Lad mig begynde med en historie fra en ikke så fjern fortid.
Da amerikanske styrker i nullerne forsøgte at bekæmpe det militante sunnioprør, der var opstået efter afsættelsen af Iraks diktator, Saddam Hussein, fik offentligheden gennem pressemeddelelser tit at vide, at USA havde dræbt den ene eller anden “vigtige seniorleder”. Amerikanerne introducerede endda et kortspil med 55 kort, der hver symboliserede højtstående folk i det gamle regime, de gerne ville have på kornet.
De dræbte ledere, hvad end de blev fremstillet som logistiske, finansielle eller operative nøglepersoner i oprøret, blev fremhævet nærmest som et Bin Laden-trofæ og en symbolsk, vigtig sejr i den lange kamp mod oprøret. Samtidig tog amerikanerne tusindvis af fanger, blandt andre fængslede de Abu Bakr al -Baghdadi på den notoriske USA-base Camp Bucca i omtrent et år.
På trods af de mange dræbte nøglepersoner fandt oprøret hurtigt erstatninger i rækkerne og ISI, også kendt som al-Qaeda i Irak, blomstrede frem i ruinerne af invasionen, krigen og siden den shiadominerede Maliki-regerings eksklusion af sunnierne.
ISI voksede sig yderligere fed i naboruinen Syrien og satte et S i enden på navnet, der symboliserede de større ambitioner om et kalifat i Irak og Syrien på tværs af grænser, inden de selverklærede Islamisk stat (IS) under ledelse af amerikanernes tidligere fange al-Baghdadi.
Vestlige lande tvunget tilbage til Irak
Lad os så springe til nutiden - et år efter at USA’s og koalitionens krig mod IS begyndte. Flere vestlige lande herunder Danmark blev tvunget tilbage til Irak, som de ellers forlod i 2011, for at bombe IS-stillinger, materiel og indtægtskilder.
Status på krigen er ifølge amerikanske efterretningskilder, at Islamisk Stat er akkurat lige så stærk som for et år siden. De råder stadig over mellem 20.000- 30.000 krigere og nogenlunde samme størrelse territorium som sidste år. Nogle analytikere peger på, at strategien skal have tid at virke. Men der er alligevel en række faktorer, der er værd at gøre status på.
IS har måttet trække sig fra byer som Kobane i Syrien og Tikrit i Irak - mens de til gengæld har erobret provinshovedstaden Ramadi i Irak og Palmyra i Syrien. Amerikanske efterretninger taler om en stilstand i krigen, da det ikke er nogen milepæl at fjerne IS fra én by, mens de indtager en anden by, hvilket grundlæggende er det, der er sket det seneste år. Mere end 5.900 bomber er smidt i en krig, der har kostet mindst 3,5 milliarder dollar.
Svaret på, hvorfor 5.900 bomber ikke har større effekt, skal til dels findes i anekdoten fra fortiden samt et par andre fakta, som koalitionen i den kommende tid bliver nødt til at forholde sig til, hvis udviklingen skal vendes. De kan groft deles ind i tre kategorier:
Koalitionen overser en del af IS’ DNA.
Koalitionens partnere på jorden er enten kontroversielle eller ligner en vittighedstegning.
De samfund, koalitionen - og IS - opererer i, er politiske og økonomiske ruiner og kriminaliserede samfund, hvilket gør det problematisk at tale om tilbagevenden og genopbygning efter erobringer.
IS er en regulær hær
Politikerne, medierne og befolkningerne i koalitionslandene - lad os bare tage os selv i Danmark som eksempel - bruger mere tid på at svælge i og fordømme IS’ brutalitet, skræmmekampagner og propagandavideoer end at prøve at forstå organisationens andre sider - dens snilde, politiske tæft og kontekst i de områder, hvor den vinder frem.
Vi gør det selv på DR, når vi rapporterer ved at reducere IS til en “terrororganisation”, mens IS er en regulær hær, en effektiv administrativ enhed, der indkræver skatter, sætter lærernes lønninger i vejret og tiltrækker syriske forretningsmænd, der kan sælge tonsvis af firehjulstrækkere i Raqqa. Samtidig er det en politisk spiller, der bedriver politik og har politiske standpunkter - ved siden af sin religiøse ekstremisme, som vi ikke kan komme uden om, men som skygger for at se IS i en bredere og mere præcis kontekst.
Jeg har gennem det seneste år gennemført indgående research af situationen for de 24 vestlige gidsler, der sidste år sad hos Islamisk Stat i Raqqa.
Gidslerne, der talte personer fra blandt andet Danmark, USA og Storbritannien, blev i fangenskab i højere grad fyldt med politiske brandtaler end religiøse tekster. De blev straffet af deres kidnappere på grund af deres landes førte udenrigspolitik snarere, end fordi de var vantro og havde kærester.
Det er også interessant, at kidnapperne, der var medlemmer af IS - nogle endda højtstående under al-Baghdadi og på USA’s liste over terrorister - enten var et produkt af kaoset og amerikanernes afbaathificering af Irak, fordi de var tidligere Baath-folk og soldater under Saddam Hussein, eller af fængselsophold og undertrykkelse under Syriens diktator Assad - hvis de da ikke var fra vores egne samfund i Europa. IS-medlemmerne, og især de højtstående, er et produkt af politiske forhold i Irak og Syrien, og ikke i udgangspunktet religiøse, fanatiske miljøer.
