Henrettelser, tortur, voldtægter, bortførelser og andre grusomme forbrydelser mod civile er blevet så stor en del af hverdagen i det borgerkrigsramte Syrien, at 'håbet om fred rinder ud'.
Så barsk lyder det fra Paulo Pinheiro, lederen af en undersøgelseskommission, der i en ny FN-rapport gør status over rædslerne under den over fire år lange og meget blodige krig.
- Krigen er i stigende grad styret af internationale og regionale magter, konkluderer FN i rapporten ifølge Reuters.
De regionale grupperinger kæmper en nådesløs kamp om at overtage syriske områder, og det har gjort kampene langt mere sekteriske.
- Udenlandske krigere og ekstremistiske gejstliges indgriben har skabt en alarmerende forværring af konflikten, lyder det fra FN.
Kvart million døde
Konflikten i Syrien har ifølge aktivistgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siden marts 2011 kostet flere end 240.000 mennesker livet. De 12.000 af ofrene er børn.
Ifølge FN står Syriens præsident Bashar al-Assads regimehær sammen med den libanesiske Hizbollah-bevægelse om at bekæmpe Islamisk Stat og andre islamistiske oprørsgrupperinger. De to allierede har fået både økonomisk og militær støtte fra Iran, lyder det.
Omvendt har det syriske styre beskyldt Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien for at støtte oprørsgrupperne og været med til at sikre dem fremmarch.
Tøndebomber civilbefolkningen
FN-rapporten er baseret på interviews med 600 tidligere krigsfanger fra 2011 til i dag, og FN’s egne efterforskere beskriver, at ’næsten alle har været ofre for eller vidner til tortur’.
Assads militær, skriver FN, bomber i høj grad boligområder fra luften i byerne Aleppo, Deir al-Zor, Idlib, Daraa og endda i hovedstaden Damaskus, og det har ført til ’udbredte civile tab’.
Også militærets helikoptere bliver flittigt benyttet til at kaste de dødbringende tøndebomber, som har skabt mareridtsagtige tilstande blandt civilbefolkningen.
Yderligere er FN ved at undersøge påståede angreb begået af regeringstropper med kemiske våben, hvor der er blevet anvendt klorgas og giftgas i det nordvestlige Syrien.
Giftangrebene er angiveligt sket, selvom Assad-regimet efter internationalt pres ellers gik med til at aflevere Syriens kemiske våben.
Islamisternes umenneskelige handlinger
Assad-regimets største fjender Islamisk Stat (IS, red.), der har højborg i den nordlige syriske by Raqqa og har kontrol over store områder i Syrien og Irak, og den al-Qaeda-baserede bevægelse al-Nusra har også begået omfattende krigsforbrydelser, understreger FN.
- ISIS (IS, red.) har begået mord, tortur, voldtægt, sex-slaveri, seksuel vold, tvinger folk på flugt og begår andre umenneskelige handlinger som en del af et udbredt angreb på civilbefolkningen.
FN beskriver desuden, hvordan IS bruger børnesoldater og ødelægger dele af Syriens vigtige kulturarv.
Borgerkrigen har sendt halvdelen af landets 22 millioner indbyggere på flugt. De fleste (7,6 mio.) er flygtet fra hus og hjem og har søgt sikkerhed andre steder i det krigshærgede land.
Men fire millioner har forladt deres hjemland og er rejst hovedsageligt til nabolandene i håb om et liv væk fra de daglige bombardementer og blodsudgydelser.
Nogle hundrede tusinder er søgt videre fra Mellemøsten mod Europa, hvor flygtningekrisen er højst på dagsordenen.
Budskabet fra FN efter udgivelsen af statusrapporten er klart: Omverdenen er nødt til at tage sig af langt flere nødlidende syrere, lyder det.