Der er langt fra Bredbånd Nord Arena i Hjørring til Estadio de San Mámes i Bilbao. I mere end én for stand.
For med al respekt for Bredbånd Nord Arena i Hjørring, så kan de danske mestre forvente en helt andet kulisse, når de løber på banen på Estadio de San Mámes i Bilbao i sæsonens første Champions League opgør mod Athletic onsdag aften.
Kampen er flyttet fra Bilbao-kvindernes normale hjemmebane til Estadio de San Mámes i kampens anledning. Her er der plads til lidt over 53.000 tilskuere.
- Hvis der bare kommer et par tusind er det fedt. Det kan give en fantastisk stemning. Og så det vil det alt andet lige være noget andet end Bredbånd Nord Arena, hvor der plejer at være et par hundrede tilskuere til kampene, siger Karoline Smidt Nielsen fra Fortuna Hjørring.
- Der plejer at komme mange tilskuere til Atletics kampe, og vi har hørt, at der vil komme mange. Hvor mange ved vi dog ikke endnu, siger hun.
Svær modstander
Kampen er den første i dette års Champions League, men allerede nu er der meget på spil. Det er nemlig vind eller forsvind over to kampe, og skal de grønne fra Hjørring gøre sig forhåbninger om 1/8-delsfinalen, så kræver det et godt resultat onsdag aften.
- Vi vil gerne score, det er vigtigt med et udebane mål. Selvfølgelig vil vi gøre alt for at vinde, men et udebanemål vil virkelig ikke være dumt, siger Karoline Smidt Nielsen.
Fortuna Hjørring er rejst til Spanien med en skadesfri trup og som ubesejret i den hjemlige liga. Kampen bliver dog langt fra nem for de danske mestre.
De spanske mestre fra Bilbao er langt fra en ønskemodstander. Atletic tabte kun to kampe i sidste sæson og ligger pt. nummer fire i den spanske liga.
- Deres spillestil er meget anderledes. De er meget på bolden og hurtige i kombinationerne, men vi har måske fysikken der skal til for at slå dem ud af kurs, siger Smidt Nielsen.
Også Brøndby IF skal i aktion i den fineste klubturnering onsdag aften. De møder St. Pölten Frauen fra Østrig kl. 20.20.
Returkampene spilles i næste uge.