I Malmø kender de lokale Pildammsvägen for mange ting. Det gør samme gør danske Jack. Vejen strækker sig helt nede fra sydbyen og griber fat om Västra Klagstorp helt oppe i nord, som en slange, der snor sig om sit bytte.
Træerne rejser sig flot på begge side af vejen, som en svensk avenue. Her er flot, men trafikeret. De fine folk, der skal i byens opera, kører her i taxi eller Volvo. Og folk der skal besøge deres kære på sygehuset, slider også Pildammsvägens grå asfalt. For Pildammsvägen er vigtig for folk i Malmø. Men gaden spiller også en essentiel rolle i historien om svensk fodbold.
På en græsplæne ved siden af den brede vej blev den første officielle fodboldkamp i Sverige spillet, da Kjøbenhavns Boldklub i 1890 aflagde IFK Malmø et venligt besøg. Snart efter begyndte de lokale skåneboere at banke trætribuner op. Malmøs første moderne stadion skulle rejses, og det skulle have husnummer ti på vejen.
Under en storslået ceremoni blev den nye idrætspark indviet i 1896. Malmø IFK fik som det første fodboldhold hjemmebane her, før Malmø FF overtog trætribunerne til at huse hjemmepublikummet frem til 1958.
I dag har et helt tredje hold til hjemmebane bag de gule planketribuner: FC Rosengård. Når tribunerne fyldes til hjemmekampene, står en dansk træner på sidelinjen og fægter med armene, som var han en dirigent, der troede han styrede et kæmpe orkester i operaen. Det sker roligt, men med tanke bag enhver handling.
Sådan vil det også foregå på søndag til årets fodboldkamp i Sverige, når Rosengård gæster Linköping med de danske landsholdsspillere Janni Arnth, Mariann Gajhede og Pernille Harder på holdet. En kamp, der med garanti kommer til at afgøre, hvor det svenske mesterskab ender henne.
Jack Majgaard Jensen har det seneste halvandet år stået i spidsen for Sveriges bedste damehold, som han i sidste sæson også førte frem til kvartfinalen i Champions League. Holdet er spækket med verdensstjerner. Mest genkendeligt vil navnet Marta da Silva være. Fem år i træk er den brasilianske superstjerne blevet kåret til verdens bedste, kvindelige fodboldspiller. Udenfor banen er offensivspilleren et brand i hele verden, men inde på det lysegrønne kunstgræs er hun bare en del af holdet.
- Der er mange mennesker, der siger til mig, at de synes godt om min trænerstil, fordi jeg behandler alle spillere ens. Det er uanset, om de er unge, gamle, stjerner eller reserver. Men sådan har jeg altid gjort det som træner, lige siden jeg begyndte at træne, da jeg var 20 år gammel og var færdig i militæret, siger Jack Majgaard Jensen.
Den danske træner er af den overbevisning, at når alle bliver behandlet ens, så fungerer spillerne også som et hold i stedet for 11 individualister. Han fik sig derfor en gevaldig overraskelse, da han første gang mødte ind til træning i FC Rosengård.
- Jeg mødte et hold, der var helt smadret mentalt. Hverken på eller udenfor banen fungerede rammerne. De anede ikke, hvordan man agerede som et hold, og det hele var styret af megastjernerne.
Halvandet år efter, at Jack Majgaard trådte ud på kunstgræsbanen i Malmø for første gang, er den mentalitet vendt på hovedet.
- Som træner sidder du altid og glor lidt surt ned i gulvet, når du skal afsted med bussen til udebanekampe. Men der går ikke mange minutter, før der pludselig er sang i hele bussen. Marta griber sin guitar og skråler et eller andet på spansk eller portugisisk, mens de andre piger stemmer i. Det er dejligt med så meget energi, men jeg tror kun det er Marta, der ved, hvad de synger, fortæller Jack Majgaard Jensen med et smil.
Vestegnskriger
Det har ikke altid ligget i kortene, at Jack Majgaard Jensen en dag skulle omgås nogle af fodboldens største kvindelige fodboldstjerner. Faktisk kunne det have endt meget anderledes.
Den danske træner voksede op hos sin mor i Brøndbyøster. Moderen kørte HT-bus, men den unge Vestegns-knægt kunne ikke finde ud af, hvad han ville med tilværelsen.
- Jeg har lært, at det handler om at stå fast, når du kommer fra Vestegnen. Det har ikke været nogen nem opvækst. Min far døde relativt ung, så jeg måtte stole på mig selv, stå på egne ben og altid holde ved i mine egne holdninger. Der var sgu ikke nogen, der skulle pisse mig af, og der var ikke nogen til at hjælpe mig. Du kunne ikke bare komme grædende hjem til mor efterfølgende. Du blev nødt til at håndtere tingene selv, erindrer han.
