|
Oppositionen får ikke en uafhængig undersøgelse af det folkeretslige grundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
Det står fast efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Efter mødet afviste udenrigsminister Per Stig Møller, at han tidligere - bag de lukkede døre i nævnet - skulle have været åben for en sådan undersøgelse.
Det har tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen ellers oplyst.
- Jeg kan ikke se, at der er noget grundlag for at lave en folkeretslig undersøgelse af grundlaget for krigen. Det har Udenrigsministeriets juridiske kontor allerede set på, og vi havde jo heller ikke nogen alternativ undersøgelse i forbindelse med Kosovo-krigen, da Niels Helveg Petersen var udenrigsminister 1998, siger Per Stig Møller.
Åben overfor vurdering om FN's rolle Han tilføjer dog, at han er åben overfor at få lavet en vurdering af, hvordan FN kommer bedre ind i fremtiden.
Det er de endnu udeblevne fund af masseødelæggelsesvåbnene som er den umiddelbare årsag til, at oppositionen kræver en Irak-undersøgelse. Den skal blandt andet kortlægge regeringens viden om Iraks masseødelæggelsesvåben, da det blev besluttet at tilslutte sig koalitionen mod Irak.
Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er imod en egentlig undersøgelseskommission - som foreslået af SF og Enhedslisten - derfor har de to tidligere regeringspartier foreslået en redegørelse i stil med den rapport, den daværende SR-regering i 1999 bad Dansk Udenrigspolitisk Institut om at stå for. Den har udenrigsministeren altså nu afvist.
|
|
| |