Sommerens EM-slutrunde i Frankrig skydes i gang fredag, hvor værstnationen åbner ballet mod Rumænien.
Et af første rundes mest specielle opgør spilles dog først lørdag. Det lyder måske ikke som det mest sindsoprivende møde, men der udspiller sig en helt speciel situation, når Schweiz og Albanien åbner deres EM slutrunde mod hinanden.
Et af de i alt fire brødrepar vil nemlig med al sandsynlighed være at finde på banen, og selvom det er sket flere gange i historien, bliver situationen omkring Granit og Taulant Xhaka historisk.
Granit og Taulant Xhaka (2016)
Det er nemlig en noget prekær situation, der kommer til at udspille sig i familien Xhaka. Både Granit og Taulant forventes at være i startopstillingen, men her kommer det specielle - det er for hvert sit land.
Både Granit og Taulant Xhaka er født i Basel i Schweiz af Kosovo-albanske forældre, og de har begge repræsenteret Schweiz på ungdomsniveau fra U17 til U21. Mens 23-årige Granit Xhaka efterfølgende fortsatte op på A-landsholdet, valgte hans to år ældre bror altså at repræsentere det land, som forældrene havde forladt under borgerkrigen.
Brødrene spillede sammen i Basel fra 2010-2012, hvor Taulant stadig spiller, mens Granit kort før EM blev hentet af den engelske storklub Arsenal efter fire år i tyske Borussia Mönchengladbach.
Så der er ingen tvivl om, at folks øjne bliver rettet mod de to spillere, hvis broderkærlighed for alvor kommer på prøve, når Xhaka-brødrene på lørdag skriver EM-historie.
Brødre i Frankrig
Romelu og Jordan Lukaku (2016)
Brødrene Lukaku, Romelu og Jordan, har fulgtes ad gennem det meste af livet. Som ungdomsspillere var de begge på Lierses akademi, hvorfra de begge blev hentet af storklubben Anderlech. Storebro Romelu fik som bekendt sit helt store gennembrud i Anderlecht, hvorfra han blev solgt til Chelsea i 2011 og derfra videre til Everton.
I Frankrig bliver de to brødre atter genforenet. Romelu forventes at blive fast mand i det belgiske angreb, mens Jordan kæmper for pladsen på venstre back. Han startede inde i seneste træningskamp mod Norge, så langt fra en startplads er han ikke.
Alt tyder uanset hvad på, at man nok skal få glæden af at se de talentfulde brødre i aktion sammen under EM.
Vasili og Aleksei Berezutski (2016)
De russiske tvillingebrødre Vasili og Aleksei Berezutski har nærmest været uadskillelige gennem hele livet. De spillede sammen i ungdomsårene, men blev i tre år skilt ad, da de blev seniorer.
I 2002 var de igen at finde på samme hold, mægtige CSKA Moskva, og her har de spillet sammen lige siden. Selvom de har spillet omkring 150 russiske landskampe tilsammen, har de aldrig spillet sammen ved en EM-slutrunde.
De russiske tvillinger var med i truppen til EM i 2008 Østrig og Schweiz, hvor Vasili var den eneste, der fik spilletid. I 2012 var de igen begge udtaget, men Vasili blev skadet kort inden og måtte se EM fra sofaen.
Tredje gang bliver forhåbentlig lykkens gang for Berezutski-brødrene, når de 33-årige forsvarsklipper igen får chancen for at repræsentere deres land sammen ved et EM.
Corry og Jonny Evans (2016)
Corry og Jonny var to af Nordirlands største fodboldhåb, da de i en ung alder blev hentet til Mancheser Uniteds akademi. Men det hører altså til sjældenhederne, at succesen fortsætter op på seniorniveau, og lillebror Corrys tid i klubben blev også kortvarig.
Efter et par låneophold og to permanente skifte endte han i Blackburn, hvor han har været siden 2013. Jonny Evans' snor var længere, og den i dag 28-årige forsvarsspiller nåede også at vinde tre engelske mesterskaber under Alex Fergusons ledelse.
