Da han gav en status på pigefodbolden i Danmark for et halvt år siden her på dr.dk, vakte han opsigt ved at fastslå, at det, at træne piger og kvinder, bliver betragtet som ”det laveste af det laveste, det er bedre at træne biller i et loppecirkus”.
Ordene var U16- og U17-landstræner Danny Jungs.
Han mente også, at man fra DBU’s side og fra klubbernes side måtte beslutte sig om, hvorvidt man skulle satse på pigefodbolden eller droppe den helt. Det var enten-eller.
Nu stopper Danny Jung efter otte år som landstræner for pigelandsholdene, fordi han fra 1. januar skal være cheftræner for Frems herrehold i 2. division.
Og han stopper med en del mere optimisme, end han havde for et halvt år siden. DBU har nemlig valgt at satse, ikke at droppe. At investere, ikke at afvikle.
Efter at medlemsantallet af piger og kvinder i dansk fodbold i modsætning til hos drengene og mændene har været faldende, vil DBU fordoble antallet fra 64.000 i 2015 til 130.000 pige- og kvindespillere i 2025.
Derudover har man nedsat en kommission med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen, der skal arbejde med at udvikle pige- og kvindefodbolden i Danmark.
Desuden barsler DBU med en ny talentstrategi for pige- kvindefodbolden, hvilket Danny Jung løfter sløret for i denne artikel. En strategi, der ifølge Jung kan løfte området til nye højder.
Derfor kan Danny Jung slutte i DBU med et smil på læben rettet mod fremtidens pigefodbold. Eller kan han?
DR har givet Danny Jung ordet inden hans afsked med DBU og pigefodbolden:
---------------------------
- FLEMMING ØSTERGAARD, eller Don Ø, er en klaphat-deluxe. Men han får taletid og har givet kvindefodbolden virkelig god reklame.
- Det skete, da han i sommer så kvindelandsholdet vinde 6-0 over Polen og sagde ”undskyld, piger” og ”det er ikke sidste gang, jeg ser dame/pigefodbold”, efter at han jo tidligere havde ment og åbent sagt, at livet var for kort til kvindefodbold. Han har ofte en uheldig facon, men det kom fra hjertet, for han har jo sikkert aldrig set kvindefodbold.
- Den udtalelse svarer til, hvad mange ude i den brede befolkning mener om kvindefodbolden, og derfor var det godt, han sagde det, for så er der mange, der kan spejle sig i det. Det var sgu godt timet, og den udtalelse var mange point værd.
- JEG FORLADER DBU med en god følelse og er fortrøstningsfuld på vegne af pigefodbolden. Der er sket gode ting på det seneste, som peger i den rigtige retning.
- De folk, der er kommet ind i DBU vil gerne pigefodbolden i højere grad, end jeg har oplevet tidligere, og de har sat nogle ting i værk nu, som peger fremad.
- I sidste uge afsluttede vi et talentstrategimøde, som kan blive et stort skridt for pige- og kvindefodbolden. Dét er den første gode indikation i lang tid på, at der er noget godt i vente. Men det hele afhænger af, i hvor høj grad den talentstrategi, vi er kommet med forslag til, bliver ført ud i livet og eksekveret af DBU.
- Den handler om, at der tidligere har været meget fokus på bredde, fordi man mente, at det bedst kunne sikre eliten. Nu sadler vi lidt om og siger, at vi bliver nødt til at kigge på det oppefra og ned, altså satse mere på eliten. Hvordan udvikler vi de ekstraordinære talenter? Hvordan gør vi de bedste talenter bedre?
- I de seneste seks-syv år er der 25 spillere, der har fået debut på A-landsholdet, og som har været igennem vores ungdomslandshold.
- Det er jeg naturligvis glad for, men målet skal ikke være antallet, men at dem, der får debut på landsholdet, er meget bedre. Altså sørge for at gøre eliten bedre, de bedste skal være bedre. Vi skal have spidset pyramiden til; den skal være bred for neden, men virkelig sylespids for oven.
