Der er tale om en folkefest i skyggen af en dødelig og fastfrosset konflikt, når Det Internationale Melodi Grand Prix løber af stablen i Ukraine i denne uge.
For i mere end tre år har der været regulær krig i Europa.
I det østlige Ukraine er 10.000 blevet dræbt og to millioner er sendt på flugt i konflikten mellem prorussiske separatister og ukrainsk militær.
Her får du et overblik over nøglebegivenhederne og et bud på, hvad der skal til for at løse konflikten.
Startskuddet til konflikten
Startskuddet var protesterne i slutningen af 2013 i hovedstaden Kiev mod den daværende russiskvenlige præsident Viktor Janukovitj, der i februar 2014 flygtede til Rusland.
Måneden efter blev den ukrainske halvø Krim indlemmet i Rusland, efter separatister hejste det russiske flag i området.
I april 2014 besætter prorussiske separatister regeringsbygninger i det østlige Ukraine.
Det sker blandt andet i de store byer Lugansk og Donetsk, hvor separatister senere erklærer uafhængighed, selvom det ikke anerkendes i Vesten.
Dyb krise mellem Rusland og Vesten
Krigen om det østlige Ukraine har udløst en dyb krise mellem Rusland og Vesten.
Rusland afviser at være militært til stede i Ukraine, mens EU og USA er overbevist om, at Rusland er dybt involveret i konflikten.
Det har ført til sanktioner mod Rusland ad flere omgange, og Rusland har forbudt import af en række vestlige landbrugsvarer.
På trods af flere aftaler om våbenhvile i det østlige Ukraine, bliver kampene ved.
Få overblikket over nøglebegivenhederne i konflikten i Ukraine på blot 100 sekunder:
Årsag til krigen er ønsket om et bedre liv
Ukraine var en del af Sovjetunionen indtil 1991, hvor kommunismen brød sammen, og der opstod et ualmindeligt stort kaos.
En masser mennesker kom til at leve under hårde sociale og økonomiske forhold, og man kan godt forklare både opstanden i Kiev, annekteringen af Krim og konflikten i Østukraine med et ønske om at skabe sig en bedre tilværelse.
Det forklarer Claus Mathiesen, der er lektor ved Forsvarsakademiet og tidligere dansk forsvarsattaché i Ukraine.
- Det var bare tre forskellige løsningsmodeller. De, der gjorde oprør i Kiev så tilknytningen til Europa som vejen til et bedre liv. På Krim havde man i mange år været misundelig på de pensioner og lønninger, som bekendte og venner i Rusland havde. Og i Østukraine troede man på en bedre tilværelse ved at være uafhængigt af Kiev, siger Claus Mathiesen.
Ruslands dobbeltrolle
Der er to grundlæggende årsager til, at konflikten i det østlige Ukraine ikke er løst, siger lektor Claus Mathiesen ved Forsvarsakademiet.
Den ene handler om Ruslands dobbeltrolle.
Rusland har været en del af flere løsningsmodeller. Blandt andet har Rusland sammen med Ukraine, Tyskland og Frankrig indgået Minsk-aftalerne, der skulle have skabt våbenhvile.
- Samtidig har Rusland på mange måder støttet separatisterne. I hvert fald som minimum politisk, men efter al sandsynlighed også økonomisk, og rigtig mange er overbeviste om ud fra mange indicier, at Rusland også har støttet dem militært.
- Og den dobbeltrolle gør det meget svært at håndtere en mægling. Det er som om, at der hele tiden er en elefant i rummet. Noget, man ikke kan håndtere, siger Claus Mathiesen.
Umulig dialog med Ukraine
Den anden årsag til, at konflikten ikke er blevet løst, ligger hos ukrainerne.
- Helt fra starten valgte man på ukrainsk side at betegne separatisterne som terrorister. Dermed er separatisterne nogen, som man ikke vil forhandle med om noget som helst, forklarer Claus Mathiesen.
