Sidste derby til Sand

Lørdag kan Ebbe Sand fejre jubliæum i Bundesligaen mod lokalrivalerne fra Borussia Dortmund.

Ebbe Sand kan se frem til sin kamp nummer 200 for Schalke 04. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Lørdag spiller Ebbe Sand sin Bundesliga kamp nummer 200.

Og det er ikke hvilken som helst kamp, Schalke-anføreren kan fejre sit jubilæum i. Modstanderen er nemlig Schalke 04s absolutte lokalrivaler fra Borussia Dortmund.

Det er sidste gang Ebbe Sand er med i det store lokalopgør. Efter sommerferien stopper den tidligere landsholdsangriber karrieren i Schalke 04, og vender hjem til Silkeborg, hvor han skal være talentchef.

Ebbe Sand har 13 gange tidligere været med til at møde Borussia Dortmund. De opgør har kastet fem sejre, syv uafgjorte og kun et enkelt nederlag af sig.

- Med kun et nederlag er min statistik mod Dortmund rigtig god, og sådan skulle det også helst være efter kampen lørdag, siger Ebbe Sand til tyske DSF.

Indtil videre har Ebbe Sand scoret 71 mål i sine 199 kampe for Schalke 04.