Det lignede en veloplagt tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), som i dag havde taget plads på anklagebænken i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for at have brudt den tavshedspligt, han er underlagt som tidligere chef for PET.
Iført lysegråt jakkesæt, lys skjorte og til tider et let smil på læben nægtede Jakob Scharf sig skyldig i de anklager, der er rettet mod ham.
- Jeg kan bestemt ikke erkende, at jeg skulle have overtrådt min tavshedspligt, sagde han i en kort bemærkning, da retssagen gik i gang.
Andet hørte retten ikke til Jakob Scharf på sagens førstedag.
Anklagemyndigheden har tiltalt Jakob Scharf for at have talt over sig og videregivet fortrolige oplysninger, som kun PET kendte til, i bogen ”Syv år for PET”, som er skrevet af Politiken-journalisten Morten Skjoldager.
Bogen udkom i efteråret 2016, efter at PET havde forsøgt at stoppe bogudgivelsen, fordi efterretningstjenesten var bange for, at bogen indeholdt oplysninger, der kunne skade efterretningstjenestens arbejde.
Anklager: PET hindret i sit arbejde
På vej ind til dagens retsmøde gjorde vicestatsadvokat og anklager Jakob Berger Nielsen det klart, at sagen ifølge ham er usædvanlig, fordi den handler om en tidligere PET-medarbejder.
Han fremhævede, at PET er en vigtig samfundsinstitution i Danmark, og at sagen handler om, hvorvidt Jakob Scharf med sine citater i bogen ”Syv år for PET” har sat PET i en situation, hvor efterretningstjenesten ikke fremadrettet kan forebygge, modvirke og efterforske alvorlige forbrydelser mod statens sikkerhed.
- Sagen kogt ned til én sætning handler om, hvorvidt der er påført en risiko for, at PET ikke i samme grad kan løfte deres opgaver længere, sagde han.
- Hvorvidt oplysningerne er fortrolige bliver et helt centralt bevistema under sagen, og det vil vi komme ind på under sagen, lød det fra vicestatsadvokaten.
I anklagemyndighedens øjne er det helt centrale for sagen, hvor grænsen går for, hvornår en PET-medarbejder er underlagt tavshedspligt.
Tidsplanen skred på dag ét
Anklagemyndighedens præsentation af sagen – det der på jurasprog kaldes forelæggelse – varede hele dagen.
Således skred tidsplanen allerede på førstedagen til frustration for forsvareren for Jakob Scharf, Lars Kjeldsen, der ikke fik mulighed for at komme med sin udlægning af sagen.
- Man må finde ud af, hvad man gør med sin tid, bemærkede forsvarer Lars Kjeldsen på et tidspunkt til sagens to anklagere, der brugte flere timer på at gennemgå anklageskriftet i detaljer.
Med henvisning til cirkulærer, paragraffer og forarbejder til lovgivningen om PET’s virksomhed redegjorde statsadvokat Jakob Berger Nielsen for, hvorfor PET-medarbejdere er underlagt omfattende tavshedspligt både under og efter ansættelsen.
- Vi er samfundsmæssigt helt oppe på den store klinge. Det er beskyttelse af vores demokratiske samfund og os alle sammen, sagde han under den juratunge forelæggelse.
Han fortalte blandt andet, at Jakob Scharf som PET-chef havde skrevet under på en tavshedserklæring, der indeholder en passage om, at bogudgivelser skal godkendes af PET inden udgivelse.
Det kom også frem under forelæggelsen, at PET oprindeligt havde udpeget 63 passager i bogen, som ifølge efterretningstjenesten var et brud på tavshedspligten. Det skete, da PET anmeldte sagen til Københavns Politi for to år siden og medsendte et større excelark.
I dag er Jakob Scharf kun tiltalt for at tave forbrudt sig mod tavshedspligten i 28 af bogens passager.
Scharf tier
Vicestatsadvokat og anklager Jakob Berger Nielsen fortalte, at Jakob Scharf ikke har ønsket at lade sig afhøre inden retssagen.
Han er kun blevet afhørt en gang forud for sagen og det handlede om generelle forhold – ikke om de konkrete og omstridte passager i bogen, sagde anklageren.
Det kom også frem, at nu hvor sagen kører, så ønsker Jakob Scharf ikke at afgive forklaring med det samme.
- Det er usædvanligt, og det sker, fordi tiltalte har stået på sin ret til at nægte at udtale sig, efter at anklagemyndighedens vidner er blevet afhørt, sagde vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.
Det er tre vidner fra PET, som anklagemyndigheden skal afhøre – heriblandt den nuværende PET-chef Finn Borch Andersen, som skal afhøres over to dage.
Forsvarer Lars Kjeldsen fik kortvarigt ordet og sagde, at Jakob Scharf først ville udtale sig efter anklagemyndighedens vidner, fordi det ifølge forsvareren frem til nu har været uklart, hvad der egentlig var anklagen.
- De politiske undertoner i den her sag var også grundlag for mit råd til Jakob Scharf om at vente med at udtale sig, sagde Lars Kjeldsen og hentydede til, at Justitsministeriet ifølge ham har en stor interesse for sagen.
Om en uge, den 3. oktober, får Lars Kjeldsen mulighed for at uddybe sit syn på sagen.
Forsvarer: Interessant sag om ytringsfrihed
Selvom det kun var få ord, retten fik fra forsvarets side, sagde forsvarer Lars Kjeldsen på vej ind i retten, at sagen i hans øjne drejer sig om offentligt ansattes ytringsfrihed, når de har særlig viden på et område.
- Det er formentlig en af de mest interessante sager om offentligt ansattes ytringsfrihed, der har været i mange år, sagde han.
Efter planen skal Jakob Scharf afgive forklaring over tre dage i slutningen af oktober.
Herudover skal forsvarets tre vidner også afhøres, deriblandt journalisten Morten Skjoldager og forlagsdirektør hos People’s Press Jakob Kvist.
Forfatter sad med på sidelinjen
Der blev også plads til en smule dramatik i dag.
For det var ikke kun Jakob Scharf og hans forsvarer, Lars Kjeldsen, som havde taget plads i retslokalet over for anklagerne.
Også forfatteren til bogen, som det hele handler om, Morten Skjoldager, havde taget plads i lokalet med sin forsvarer, Jakob Lund Poulsen.
Morten Skjoldager er sigtet for at videregive fortrolige oplysninger, da der kortvarigt var forbud mod at omtale bogen tilbage i oktober 2016.
Hans tilstedeværelse brød anklagemyndigheden sig ikke om. Morten Skjoldager er nemlig indkaldt som vidne i sagen, og vidner må som udgangspunkt ikke være til stede i retten, inden de er blevet afhørt.
Men forsvareren for Morten Skjoldager fremhævede, at Morten Skjoldager efter hans opfattelse var sigtet i samme sag som Jakob Scharf, hvorfor der ikke burde være problemer ved, at han var til stede.
Det afviste anklageren.
- Han er indkaldt som vidne, og derfor må han ikke være til stede, lød det fra Jakob Berger Nielsen, der også understregede, at Morten Skjoldager i hans øjne ikke er sigtet i samme sag.
Dommeren sagde, at han blev bragt i en urimelig situation, ved at forsvarer og anklager ikke havde afklaret spørgsmålet på forhånd. Hele disputten endte med, at Morten Skjoldager fik lov til at blive frem til frokostpausen.
Der forventes dom i sagen den 28. november.