Demokratisk Front til Palæstinas Befrielse (DFLP) blev dannet i 1969 med et anslået medlemstal på 500. Organisationens hovedkvarter lå oprindelig i Syrien, men dens nuværende tilholdsted er ukendt. DFLP modtager finansiel og militær støtte fra Syrien og Libyen og opererer i Syrien, Libanon, Israel og de besatte områder. Organisationens leder er Nayif Hawatmeh, som i vid udstrækning er assisteret af Yasser Abed Rabbu, Qais Samarral (Abu Leila) og Abd-al-Karim Hammad (Abu Adnan).

I 1979 oplevede DFLP en opgang i medlemstallet og en tilsvarende øget indflydelse. Selv om det forblev medlem af PLO's eksekutivråd, samarbejde DFLP stadig mere med anti-Arafat palæstinensiske ekstremister. DFLP var stærkt utilfreds med, at PLO-ledelsen ikke tog større afstand fra Anwar Sadat efter hans fredsudspil.

Ydermere underskrev DFLP Tripoli-deklarationen i 1983, som afviste Reagans og Fez' fredsplaner og kontakt til Israel. Desuden støttede DFLP ikke ikke Fatah-rebellerne i 1983 eller 1984, da de mente, at deres bevægelse skadede den palæstinensiske sag. Organisationen modsatte sig også aftalen mellem Yasser Arafat og Jordans Kong Hussein, som opfordrede til en fælles PLO-jordansk front i fredsforhandlingerne med Israel.

DFLP nægtede også at gå med i den syrisk-oprettede Forening for Palæstinas nationale frelse, men da PFLP tilsluttede sig foreningen, førte det til et brud mellem DFLP og PFLP

I starten af 1980'erne befandt DFLP sig poltisk midt i mellem Arafat og "forkasterne", som modsatte sig enhver form for fredsforhandlinger. Det førte til en splittelse i organisationen i 1991 mellem Arafat-tilhængere og "forkasterne", ledet af Nayif Hawatmeh.

DFLP's operationer har altid fundet sted enten i Israel eller på Vestbredden og i Gaza. Operationerne omfatter typisk mindre bombe- og granatangreb, såvel som mere spektakulære gidseltagninger og forsøg på at få udleveret palæstinensere i israelske fængsler.

Fatah Tanzim er den militære fløj af Fatah, som er den største fraktion inden for PLO, der er ledet af Yasser Arafat. Fatah Tanzim fungerer som et paramilitært modstykke til de militære fløje af de palæstinensiske befrielsesorganisationer, Hamas og Islamisk Jihad. Organisationen fungerer også som en uformel og uofficiel palæstinensisk hær, som kan gå i kamp mod de israelske sikkerhedsstyrker og civile jøder uden officielt at bryde fredsaftalen med Israel.

Militante Fatah Tanzim-medlemmer har spillet en væsentlig rolle i demonstrationer og sammenstød med de israelske sikkerhedsstyrker. Organisationen har været i forgrunden af de demonstrationer, som opstod i oktober 2000, da fredsforhandlingerne med Israel brød sammen.

Dets medlemmer har også været involveret i to tidligere perioder med uroligheder: Nakba-urolighederne i maj 2000 og "Tunnel-urolighederne" i september 1996. Urolighederne i 1996 brød ud, efter den israelske regering åbnede en arkæologisk udgravning i Jerusalems gamle by for turister. Her opererede Fatah Tanzim-medlemmer for første gang side om side med palæstinensiske politifolk i sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker. Ved Nakba-urolighederne spillede Fatah Tanzim igen en bevæbnet rolle, da de skød mod israelske checkpoints og grænseposter.

Som et resultat af Oslo-aftalen i 1993 mellem PLO og Israel skulle Force 17 have indgået i de officielle palæstinensiske sikkerhedsstyrker, men i realiteten holdt Arafat Force 17 adskilt fra de øvrige officielle palæstinensiske styrker, og gruppen handler i dag alene på ordrer fra Arafat.

I løbet af Intifadaen øgedes tilslutning til Hamas, der således intensiverede sine aktiviteter, så gruppen gik hen og blev den dominerende islamisk-fundamentalistiske organisation i området. Den definerede sit primære mål som Jihad (hellig krig), der havde til formål at befri Palæstina og etablere en islamisk palæstinensisk stat "fra Middelhavet til Jordan-floden". Med dens involvering i gadevold og mord fik den endnu større appel blandt palæstinenserne, hvilket gav organisationen mulighed for at spille en central rolle under Intifadaen. Som et resultat af dens terroraktioner blev Hamas dømt fredløs i september 1989.

Fraktionen Palestine Islamic Jihad (PIJ) har i de seneste år været den mest betydningsfulde palæstinensiske terroristorganisation, som har adoptereret den islamiske Jihad ideologi. Organisationen ser Israel som Det Muslimske Broderrskabs værste fjende og det primære mål for destruktion. Derfor opfordrer organisationen til væbnet islamisk kamp og kæmper for Palæstinas befrielse. Det skal ske ved hjælp af guerilla-grupper, som gennem terroristaktioner skal svække Israel. Dets militante medlemmer ser sig selv som dem, der lægger grunden til den dag, hvor den store islamiske hær vil være i stand til at udslette Israel i en militær konfrontation.

I 1980'erne var Islamisk Jihad involveret både i undergravende og terroristisk virksomhed i de besatte områder, og før Intifadaen udførte gruppen adskillige terroraktioner i Gaza-striben. Ved Intifadaens begyndelse talte gruppen omkring 250 militante medlemmer og flere hundrede sympatisører på universiteterne og blandt unge aktivister omkring moskeerne. I 1988 blev gruppens ledere fordrevet til Libanon, hvor gruppens daværende leder, Fathi Shqaqi, omstrukturerede organisationen og styrkede båndene til Hizbollah og Iran.

I 1988 blev Kach-bevægelsen diskvalificeret til at opstille til det israelske parlamentsvalg, da man betegnede bevægelsen som racistisk, hvilket er ulovligt i Israel. I november 1990 blev Meir Kahane og hans kone myrdet i New York af en egyptisk fundamentalist, men Kach bevægelsen fortsatte under Baruch Marzels ledelse, og Meir Kahanes søn Benjamin Kahane oprettede kort efter søsterbevægelsen Kahane Chai.

PFLP-GC har været aktiv siden oktober 1968, da den brød ud fra PFLP. Bruddet var en konsekvens af Ahmad Jibrils uenighed og personlige strid med PFLP's leder og grundlægger, George Habash. Ahmad Jibril er stadig PFLP-GC's ubestridte leder og hans pro-syriske holdning er grundlæggende for organisationen.

PLF splittedes selv i tre mindre fraktioner i 1983-84. Hver fraktion fortsatte med at bære det originale navn, og hver især hævdede at repræsentere moderorganisationen. I november 1989 samledes Muhammad Zaidans (Aba Abbas) og Tal' at Ya'akubs fraktioner igen efter Tal' at Ya'akubs død. Lederen Abu Abbas blev i 1984 valgt ind i PLO's Eksekutivkommite, og PLF blev i virkeligheden satellitorganisation til PLO's dengang væbnede fløj, Fatah.

PSF kom sidenhen under irakisk, syrisk og libysk indflydelse. Efter krigen i Libanon i 1982 rykkede man sit hovedkvarter til Damaskus i Syrien, og med syrisk assistance intensiverede gruppen sine aktiviteter mod Isarel.