Det kan godt være, at mange danskere ikke tænker over det. Men det er faktisk helt særligt, at der er så meget fællessang i Danmark, som der er. Hele Danmarks befolkning gør det jævnligt, hvad man slet ikke gør i England eller de fleste andre steder i verden. Ikke mindst coronaperioden gav fællessangen endnu en renæssance i Danmark – blandt andet takket være Phillip Faber, siger Charlotte Rowan og fortsætter:
- Selvfølgelig har jeg tænkt meget over, at jeg kommer fra et andet land, og samtidig skal viderebringe den danske sangskat. Phillip Faber og jeg vil selvfølgelig nok arbejde på hver vores måde. Men det ændrer ikke på, at DR Pigekoret stadig har en vigtig rolle med at formidle den danske sangskat, og lige nu har jeg givet mig selv lektier for. Jeg skal lære 10 nye sange fra Højskolesangbogen om dagen, siger hun.
Fik jobbet på sin fødselsdag
Allerede da Charlotte Rowan var til samtale i DR om jobbet, mærkede hun en god kemi. Det var overvældende på en god måde at være i DR Koncerthuset og møde folkene bag DR Pigekoret. Det forøgede nu også bare lysten til at få jobbet, men ansættelsesprocessen var langvarig og tog det meste af et halvt år.
- I den første tid efter samtalen gik jeg næsten og kiggede på min mobiltelefon konstant, fordi jeg håbede, den ville ringe. Det var ikke til at holde ud, forklarer Charlotte Rowan, der endte med at få kaldet fra DR’s ensemble- og koncerthuschef Kim Bohr på en dag, hvor hun havde andet at tænke på.
- Jeg blev ringet op på min 28-års fødselsdag, hvor min kæreste Nicolai, der er pilot og sjovt nok til dagligt bor i Liverpool, var hjemme i Herning. Det var noget af en fødselsdagsgave, en kæmpe lykke og en lettelse at få den besked. Nicolai har selv sunget i drengekor i Thisted, ligesom hans far var drengekorsleder dér. Så han forstår godt, hvad det går ud på, og at mine arbejdstider ikke bliver helt almindelige, beretter Charlotte Rowan.
Da den nye dirigent for DR Pigekoret havde fået jobbet, tog hun turen fra Herning til DR Byen for at møde pigekorets medlemmer, og det første møde gjorde hende virkelig nervøs. For hvad skulle hun sige, og hvad forventede de?
Det nåede Charlotte Rowan aldrig at bekymre sig om. Da hun var kommet til DR Byen og Amager førte Kamilla og Alba fra DR Pigekoret hende ind i et øvelokale, hvor de henved 50 16-22-årige i koret stod i en cirkel med hinanden i hænderne og sang Alberte Windings ’Lyse nætter’, mens de lukkede Charlotte Rowan ind i cirklens midte.
- Jeg blev fuldstændig rørt og var overvældet af følelser, siger hun.
Se DR Pigekoret byde Charlotte Rowan velkommen med sang i videoen nedenfor:
Et team omkring koret
DR Pigekoret øver hver mandag og onsdag, og derudover følger Charlotte Rowan blandt andet dirigent Susanne Wendts arbejde med DR Juniorkoret og resten af DR Korskolen her i starten for at blive inspireret og lære alle at kende. Snart skal der også være optagelsesprøver til DR Pigekoret igen, hvor hun skal være med til at udpege, hvem der skal have chancen fremover.
- Det er mig, der er dirigenten, men vi er jo et helt team omkring koret – vi har et helt fantastisk team med kunstnerisk leder Anne Karine Prip, produktionsleder Tine Jespersen, sanglærer Henriette Nederby, administrativ producent Hanne Culmsee og produktionsassistent Else Barsøe. Jeg er så stolt af at være en del af sådan et fantastisk team - sammen er der ingen grænser. Derudover er hele DR Korskolen en kæmpe inspiration i mit arbejde, siger Charlotte Rowan.
Koret har også en prominent protektor – Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary – og et stort trofast publikum. Allerede nu står tusindvis af danskere på venteliste til billetter til DR Pigekorets julekoncerter, som bliver det næste, Charlotte Rowan skal i gang med at forberede - efter mørkekoncerterne i oktober.
- DR Pigekoret er uden sammenligning et af de bedste pigekor i verden. Koret er på én gang en uvurderlig ambassadør for dansk musik og den danske sangskat og samtidig et smukt symbol på, hvor stærkt et talentfællesskab for unge mennesker kan være. Det er virkelig dejligt at være blevet en del af sådan et team, siger Charlotte Rowan.