Bendtner glad for Sand som træner

Nicklas Bendtner er glad for, at han med Ebbe Sand som angrebstræner på landsholdet kommer i lære hos en tidligere storspiller for Danmark.

Nicklas Bendtner kan måske se frem til spilletid hjemme i Arsenal. (Foto: © Rune Evensen, Scanpix)

Det glæder Danmarks store angrebstalent, Nicklas Bendtner, at han på landsholdet skal stå i lære hos Ebbe Sand, der er blevet tilknyttet som angrebstræner.

- Det er fantastisk, at vi har fået Ebbe med her. Jeg synes, at det er rigtig positivt, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham. Han har været en stor spiller for landsholdet, og jeg er sikker på, at han kan nogle tricks, og at vi kan lære meget af ham, siger Nicklas Bendtner.

Den unge Arsenal-angriber har dog aldrig været decideret fan af Ebbe Sand, som scorede 22 mål i 66 landskampe.

- Jeg har jo ikke rigtig set op til nogen som helst, så det er ikke anderledes her. Men derfor kan jeg stadig godt anerkende, at han har været en stor spiller, forklarer Bendtner.

Den 20-årige forward har nettet imponerende syv gange i sine første 16 landskampe, og han har chancen for at føje flere mål til den statistik senere på ugen, hvor Danmark møder Holland og Polen i to venskabskampe.