Efter at være droppet ud af HH, endte Jack Majgaard Jensen til sidst med at tage i militæret. Igen strandede det hele dog ved usikkerheden omkring fremtiden, da han var færdig med at have uniformen på. Han besluttede derfor at vende blikket tilbage mod spillet på græsplænerne, som han altid havde nydt så meget.
- Heldigvis havde jeg fodbolden. Jeg var usikker på, hvad jeg skulle. Men jeg fik et hold ude i Ballerup med drenge på 10 år, som jeg fulgte i seks år. Det endte med, at jeg fik et meget specielt forhold til de her spillere, så jeg kunne ikke bare stoppe midt i det hele. Først da de blev så dygtige, at Brøndby, Lyngby og mange andre af de større københavnske klubber begyndte at snuppe spillerne, kom der en naturlig skillelinje.
Spillerne forsvandt langsomt fra Ballerup, og Jack Majgaard Jensen blev tilbudt et job som træner i Lyngbys ungdomsafdeling. For der var ingen tvivl om, at Jack Majgaard Jensen for alvor havde sat sit aftryk blandt de unge spillere i Ballerup.
- Jeg har haft Jack som ungdomstræner i Ballerup for ca. 10 år siden, og han står stadig som den måske bedste træner, jeg nogensinde har haft. Alt siger mig at han godt kan blive en succes for Lyngby i deres kamp for at komme tilbage til Superligaen, skrev en af Jack Majgaard Jensens tidligere spillere i en kommentartråd på Bold.dk efter ansættelsen i Lyngby.
Telefonen med i poolen
Jack Majgaard Jensen boede dog stadig i Sverige. Malmø er ikke langt fra København, så transporten løste sig. Det tager kun tre kvarter i bil, før du er gledet over Peberholmen og står på Rådhuspladsen. Hvis du ikke drejer af motorvejen, men i stedet følger den trafikerede strøms kurve, får du en sightseeing på den Københavnsk Vestegn, før du til sidst ender nordpå i Kongens Lyngby. Det lærte Jack Majgaard Jensen efterhånden. Asfalten var i seks år hans hovedpulsåre. Hver eneste dag pendlede han fra familien i Sverige til jobbet som assistent- og sidenhen cheftræner i Lyngby Boldklub. Ansvaret var stort, dagene var lange og hverdagen var stresset.
- I Lyngby handlede alt om arbejde. Det var alt ud i ét. Jeg skulle sørge for nye spillere til klubben, kigge til ungdomsafdelingen og generelt fungere som samlingspunkt for hele klubben. Der var ikke nogen naturlig frihed i det. Jeg hentede børnene, men mentalt var jeg ikke tilstede.
- Det var meget kaotisk. Det kunne godt være, at vi tog på ferie, men jeg var også på ferie med min telefon. Så stod jeg i poolen med børnene, mens jeg snakkede i telefon. Nonstop kunne jeg snakke i telefon, husker Jack Majgaard Jensen.
Samarbejdet med Lyngby Boldklub fik en ende i starten af maj sidste år. Men selvom hverdagen havde været stressende, så havde jobbet som cheftræner i Lyngby også givet nogle muligheder. Jack Majgaard Jensen havde efterhånden boet i Sverige i 16 år, og nu havde han trænet et hold i den næstbedste, danske række. Med sit kendskab til den svenske kultur og sin fodboldfaglige kunnen var han derfor bestemt ikke uinteressant for kvindeholdet FC Rosengård, der ledte efter en ny cheftræner.
- Til at starte med blev vi enige om, at jeg kunne træne holdet i tre måneder, men der gik ikke mere end to måneder, før jeg tænkte: Det var lige godt satans. Mange af de fordomme, jeg havde haft om kvindefodbold, dem havde jeg allerede lagt til side. Det mindede meget om Lyngby. Selvfølgelig er tempoet lavere, men det er en naturlig, fysiologisk ting. Rent taktisk og teknisk var spillerne bedre, end dem jeg kom fra i Lyngby og der kom flere folk fra pressen, og hele klubbens set-up var mere professionelt, end det er i mange Superliga-klubber, forklarer han.
Det er dog ikke kun sportsligt, at Jack Majgaard Jensen mener, at han har taget et skridt i den rigtige retning ved at skifte dansk herrefodbold ud med svensk kvindefodbold. Menneskeligt har han også rykket sig.
- Når det hele bliver for meget, så får jeg migræneanfald. I de 14 måneder, jeg har været træner i Sverige, der har jeg haft migræne ti gange. I Lyngby kunne jeg godt have migræne ti gange på én måned. Min fysiske tilstand er blevet bedre, men det er ikke fordi, det er nemmere at lede holdet her. Det er fordi, der kun er én ting at fokusere på: Hvordan jeg skal træne holdet, siger Jack Majgaard Jensen.
