Ebbe Sands ørken-eventyr: Måske vender jeg ikke hjem

Sygdom tvang Ebbe Sand til at flytte sin familie til Dubai. Her har han fundet indhold i tilværelsen efter sin succesfulde spillerkarriere.

Ebbe Sand har boet i Dubai i snart tre år. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Når Ebbe Sand fortæller om sit nye liv, gør han det med en glød, der når hele vejen fra Dubai til Danmark.

En optimisme, der bunder i en følelse af en ny begyndelse, et nyt liv og et spirende håb i den knitrende ørken langt fra frodige Danmark.

Det handler også om, at den udfordring, familien Sand stod over for godt tre år siden, nu ser ud til at være løst. I De Forenede Arabiske Emirater, nærmere bestemt i Dubai.

Ebbe Sand i aktion for Danmark. Her mod Uruguay ved VM i 2002. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

Den tidligere landsholdsangriber har fundet en kreativ åre i den ellers så tørre by. Men hvad, der er vigtigere, er, at familien Sand på succesfuld vis har løst det problem, der gjorde, at de 28. december 2013 besluttede at forlade Danmark.

- At flytte er jo ikke noget, man beslutter natten over. Det er et langt forløb, men til sidst var vi nødt til at trække stikket, fortæller Ebbe Sand.

Årsagen var, at hans søn, Mikkel, led af skimmelsvamp-allergi i så alvorlig grad, at han havde flere sygedage end skoledage.

- Det var et langt, langt forløb, hvor han var meget syg, og der var ingen, der kunne finde ud af, hvad der var galt. Der gik så et par år, og langt om længe fandt vi ud af, at han var meget allergisk over for skimmelsvampe. Blodprøven viste, at han var helt forgiftet i kroppen af skimmelsvampe.

Det viste sig, at det var i sønnens skole, at man skulle finde svampe-kilden, der gjorde sønnen syg.

- Så skiftede han skole et par gange, men der var også skimmelsvampe. Det er ikke et problem for alle, men når man er meget allergisk over for skimmelsvamp-sporer, så skal der ingenting til. Ud over i bygningerne er det jo også i luften, siger Ebbe Sand.

- At flytte fra Danmark er ikke en beslutning, man tager hurtigt. Men vi endte altså her, og det er vi superglade for. Min søn har det fantastisk og har ikke været syg, siden vi flyttede herned. Så der er ingen tvivl om, at det var den rigtige beslutning, siger han.

- Det handler jo om klimaet. Her i Dubai er her et tørt klima. Skimmelsvampe-sporer kommer i Danmark om efteråret, når det bliver rigtigt fugtigt i vejret, og den fugtighed har man ikke herude. Det er fantastisk, siger Ebbe Sand.

Selv om han har været vant til at bo i udlandet, han spillede syv år i Tyskland, betragter 44-årige Ebbe Sand flytningen til Emiraterne som et eventyr.

- Det har været en spændende proces at flytte her. Det synes vi generelt som familie. Man møder mennesker fra mange andre lande hver eneste dag, bare den skole, børnene går på, er der børn fra 83 forskellige lande. Det fortæller lidt om dette multikulturelle samfund. Børnene møder hele verden hver dag, siger han og fortsætter:

- Når man flytter til et helt nyt sted, så starter man fuldstændigt fra ”scratch”. Vi havde bare os selv. Men når man er af sted hele familien samlet, og når vi løste den udfordring, vi havde, var det ikke så slemt. Det er dog ikke noget, man klarer natten over, og det tager tid at bygge et netværk op igen.

Kæmpe projekt

Det har været en proces, hvori Ebbe Sand har revitaliseret både sit liv og sin karriere.

Det tomrum, som mange professionelle sportsfolk oplever efter karrieren, har Ebbe Sand fyldt ud med et enormt iværksætter-projekt i Dubai. Et projekt, hvor han godt nok skifter spor, men forbliver på samme vej.

I det arabiske savnede Ebbe Sand simpelthen den form for klub-kultur, der præger breddeidrætten i Danmark. Derfor fik han for 20 måneder siden idéen til ”The Green Sports Hub by Ebbe Sand”.

Her er Ebbe Sand med daværende erhvervsminister Troels Lund Poulsen og repræsentanter i Dubai ved præsentationen af den tidligere angribers store projekt.

Et sportskompleks på over 50.000 kvadratmeter, hvor man kan dyrke udendørs og indendørs sport, hvor der er sportsakademier, restauranter, caféer og ”food court”, hvor der er frisører og skadesbehandling samt et hotel, og hvor hele projektet er bæredygtigt ud fra miljømæssig forstand, nærmere bestemt med solenergi og genbrug af vand.

- Hvis man skal gå til sport i Dubai, skal det være gennem et privat akademi, og der er ingen mulighed for at være en del af en klubkultur. Det har jeg altid elsket at være en del af, dynamikken, det sociale og et aktivt miljø, siger Ebbe Sand.

- Min yngste knægt spiller også fodbold, og det med, at man ikke engang har adgang til en græsplæne, ønskede jeg at gøre noget ved.

- Det ene har taget det andet, og så kom generalkonsulatet indover, og så vi har mærket meget opbakning fra staten. Det hele er blevet meget større, end jeg forventede, siger Sand, der lægger vægt på det miljømæssige i projektet, siger han.