I dag er Jonny dog at finde i West Bromwich, hvor han har fået en mere central rolle. Central rolle har han bestemt også for Nordirland, der mod al forventning kvalificerede sig til EM i Frankrig, men som trods alt må tilskrives en rolle som underdog i Frankrig.
Personlig succes for familien Evans og et kapitel i historiebøgerne er der dog god grund til at håbe på, da begge spillere forventes at få rigelig med spilletid for de grønblusede.
EM's brødre gennem tiden
Niko og Robert Kovac (2008 og 2004)
Både Niko og Robert Kovac er født og opvokset i Vestberlin, hvor de også har fået deres fodboldopdragelse. De spillede begge ungdoms- og seniorfodbold i den lille klub Hertha Zehlendorf, inden de i ti år gik hvert til sit for derefter at blive genforenet i Bayern München.
Begge spillere har været fast inde omkring det kroatiske landshold, hvor de har deltaget ved to EM-slutrunder sammen. Med Robert Kovac i midterforsvaret og Niko Kovac på den centrale midtbane, udgjorde brødrene stammen på det kroatiske landshold, der gjorde rent bord i Østrig/schweiz i 2008 og vandt puljen foran Tyskland.
I et drama ud over det sædvanlige blev Kroatien dog sendt ud i kvartfinalen af Tyrkiet efter straffesparkskonkurrence, hvor Tyrkiet udlignede i overtiden af den forlængede spilletid.
Fire år forinden i Portugal var brødrene også med, da Kroatien blev sendt ud af gruppespillet bag Frankrig og England.
Mens Niko sluttede karrieren i østrigsk fodbold, lagde Robert støvlerne på hylden i Kroatien hos Dinamo Zagreb, der blev den eneste klub, der nød godt af evnerne fra én af de to Kovac-brødre.
2004
Hakan og Murat Yakin (2004)
Hakan og Murat Yakin er begge født i Schweiz, men har tyrkiske rødder. De valgte dog at repræsentere landet, hvor de blev født og vokset op, og det nød Schweiz godt af i en over ti år lang periode.
De to karismatiske brødre spillede på klubplan sammen i fødebyens storhold FC Basel, og på landsholdet har de over 100 kampe tilsammen.
Det blev dog kun til en enkelt EM-slutrunde sammen, da de i 2004 var med i alle tre af Schweiz' gruppekampe, der dog ikke blev nogen nævnefærdig succes.
Schweiz blev klart sidst i gruppen, og Yakin-brødrene spillede ikke en landskamp sammen efter det.
Gary og Phil Neville (2004 og 2000)
På klubplan har Gary og Phil Neville nærmest ikke lavet andet end at vinde. Seks Premier League-titler og en enkelt Champions League-titel er bare nogle af de triumfer, de har opnået sammen i Manchester United.
Succes har det til gengældt været sparsomt med på landsholdet, hvor England ikke har præsteret sådan, som den fodboldpassionerede nation ønsker og forventer.
Neville-brødrene har dog haft fin med personlig succes, hvor de tilsammen har tilbagelagt over 100 landskampe. De har samtidig været med ved tre EM-slutrunder sammen. I 1996 var de begge udtaget, men det var kun Gary, der fik spilletid.
Ved kæmpeskuffelsen i Holland/Belgien i 2000 fik brødrene fuld spilletid i gruppekampene, der dog kun kastede tre point af sig, og England røg ud af EM bag Portugal og Rumænien.
Konkurrencen på venstre back var til gengæld blevet for stor i 2004 i Portugal, og Phil spillede kun i to kampe som indskifter. Gary spillede fuld tid, indtil England blev sendt ud af Portugal i kvartfinalen.