- Selvom jeg fysisk rejser meget mere nu, fordi vi spiller Champions League, så siger min kone, at hun kan mærke, at jeg er mere tilstede, når jeg er hjemme.
Dansk kvindefodbold mangler udvikling
Faciliteterne i FC Rosengård er glimrende. Men historien på den anden side af Øresund er noget anderledes. Brøndby IF, som havde sidste sæsons højeste gennemsnit i 3F-ligaens slutspil, trak i gennemsnit 288 tilskuere til deres hjemmekampe på Bane 2 i Brøndby.
Til sammenligning havde FC Rosengård i sidste sæson mere end fire gange så mange tilskuere til holdets hjemmekampe på Pildammsvägen.
- Jeg tog ud for at se Brøndbys kvindehold mod Kolding Q, men da jeg stod der ude på Bane 2 tænkte jeg: Det er kraftedme sørgeligt. Det var decideret trist. Jeg forstår ikke, at en stor klub som Brøndby IF ikke forsøger at tage sig mere af deres brand. Det kan godt være, at kvindeholdet vinder, men det betyder noget for brandet, hvordan det hele ser ud, og hvordan forholdene omkring holdet er, forklarer Jack Majgaard Jensen om sin oplevelse i Brøndby.
- Hvis vi nogle gange synes, at vi kan have det lidt hårdt i Sverige, så var det her helt ekstremt hårdt.
Den danske træner mener ikke, at der skal meget til at løfte både udviklingen og interessen for kvindefodbold i Danmark.
- Et simpelt træk kunne være at begynde at udveksle trænere mellem herre- og dameholdene i klubberne. På den måde ville du også nedbryde nogle fordomme om kvindespillerne, lyder forslaget.
- Damefodbolden har noget, som herrefodbold ikke har. De har naturligheden. De gør det ikke for pengenes skyld. De ved godt, at de ikke bliver millionær af at spille. De gør det, fordi de elsker det. Der er en sindssyg stor glæde til træning. Nogle gange har jeg mødt drenge på 18-19 år, hvor det virkelig ser ud som om, at fodbold er dét, de hader allermest i hele verden. De spiller kun for én ting: det er for at kunne sige til kæresten eller drengene i skolen, at de har en nogenlunde status som fodboldspiler, fordi de får lidt penge for at spille. Sådan er det ikke her. Det er naturlighed, åbenhed og glæde. Det er kærligheden til fodbolden, der driver det, og det er helt fantastisk at være et sted, hvor der er så meget energi til træning.
Jack Majgaard Jensen fortæller, hvordan han hver eneste dag slås med at nedbryde fordommene hver eneste dag. Der er dog én ting, der for alvor ville hjælpe med at ændret folks tanker om kvindefodbold.
- Jeg vil gerne tilbage til herrefodbolden en dag. Jeg vil vise, at der ikke er forskel på at træne damer og herrer. Det vigtigste for mig er at få vist, at den forskel kun eksisterer oppe i folks hoveder. Først når jeg vender tilbage, føler jeg for alvor, jeg kan bevise det.
Omvendt er danskeren også blevet så glad for at træne det svenske storhold, at han ikke vil udelukke, at han fortsætter kampen på kvindernes side i fremtiden.
- Jeg vil ikke afvise, at jeg kunne tænke mig at blive landstræner for det danske kvindelandshold en dag. Nils Nielsen, der er landstræner nu, er dog meget dygtig. Men skulle der være nogle, der synes, jeg er god nok en dag, så vil jeg da meget gerne høre om det, siger Jack Majgaard Jensen og bryder ud i latter.
Først vil han dog nyde roen fra sin plads på tribunen. Efter dagens træning er her tomt og plads til tanker. Ungerne skal snart hentes, og telefonen har han ikke rørt i halvanden time. I dag er der ro på Jack. Ikke som den unge Jack, der fløj omkring på Vestegnen, som bilerne gør det på Pildammsvägen.
Nu er der stille i sindet, mens tankerne er samlet omkring viljestyrken til at løfte kvindefodbolden til det næste niveau i fremtiden. Både i Sverige og i verden.
Der er plads til at tænke dirigentens tanker, inden det på søndag går løs. Tribunerne i Linköping bliver fyldte til topbraget, og den rolige leder skal igen få pigerne til at synge efter de samme noder, som var de et band med kun en enkelt guitar i tour-bussen.
Mesterskabskampen mellem Linköpings FC og FC Rosengård spilles søndag klokken 16.