- Det er meget et dansk projekt med danske arkitekter, ingeniører og leverandører, og jeg arbejder på at få danske brands ind på restaurations- og cafesiden. Især det bæredygtige har vi danskere jo en massiv viden om, og det er de meget interesserede her i Dubai, siger Sand.

Bygningsingeniøren Ebbe

Byggeriet går i gang i foråret 2017, og Ebbe Sand regner med, at det kan stå klart i slutningen af 2018. Indtil da og i de seneste næsten to år har det været et fuldtids-projekt for den tidligere landsholdsbomber.

- Nu har jeg min baggrund i sporten, men jeg er også uddannet bygningsingeniør, så det har været dejligt at kunne kombinere de to passioner, siger han og fortsætter:

- I dette projekt har jeg kunnet bruge nogle af de egenskaber, jeg havde som fodboldspiller, siger Sand og uddyber:

- Det med at kunne sætte sig et mål, arbejde passioneret og stenhårdt for at nå det og så ikke give op undervejs, fordi det ser lidt sort ud, hvilket det også har gjort med dette projekt. Ligesom det var, dengang jeg sad på bænken i Brøndby, er det vigtigt at være tålmodig og vedholdende og arbejde hårdt og tro på, at tingene lykkes til sidst.

- Det er det der gør at man udvikler sig.

Ebbe Sand var en stor helt i Scahlke. Her er det fansene, der hylder danskeren ved hans afskedskamp i 2006. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Den udvikling har været vigtig for Ebbe Sand. Siden karrierestoppet i 2006 har han været talentchef, assistent og sportschef i Silkeborg, angrebstræner på landsholdet under Morten Olsen og rådgiver i Schalke 04, mens han også har taget den højeste træneruddannelse.

- Når man stopper, er der et kæmpe tomrum. Man har været på et vist niveau i mange år og er blevet tiljublet, og natten over stopper det pludselig. Det tager tid, men det har været vigtigt for mig at gå i gang med noget andet med det samme, siger han.

- Processen med dette projekt er spændende lige nu, men jeg vil også elske den dag, det åbner, og jeg står der med alle mine trænere, og der er gang i alle aktiviteter på et sted, hvor mange unge mennesker er ansat, og det hele er aktivt og dynamisk. Det er vigtigt at have drømme og målsætninger, selv om det er ret lang ud i fremtiden, siger han og tilføjer:

- Det er dét, der holder mig i gang.

Frihed frem for træner-job

På trods af sin træneruddannelse og sin enorme erfaring fra Superligaen, Bundesligaen og landsholdet, ser han sig ikke selv som cheftræner.

https://twitter.com/s04_en/status/720932800468238337

- Jeg har ikke planer om at være træner. Jeg vil hellere gå akademi-vejen i forhold til at uddanne de næste talenter. Jeg bruger også tid på mit akademi i Shanghai, og så er jeg stadig inde omkring Schalke 04, hvor jeg er én gang om måneden som en slags rådgiver. Det er i øvrigt fedt at sidde og opleve stemningen på stadionet. Det lugter af savsmuld, griner han.

- Men som træner kan det jo slutte natten over, hvis man bliver fyret. Jeg synes, det er spændende at skabe noget og være med at udvikle det kontinuerligt. Nu har vi planer om at blive boende her i mange år, så på den måde er der fordele ved at gå denne business-vej, der også indebærer en vis frihed.

Ebbe Sand her fotograferet i Doha, Qatar. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

- I denne branche kan jeg selv bestemme, hvornår jeg vil have travlt, det kan du ikke som træner. Jeg har stort set besluttet mig, at det er denne vej, jeg går, siger Sand.

Og den vej går altså gennem ørkenen og ud i det pulserende, dynamiske nybyggerliv i Dubai. Et liv i et muslimsk land og en anden kultur, hvilket mest har været en positiv oplevelse for Ebbe Sand.

- Jeg har da løbet panden mod muren i forhold til de kulturelle forskelle, som kan være lidt frustrerende. Det handler om banale ting i forhold til, at man ikke får svar på mails, eller møder, der pludselig ændres. Ting, vi tager for givet i Danmark, men som kan være helt anderledes herude. Det er omvendt også dét, der er spændende.

- Jeg synes ikke, man mærker forskellen så meget. Man ser de lokale gå rundt i deres klædedragter, og det er sharia-lovgivningen, som hersker, så det er vigtigt, at man opfører sig ordentligt.

- Men det er et utroligt godt samfund at være i, og man føler sig nærmest ikke fremmed, fordi her er så mange forskellige mennesker i samme båd som os.

Savner Danmark

Med det store, for Dubai unikke sportsprojekt, sønnens allergi og med den iværksætter-bølge, Ebbe Sand rider på, så er spørgsmålet om den tidligere landsholdshelt nogensinde vender hjem til Danmark igen?

- Vi kan godt savne Danmark, og vi da skal hjem på juleferie, siger han og fortsætter:

- Om vi kommer til at bo i Danmark igen, er jeg ikke så sikker på. Det kommer også an på børnene. Når det her for alvor kommer op at stå, så er det i hvert fald de næste 10 år, vi bliver her i Dubai, fordi jeg vil følge det til dørs, siger Ebbe Sand.

- Hvis jeg har min business her, har Schalke og mit akademi i Shanghai, så ville det være underligt at flytte til Danmark igen. På langt sigt kan jeg da godt forestille mig, at vi ender i Danmark, men ikke på den korte bane.