Gary og Phil Neville blev genforenet, da Gary blev ansat som træner i Valencia. Her blev han dog fyret inden for et år, mens Phil derefter blev degraderet fra sin position som assistenttræner, og det forventes, at han forlader klubben til sommer.
Emile og Mbo Mpenza (2000)
At se et mål er altid underholdende. Når et mål ovenikøbet var signeret af en af Mpenza-brødrene, så steg underholdningsværdien markant. Kolbøtter, saltoer og andre gymnastikinspirerede indslag var en fast rutine, når Mbo eller Emile fik nettet til at blafre.
Storebror Mbo er født i Zaire, men familien flyttede kort efter til Belgien, hvor lillebror Emile blev født. Begge spillere spillede ungdomsbold i Kortrijk, hvor de også begge fik seniordebut.
Begge spillere forlod Belgien i 2000, hvor Emile blandt danskere bedst huskes for at danne angrebsduo med Ebbe Sand i Schalke 04 med stor succes.
Både Emile og Mbo har senere hen været i et hav af klubber væk fra hinanden, men landsholdet fik samlet den giftige duo. Her spillede de sammen under EM i 2000, hvor det dog kun blev til 23 minutter på banen sammen. Belgien fik kun tre point, og det var ikke nok til avancement.
Til gengæld fik Emile håneretten over storebror, da han scorede det ene af Belgiens to mål i sejren over Sverige.
Patrik og Daniel Andersson (2000)
Patrik og Daniel fra Bjärred. De to Andersson-brødre har skabt stolthed i den lille svenske by ud for Malmö, hvor de spillede fodbold, da de var unge.
Som det så ofte sker med spillere med talent, blev Patrik og Daniel hentet af en større klub, hvor storebror Malmö FF blev de to defensivspilleres nye klub.
Og Malmö FF blev springbræt til noget endnu større for Andersson-brødrene. Patrik kom på sin vej forbi klubber som Bayern München og Barcelona, mens Daniel udelukkende gjorde sig i mindre italienske klubber, inden de begge vendte hjem til Malmö for at slutte af.
I 2000 fik de hver to optrædener for Sverige under EM i Holland/Belgien. Sverige røg dog ud som sidst i puljen og Patrik Andersson blev endda smidt ud i kampen mod Belgien, hvor Emile Mpenza altså scorede i.
Frank og Ronald de Boer (2000)
Hollands berømte tvillinger. Frank og Ronald de Boer har nærmest været synonym med hollandsk fodbold gennem de sidste mange år.
Hele fire EM-slutrunder har navnet "de Boer" været repræsenteret for Holland, alle i perioden 1992-2004, men kun en enkelt af dem, har de to brødre været med sammen.
I 2000 på hjemmebanen i Holland var Frank og Ronald de Boer med til EM sammen for første og eneste gang. I Danmark husker vi slutrunden bedst for tre kampe, nul point og en målscorer på 0-8. Et af de otte mål blev sat ind af netop Ronald de Boer, da Holland slukkede det danske EM-håb den 16. juni. Ronald de Boer scorede til 2-0 i 3-0-nederlaget.
Til gengæld blev Frank skurk, da han i semifinalen brændte det første spark i straffesparkskonkurrencen mod Italien, der gik videre til i finalen, som de dog tabte til Frankrig.
På klubplan har Frank og Ronald de Boer spillet sammen i både Ajax og Barcelona.
Michael og Brian Laudrup (1996)
Nogle kalder dem det bedste brødrepar i historien. Vi vil på DR Sporten ikke erklære os uenige, for Michael og Brian Laudrup var fantastiske på banen.
Både Michael og Brian spillede ungdomsfodbold i Brøndby, men da Michael er fem år ældre end Brian, spillede de aldrig sammen. De sluttede begge karrieren i hollandske Ajax, dog på forskellige tidspunkter, selvom den hollandske storklub ihærdigt forsøgte at forsone dem.