- Det har gjort det umuligt at skabe en dialog med dem, der kalder sig separatister. Og dermed er det også umuligt at opnå en eller anden mindelig politisk løsning med en grad af decentralisering, som kunne være nogenlunde tilfredsstillende for alle - uden at Ukraine falder fra hinanden.
Løsningen er en robust fredsstyrke
For at skabe fred i Ukraine er en robust fredsstyrke en nødvendighed. For uden den kan man ikke begynde at løse de politiske problemer, der ligger bag, siger lektor Claus Mathiesen.
- Uden at jeg kan pege på, hvad løsningen så i givet fald ville blive, så mener jeg, at en forudsætning er, at man simpelthen indsætter en mere robust fredsstyrke på OSCE- eller FN-mandat, som er i stand til at adskille parterne i Østukraine endegyldigt fra hinanden og få skabt den våbenhvile, som man nu har talt om i to år, men som ingen har set andet end i få timer ad gangen.
Derefter skal man finde en løsning på, hvordan man vil kontrollere grænsen ind til Rusland.
- Det er afgørende. Og så skal man få organiseret nogen valg, så man kan få valgt nogle legitime repræsentanter, som styret i Kiev anerkender. Men den grundlæggende forudsætning er, at man holder op med at slå hinanden ihjel. Uden det kommer man ikke nogen vegne, siger Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet.
Ingen udsigt til forandring
Desværre lektor Claus Mathiesen ikke optimist, når det gælder udsigten til at få stablet en robust fredsstyrke på benene.
- Det er først og fremmest storpolitik. Men man kan helt konkret pege på, at hvis man skulle forestille sig en FN-styrke gå ind, skulle der laves et mandat i sikkerhedsrådet, og russerne ville højst sandsynligt stemme imod. De har vetoret og derfor er der for mig ingen udsigt til, at man kan blive enige om det.
- Det er også derfor, at min forståelse af den nærmeste udvikling – og her taler vi et til mange år ud frem i tiden – er, at konflikten bare kommer til at være mere og mere fastfrossen. Der kommer ikke reelt til at ske noget.
- Det vil kun kunne ske, hvis parterne bliver trætte af den situation, de er i, eller civilbefolkningen, der lever i området under kummerlige forhold, begynder at gøre oprør og sige, at de vil have fred til at skabe sig et ordentligt liv, siger Claus Mathiesen.
Østukraine bliver stadigt mere russisk
Den manglende udsigt til forandring gør, at mens beskydningerne mellem separatister og Ukraines militær fortsætter, bliver det østlige Ukraine stadig mere russisk.
- Der sker en stigende grad af afskæring af forsyninger mellem Ukraine og Østukraine. Det være sig fødevarer, strøm og andet. Det, der mangler, vil blive erstattet af ting, der primært kommer fra Rusland, og på den måde bliver Østukraine med tiden et mere og mere integreret vedhæng til Rusland. Måske ikke officielt som status af en del af Rusland, men et vedhæng, siger lektor Claus Mathiesen.
- Det betyder for indbyggerne, at de lever i et højst besynderligt limbo, hvor de er en del af Ukraine og samtidig i en eller anden grad affilieret med Rusland. Der er ikke ukrainske penge i omløb, men russiske rubler. Og nu har separatisterne også indført egne pas, der bliver anerkendt af Rusland.
Ender måske som andre 'ikke-stater'
Lektor Claus Mathiesen siger, at det også kan være, at parterne til sidst holder op med at skyde så meget på hinanden, og at Østukraine bliver et sted på linje med udbryderområder som Transnistrien i Moldova og Abkhasien og Sydossentien i Georgien.
- Det er steder, hvor det engang imellem blusser op, men hvor man ellers lever sit eget stilfærdige liv uden nogen form for anerkendelse fra resten af verdens side.
Kun få lande - heriblandt Rusland - anerkender Abkhasien og Sydossentien.