- FOR NOGLE MÅNEDER SIDEN var jeg ikke optimistisk. Jeg syntes jeg, at vi var i et limbo. Hvor fanden skulle vi hen med det her? Skulle vi droppe pigefodbolden helt eller satse?
- Én ting er at DBU’s bestyrelse ikke har deres primære interesse og kompetencer inden for pigefodbolden. Det har de bare ikke. Det er et vilkår, og så kan man tude eller arbejde videre ud fra de vilkår. Men de folk, der er kommet ind lige under, Flemming Berg (talentchef, red.), Kim Hallberg (elitechef, red.) og Nils Nielsen (A-landstræner, red.) tager tingene i den rette retning.
- Jeg har godt kunnet mærke, at vi ikke har været prioriteret i DBU. Vi er og har ikke været førsteprioritet, hvilket på sin vis er fair nok. Men spørgsmålet er så, om vi er 15. prioritet eller sjette prioritet? Dér synes jeg, at vi stadig mangler en klar melding eller en føling med, hvor meget man vil pige-fodbolden.
- Man kan jo komme med en masse projektbeskrivelser og strategier, som vi nu har gjort, men hvordan får vi det op på næste niveau?
- Der har vi tidligere konstant løbet panden mod en mur, meget mere end vi gør nu. Nu bliver der lyttet og forhåbentlig handlet. Der er bare en helt anden tilgang til det i dag, det er en helt anden verden nu i forhold til bare for nogle år siden.
- DA JEG TILTRÅDTE I DBU var holdningen til pige-fodbolden i DBU styg. Respekten var i hvert fald mindre, end den er nu, pige-fodbolden var slet ikke velset. Man kunne godt mærke, at det bare var noget, man skulle have for at vise, at man har det udadtil. Hvis man ville være med i Uefa, skulle man udbyde kvindefodbolden.
- Jeg blev jo ansat, fordi der blev oprettet en ny stilling, nemlig træner for U16-landsholdet og talenttræner, hvilket gjorde, at pigefodbolden fik mere fokus. Men ét er, hvad der forefindes af hold, noget andet er, når man kan mærke på prioriteterne, at man ikke bliver vægtet særligt højt.
- Eksempelvis offentliggjorde DBU sidste vinter, at alle DBU’s landshold skulle på en samlet trænings-tur til Tyrkiet. Alle DBU’s landshold skulle afsted, alle var ”en del af noget større”.
- Men det skulle vi så ikke. Pigernes U16-, U17- og U19-landshold skulle ikke afsted. Jeg kan godt forstå argumenterne, men så skal man ikke melde det ud, som om man er et samlet DBU, at det er en del af noget større, når det nu ikke er for alle. Det holder ikke.
- Jeg har ikke gået og brokket mig over alt det her. Eller at pigelandsholdene ikke fik støvler osv. For det er bare et vilkår, jeg har skullet acceptere. Også når vi får noget gammelt tøj. U16-landsholdet skulle eksempelvis spille i noget tøj, kvindelandsholdet spillede i for over 10 år siden. Det er så blevet bedre nu. Vi er heldigvis nu røget med på samme Hummel-aftale, som DBU har for herre-landsholdet.
- GENERELT SET er det blevet meget bedre de seneste år. Heldigvis. Der er kommet mere interesse og mere beslutningsvillighed i DBU.
- De, som før i tiden ikke havde et stort kendskab til fodbolden, har set, hvordan man i andre lande som Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig og USA, kan drive det rigtigt langt, hvis det bliver gjort ordentligt.
- Derudover sagde Jesper Møller, da han tiltrådte som formand for DBU, at målet i hans embede skulle være, at antallet af pige og kvinde-spillere skulle øges til omkring 300.000, hvilket er en fordobling sammenlignet med bare halvanden til to år siden.
- Man kan ikke sige sådan noget uden at give det fokus fremadrettet. Det betyder meget, at formanden går ud og siger, at man vil pigefodbolden, og at målet er at øge antallet. Samfundsmæssigt er der også kommet meget mere fokus og debat om ligestilling og lighed og en søgen efter kvindelige ledere og trænere samt mere lydhørhed over for kvinders stemme.