De fleste kender historien om, hvordan Michael sagde fra til landsholdet i 1992 på grund af problemer med landstræner Richard Møller Nielsen. Derfor var det kun Brian Laudrup, der har en EM-guldmedalje liggende derhjemme efter den store triumf i Sverige.
Michael vendte dog tilbage til landsholdet, og i 1996 var brødrene så endelig til en slutrunde sammen, da de ved EM i England skuffende røg ud i gruppespillet. Brian gjorde dog sit til at skaffe Danmark succes, da han lavede tre mål.
Erwin og Ronald Koeman (1988)
Det hollandske brødrepar Erwin og Ronald Koeman gjorde fire år før den danske EM-sejr det, som Michael og Brian Laudrup ikke fik lov til.
Med styrmand Ronald i forsvaret og Erwin på midtbanen var brødrene med til deres første slutrunde, da Holland gik hele vejen og vandt EM i 1988 efter finalesejr over Sovjetunionen.
Selvom både storebror Erwin og lillebror Ronald har en fortid i PSV og Groningen, spillede de aldrig sammen på klubplan. De høstede dog begge stor succes, hvor Erwin som sin største triumf på klubplan vandt Pokalvindernes Turnering, mens Ronald vandt Champions League (Europa Cup for Mesterhold) med både PSV og Champions League.
I dag arbejder de igen sammen i Southampton, hvor Ronald er cheftræner, mens Erwin er assistent.
Bernd og Karlheinz Förster (1984 og 1980)
Bernd og Karlheinz skrev historie, da de i 1980 blev det første brødrepar til at vinde EM. I Italien vandt Vesttyskland gruppen foran Tjekkoslovakiet, og så var det direkte i finalen.
Her blev Belgien nedlagt med 2-1, og Bernd og Karlheinz kunne derfor fejre den store triumf sammen med resten af det vesttyske mandskab.
Samme succes havde Vesttyskland og Förster-brødrene bestemt ikke ved EM i 1984, hvor de røg ud i gruppespillet.
Både Bernd og Karlheinz er født i den lille tyske by Mosbach, men begge spillere brugte det meste af karrieren i Stuttgart, hvor de spillede sammen i otte år.
René og Willy van de Kerkhof (1976)
Der var ingen, der skulle skille René og Willy van de Kerkhof ad. De to hollandske midtbanespillere fulgtes ad fra første skridt, og i fodboldverdenen, var det ikke anderledes.
De blev født den 16. september 1951, og 19 år senere gjorde de sig begge på Twentes førstehold. Herfra tog de begge turen videre til PSV, hvor de spillede sammen frem til 1983, indtil René ikke længere var en del af planerne i den hollandske storklub.
Tvillingerne blev nu skilt ad, men de stoppede begge karrieren i Eindhoven. René for FC Eindhoven og Willy for PSV.
På landsholdet var de med, da Holland i 1976 blev nummer tre ved EM i Jugoslavien. Willy scorede til 2-0 i bronzekampen mod værtsnationen Jugoslavien, som Holland vandt 3-2 efter forlænget spilletid.
De fik aldrig lov
Jack og Bobby Charlton, det legendariske engelske brødrepar, var begge med ved EM i 1968 i Italien, hvor kun fire hold deltog. Det var dog kun Bobby, der fik spilletid i turneringen, som England vandt bronze i.
Giuseppe og Franco Baresi, det italienske brødrepar, stillede op for Italien ved EM i 1980, hvor Italien blev nummer fire. Franco Baresi kom aldrig på banen under turneringen, så det blev aldrig til fælles minder fra banen under EM for de to brødre.
Luc og Marc Millecamps, det belgiske brødrepar, var begge med det belgiske landshold til EM i 1980, hvor Belgien tabte finalen til Vesttyskland. Marc Millecamps kom dog aldrig på banen under turneringen, og han måtte altså se bror Luc fra bænken styre det belgiske forsvar.
Mangler der nogen på listen? Hvem var/er det bedste brødrepar? Giv dit bud i kommentarfeltet nedenfor.