6 ud af 19.
Så mange af spillerne i den danske landsholdstrup, der i øjeblikket er samlet i Viborg til to afgørende EM-kvalifikationskampe, har en udenlandsk arbejdsgiver.
Tre af dem spiller i Sverige, én i Frankrig, én i Tyskland og en enkelt på den anden side af Atlanten i USA.
I fremtiden skulle det dog gerne være sådan, at endnu flere af spillerne skal flyve internationalt, når de bliver udtaget til en landskamp, der skal spilles på dansk grund.
Landstræner Nils Nielsen har stor forståelse for, at en række af hans spillere også vægter familien og det civile liv med uddannelse og arbejde højt, og derfor ikke har lyst til at prøve sig selv af i udlandet. Men de, der gør, ender stort set altid med at højne niveauet i landsholdstruppen.
- De spillere, der tager ud fra vores landshold, de får noget træning og matches i kampene på en helt anden måde end de gør herhjemme. Derfor er de også nogle af dem, der sætter standarden, når vi mødes herhjemme. Så jeg har bestemt ikke noget imod, at de tager ud og spiller, og særligt at de tager ud til topklubberne, siger han.
Livet i Lyon
En af de spillere, der har taget springet for mange år siden, er Line Røddik, der efter en årrække i Sverige skiftede til den franske storklub Lyon i den netop overståede sæson.
Hun har en klar opfordring til sine kolleger, der får chancen for at prøve kræfter med en udenlandsk liga.
- Jeg vil bare råde folk til at komme ud og prøve det. Alene det at komme væk fra alt det trygge og møde nogle nye modstandere giver en masse. Jeg tror, at det er rigtig, rigtig sundt, hvis man gør det, og jeg håber, at der er mange, der gør det.
Den afgørende forskel på livet i den danske liga og i en storklub som Champions League-vinderne fra Lyon er graden af professionalisme, og det smitter af i indsatsen på træningsbanen, forklarer Nils Nielsen.
- De er vant til at træne og leve et sted, hvor de ikke skal tænke på andet end fodbold. Mange af spillerne herhjemme har også en masse andre ting, de skal. De bliver simpelthen mere trætte, når de skal træne, og det kan man mærke med det samme.
- Udlandsprofferne har simpelthen mere fart i fødderne, når vi starter træningerne, de har større fokus, de opfatter ting hurtigere og bevæger sig hurtigere, fordi de træner med bedre spillere til daglig.
To topklubber er ikke nok
Landstræneren peger også på en markant styrkelse af den hjemlige liga som et redskab, der kan være med til at bringe Danmark tættere på de bedste nationer. Lige nu er Brøndby og Fortuna Hjørring lokomotiverne i 3F Ligaen, men feltet af topklubber skal helst være større. For at komme dertil, skal dansk kvindefodbold igennem en proces, som han erkender er enormt tidskrævende.
- Skal vi tage det næste skridt, så skal der være flere om buddet og endnu flere bedre spillere, og der kan vi enten forstærke den hjemlige liga eller sørge for, at flere kommer til udlandet. Me den korteste vej er selvfølgelig at få flere spillere ud i etablerede ligaer rundt om i Europa, siger Nils Nielsen.
De danske kvinder kæmper for øjeblikket for at komme med til EM i Holland i 2017, og næste skridt på vejen er tirsdagens kamp mod Polen. Den kamp kan du se på DR3 fra klokken 18.45.