- MEN UDE I KLUBBERNE synes jeg, at det halter. Niveauet på trænerne skal være højere. Vi har et licenssystem i ungdomsrækkerne, som klubberne skal opfylde fra U18-rækkerne. Det er en god ting.
- Men man skal intensivere jagten på kvaliteten hos de trænerne. At træne kvinder bliver stadig betragtet som springbræt for lige at komme ind og få en A-licens og så videre over på et herre-hold.
- Det er stadig sådan, at det fra omverdenens side bliver betragtet som det laveste af det laveste at være pige- og kvindetræner. Og jo mere, man selv oplever, hvor ringe træningen ofte er, jo mere begynder man at kunne forstå omgivelsernes fordomme i forhold til at være pigetræner.
- Der er mange der er virkelig dygtige trænere derude. Men klubberne skal gå efter en unik profil, som kan sikre kontinuitet, og som kan rykke spillerne og så give ham eller hende en fuldtidskontrakt. Så får vedkommende ansvaret for, at fødekæden er i orden og rykke spillerne.
- Det skal ikke bare være formandens datter, som tilfældigvis kan træne den dag.
- NU GÆLDER DET OM AT SATSE fra DBU’s side. Men hvad er at satse? DBU skal vedtage så mange af de forslag og projekter, vi har foreslået for pige- og kvindefodbolden – så satser man. Det kommer ikke til at ske, at de vedtager alle forslag, men hellere tre end to, hellere fem end tre.
- Det er tiltag, der som sagt giver en bedre forudsætning for, at eliten kan blive bedre. Nogle af forslagene er:
- Fokus på at få spillerne ind i DBU-regi tidligere. Få screenet dem tidligere, så vi ikke først møder dem, når de er 14 år, men når de er 12 eller 13 år. Man kan lave en skole, hvor de kan få undervisning, samtidig med de træner. Måske skal vi se, om nogle af vores ungdomslandshold kan spille med i en hjemlig turnering. Måske skal vi scoute andre typer spillere, end vi har gjort tidligere, eksempelvis scoute på hurtighed.
- En satsning betyder, at man vedtager alle de forslag, vi kommer med. Det ville være en satsning gange 5000. Men økonomien og ressourcerne gør, at det ikke kommer til at ske, og når det handler om økonomi og ressourcer kommer pige- og kvindefodbolden stadig nederst i DBU. Også i forhold til hvad andre lande bruger på det.
- Selv om vi ligger lavt, er det som sagt blevet meget bedre indenfor de sidste to år. Der er kommet flere penge, og det er også, fordi der kommer noget den anden vej fra, især fra A-landsholdet, som er flagskibet. De er på tv, de er kommet med til EM, og der er idoler, pigerne kan se op til.
- JEG VIL VIRKELIG SAVNE pigerne. Et kæmpe, kæmpe ’shout out’ til de piger. Jeg vidste godt, de var dedikerede, men hold nu kæft en arbejdsindsats, pigerne og kvinderne lægger for dagen. Uden udsigt til noget som helst, ikke en eneste krone.
- De skal sgu endda selv betale kontingent i de klubber, de træner i seks gange om ugen. Derudover skal de passe deres skole og skal som teenagere passe alle muligt andet. Jeg er fuld af beundring over det drive og den indre motivation, de har.
- Det er noget, mænd og drenge kan lære af. Og det er noget, jeg kan tage med mig, når en eller anden forkælet kontraktspiller hos mændene spørger: Hvorfor startede jeg ikke inde? Så bliver det altså ikke svært at svare ham.
- Potentielt har jeg knust 20 pigers livsdrøm hvert eneste år, når de ikke kommer med på et landshold efter al den træning og dedikation uden at få noget for det. Det er mere emotionel for mig at knuse sådan en drøm end at sige til en forkælet herre-spiller, at han ikke startede inde, fordi han bare er pisse-dårlig for tiden.