Derfor har de også nemt ved at vinde frem i visse miljøer i Irak og Syrien - og blive der og manifestere sig som et alternativ til eksisterende politiske regimer i landene. Derfor er det ikke enheder, der er distanceret fra civilbefolkningen eller lokalmiljøet i for eksempel Mosul, som blot kan bombes og da forsvinde. Lokalmiljøet, de findes i, er ikke i udgangspunktet optaget af fanatisk islam, men af politiske forandringer og reformer. Det er der, de langsigtede løsninger ligger - at reformere samfundene, så der ikke findes plads til alternativer som IS.
Koalitionen mangler partnere på jorden
Den næste udfordring for koalitionen er manglende pålidelige og effektive partnere på jorden i både Syrien og Irak.
Koalitionens strategi er at bombe fra luften, mens partnere kæmper på landjorden og skal kontrollere og skabe sikkerhed i de områder, hvor IS forsvinder. I Irak er koalitionen inviteret til at bombe af den irakiske regering, i Syrien ser Assad igennem fingre med angrebene.
De mest effektive partnere på jorden i Syrien og Irak har vist sig at være PKK-affilierede kurdere, som koalitionen hjalp i Kobane, og iransk støttede militser, som den hjalp i Tikrit. Med andre ord går det bedst, når vi hjælper Irans militser og de kurdere, der er forbundet til PKK, som er på USA’s terrorliste, hvilket vist ikke var drømmescenariet i koalitionslandenes hovedsæder.
Til gengæld er dem, vi især skulle basere vores strategi på, den irakiske hær, som danske styrker blandt andet er med til at træne, faldet fra hinanden på grund af omfattende korruption. Det er blevet en vittighed i Bagdad, hvordan man køber sig en militær titel, og materiel og våben bliver af soldater videresolgt til militser. Sidst militæret løb i den stik modsatte retning, da IS viste sig, var i Ramadi.
Den lige så korrupte regering har da også satset mere på den såkaldte Folkehær, som primært består af unge, religiøst motiverede shiamilitser, men som ifølge regeringen kæmper under dens kontrol. Det er dog langt fra altid tilfældet.
I Syrien ligner partneren endnu mere et skelet. I månedsvis har USA som bebudet for et år siden forsøgt at finde, screene og træne moderate syriske oprørere. Dels kan amerikanerne ikke finde nogen moderate, og dels er de 60, de har fundet og trænet til den såkaldte Division 30, ekstremt sårbare over for angreb fra islamister og regimet.
Forleden blev de da også angrebet af islamisterne i Jabhat al-Nusra, der dræbte fire og tog mindst otte til fange. Indtil videre er den amerikansk trænede enhed og partner i Syrien så bitte, at den er lige så nyttig som en forkommen killing.
Lokale tør ikke vende tilbage
Når det så alligevel i ny og næ lykkes at tilbageerobre en by fra IS, vender de lokale ikke tilbage. Med især iransk-støttede militsers hjælp blev IS presset ud af Tikrit, som stadig flere måneder efter står som en spøgelsesby, som mange af de flygtede ikke tør vende tilbage til.
De frygter, at IS måske kommer tilbage, da de ikke er så langt væk, og at de vil blive ladt i stikken af den irakiske hær eller af de militser, der styrer byen, hvilket bestemt er muligt, og derfor kan ingen fortænke Tikrit-borgerne i at se tiden an.
Irak er et stærkt kriminaliseret samfund, hvor selv politikere kun overlever, hvis de har deres egen milits i baghånden. Det er problematisk for genopbygningen af samfundet, at de områder der trods alt bliver vristet fra IS, ikke kan vende tilbage til en dagligdag og en genopbygningsfase. Jo større en undtagelsestilstand der findes i et område, desto nemmere er det for grupper som IS at vinde frem.
"Job well done"
Og så tilbage til anekdoten fra nullerne om diverse dræbte seniorledere fra al-Qaeda i Irak, der senere skulle transformere sig til Islamisk Stat, uagtet at man blandt andet fik ram på de fleste fra USA’s kortspil over “wanted”.
Flere gange i løbet af året har USA ligesom dengang fremhævet, at de har dræbt vigtige IS-skikkelser. Blandt andre “nøglepersonen” med krigernavnet Abu Sayyaf, der angiveligt var involveret i IS’ olieproduktion og smugling. Amerikanske politikere sendte lykønskninger til elitestyrkerne, der dræbte Abu Sayyaf og ifølge myndighederne tog “vigtige efterretningsdokumenter” om IS’ aktiviteter og hierarki med sig, da de iværksatte den særlige landoperation på syrisk territorium.
“Job well done”, lød det, selvom drabet på Abu Sayyaf ikke har fået nogen betydning i forhold til krigen mod IS, og dermed udgør et rungende dejavu fra nullerne.
Behøver jeg næsten at skrive, at det ville være præcis det samme, om det så var IS-emir Baghdadi, koalitionen fik ram på?
Historien fra Irak og fra drabet på Al-Qaeda-leder og terrorsymbol Osama bin Laden har vist os, at der er flere, hvor de kommer fra, så længe de politiske forhold fostrer og ernærer dem.