Den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Jakob Scharf har kun fortalt harmløse detaljer om efterretningsarbejdet i bogen "Syv år for PET".
Det har han i dag fortalt i Københavns Byret, hvor han sidder anklaget for brud på tavshedspligten i forbindelse med interviews til bogen, der er skrevet af journalist Morten Skjoldager og udgivet for to år siden.
- Det er alle sammen sager, jeg kender meget indgående fra min tid i PET. Jeg ved, hvilke oplysninger der indgår i sagerne, hvilke oplysninger der er fortrolige, og hvorfor de er fortrolige, sagde Jakob Scharf.
Konkret er Jakob Scharf tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger om efterretningstjenestens arbejde 28 forskellige steder i bogen - hovedparten af stederne i form af direkte citater.
Kun givet oplysninger i citater
I dag gjorde Jakob Scharf det meget klart, at han ikke kan tages til indtægt for mere af bogens indhold, end det der står i citaterne.
Det skete, selvom anklager Jakob Berger Nielsen flere gange undrede sig over, hvorfra bogens forfatter så havde fået interessante oplysninger fra, som fremgår af bogen i nærheden af Jakob Scharfs citater.
- Jeg har bidraget med det, der står i citat. Al øvrig tekst i bogen er baseret på andre kilder eller Morten Skjoldagers journalistiske bearbejdning, lød det fra Jakob Scharf.
For eksempel afviser Jakob Scharf, at han er kilde til en oplysning om, at PET har fået spionudstyr ind i en lejlighed, selvom han i et citat, der ligger i forlængelse af denne oplysning, udtaler: "Men hvordan kan jeg ikke afsløre."
Kun de konkrete citater har Jakob Scharf haft til gennemsyn, inden bogen gik i trykken - ikke hele bogen, sagde han.
Det undrede også anklageren, da Jakob Scharf i en to år gammel Politiken-artikel har fortalt, at han har gennemlæst hele bogen, så "han ikke medvirker i en sammenhæng, der kompromitterer sikkerhedshensynene".
Jakob Scharf fortalte, at citatet i Politiken skulle forstås således, at han havde gennemlæst bogen kort før udgivelse, og først da den kom på tryk fra forlaget.
Bog skulle beskrive historisk periode
Sagen mod Jakob Scharf kører på femtedagen, men det var først i dag, Københavns Byret hørte Jakob Scharfs egen udlægning af sagen. Han har afvist at udtale sig, før tre vigtige vidner fra PET var blevet afhørt.
Iført mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og sortpolerede sko fortalte den tidligere efterretningschef, at han valgte at medvirke til bogen for at fortælle offentligheden om en vigtig periode i Danmarks historie.
- Den periode, hvor jeg har været chef for PET, er en meget spændende og historisk periode, hvor terrortruslen mod Danmark udviklede sig markant, og hvor det danske samfund var i stand til at håndtere en alvorlig terrortrussel, lød det fra Jakob Scharf.
Derfor ville Jakob Scharf gerne ville bidrage til en bog om dette, men inden for rammerne af sin tavshedspligt, gentog han flere gange.
Tjent 400.000
Under sagen er det kommet frem, at Jakob Scharf på grund af bogen gode salgstal - over 30.000 solgte eksemplarer - har tjent knap 400.000 kroner på at medvirke.
Men Jakob Scharf afviste, at han havde skrevet bogen af hensyn til økonomien. Samtidig afviste han, at han havde gjort det for at sætte sit eget præg på sit renommé eller som en kamp for ytringsfrihed.
Var der andre formål for dit vedkommende?
- Nej.
Anklagemyndigheden lægger op til at konfiskere alle pengene, hvis Jakob Scharf dømmes.
Tvist om fortrolighed
Gennem hele afhøringen af Jakob Scharf var både forsvarer Lars Kjeldsen, de to anklagere Jakob Berger Nielsen og Sonja Hedegaard og Jakob Scharf selv på stikkerne.
På et tidspunkt førte det til en længere juridisk diskussion om, i hvilket omfang oplysninger om PET's internationale samarbejdspartnere er fortrolige.
Det skyldes, at PET har sendt et dokument til Københavns Politi i forbindelse med sagen, som opridser hvilke oplysninger fra PET, der må anses som fortrolige.
Men flere af formuleringerne i dokumentet afviste Jakob Scharf at have stiftet bekendskab med, da han var PET-chef fra 2007 til udgangen af 2013.
- Jeg er ikke på noget tidspunkt i min tid som chef for PET stødt på, at der skulle være en generel regel om, at man ikke kunne udtale sig om samarbejdspartnere, sagde han.
Om en uge fortsætter afhøringerne af Jakob Scharf, som strækker sig over flere dage.
Herefter skal journalisten til bogen og forlagsdirektøren afgive forklaring.
Først i slutningen af november eller starten af december forventes der dom.