Jupiter er solsystemets femte planet. En gigantisk kugle af gas og støv, der har navn efter den romerske version af Zeus, gudernes konge.
Den har været kendt siden oldtiden som en vandrestjerne, men blev først nærstuderet omkring 1610, da Galilei Galileo så den og dens fire største måner i sit teleskop.
Planeten har haft ufattelig stor betydning for livet her på Jorden, selvom den aldrig kommer tættere på os end 588 millioner kilometer - og i gennemsnit er over fem gange så langt væk fra Solen, som Jorden er.
Skjult under en tyk atmosfære
Jupiter er uden sammenligning solsystemets største og tungeste planet.
Med en diameter ved ækvator på 143.000 kilometer er Jupiter så stor, at samtlige af solsystemets andre planeter kunne være inde i den. Og mere end 1000 jordkloder.
Den består hovedsageligt af gasserne brint og helium, som er de mest almindelige grundstoffer i Universet. De samme stoffer som Solen består af.
De øverste lag af Jupiters atmosfære er dækket af tykke røde, brune og hvide skyer, som er i voldsom bevægelse. For det stormer gevaldigt på den store planet. Vindhastigheder på op til 600 km/t er ikke ualmindelige.
Den voldsomste af Jupiters hvirvelstorme er den karakteristiske Store Røde Plet. Den er tre en halv gange så stor som Jorden i diameter, men krymper langsomt.
En solid kerne i centrum?
Dybt nede i Jupiters atmosfære er gassen under så højt tryk, at den er blevet til en metallisk væske, som er med til at danne planetens ekstremt kraftige magnetfelt.
Inderst ligger planetens kerne, der alene vejer omkring 15 gange så meget som Jorden. Den består sandsynligvis af tungere grundstoffer som fx ilt, kulstof og jern.
Og kernen er der, hvor Jupiters liv begyndte.
Voksede sig stor af is
Jupiter er lidt ældre end Jorden.
Den blev dannet meget kort tid efter solsystemets fødsel ud af en enorm sky af gas og støv for omkring 4,6 milliarder år siden.
Forskerne mener, at Jupiter er blevet så enorm, fordi den opstod ude i solsystemets kolde egne. Det betød nemlig, at is kunne opstå.
Dét der i dag er planetens kerne, var dengang efter alt at dømme en blanding af is og støv, der voksede sig stor nok til, at den kunne tiltrække gas og vokse endnu mere.
En barndom på farten
Da gasplaneten var blevet en rigtig gaskæmpe og havde fået sin nuværende størrelse, bevægede den sig muligvis lidt rundt i vores solsystem, inden den endte på sin nuværende plads.
Forskerne er lidt usikre på om det skete, og præcist hvordan. Men observationer af andre solsystemer tyder på, at den slags rundture ikke er ualmindelige.
Og Jupiters "tour de solsystemet" har haft enorm betydning for solsystemets udformning - og har været med til at rydde op i kometer, asteroider og rester efter planetsammenstød, som bevægede sig rundt - og ramlede ind i planeter som Jorden.
Den har måske endda været med til, at planeten Mars er så lille, og kan have sørget for, at Mars ikke har en naboplanet.
Til sidst fandt Jupiter dog tilbage til en stabil bane om Solen, som den bruger knap 12 Jord-år på.
Og netop den placering er vigtig for os allesammen.
Beskytter os mod asteroider og kometer
Vores solsystem er nemlig lidt specielt netop fordi vi har en kæmpestor planet liggende så langt ude - væk fra Solen.
For Jupiters store størrelse har måske sørget for, at beskytte os mod kometer og asteroider, is- og klippestykker, som er til overs fra solsystemets dannelse.
Jupiters tyngdekraft slynger dem simpelthen ud af solsystemet, eller smider dem ind i Solen.
Og det betyder, at langt færre dødbringende komet- og meteornedslag har ramt Jorden, så livet har haft tid og mulighed for at udvikle sig her.
Det er i hvert fald en af teorierne.
Har sig eget mini-solsystem
Jupiter er så enorm, at den faktisk udgør sit eget lille "solsystem". Den blev dog aldrig stor nok til at tænde og blive til en stjerne.
Hele 62 måner kredser om gaskæmpen, der også har tre ringe ligesom Saturn, de er bare meget mindre og svære at se med en kikkert.
Da Jupiter blev dannet, betød dens rotation, at noget af støvskyen blev forhindret i at falde ind mod centrum. Og det stof blev til månerne.
Månerne er stabile i deres kredsløb, ligesom solsystemets planeter, men Jupiters enorme tyngdekraft har gennem tiden indfanget en række asteroider, som bliver til nye måner. Den nyeste måne omkring Jupiter blev opdaget i 2003.
De fire største måner, Ganymedes, Io, Europa og Callisto, blev dog opdaget allerede i 1610 af den italienske astronom Galilei Galileo. Derfor kaldes de fire også for de Galileiske Måner.
Ganymedes er den største af månerne og er med sin diameter på over 5000 kilometer større end planeten Merkur.
Måske liv under isen
Den mest interessante af Jupiters måne er måske Europa, som mange måske kender fra science fiction-klassikeren "2010 - Den anden rumrejse".
Europa er nemlig dækket af et lag af is, som efter alt at dømme gemmer på et kæmpestort flydende hav. Og her kan der være liv.
For Europa bliver holdt varm af tidevandskræfterne fra Jupiters tyngdekraft.
Forskerne håber på, at kommende ekspeditioner til Europa kan undersøge havet under isen. Ingen missioner er dog planlagt endnu.
Juno kigger gennem skyerne
En mission, der dog ankommer til Jupiter om få dage, er sonden Juno.
Juno har navn efter Jupiters kone i den romerske mytologi, som kunne se igennem de skyer, som guden skjulte sig bag.
Og netop hvad der gemmer sig under Jupiters overskyede atmosfære, er noget af det, sonden skal gøre os klogere på.
Den skal se på atmosfærens sammensætning, temperatur, og hvordan skyerne bevæger sig - og undersøge hvor meget vand der er i Jupiters atmosfære.
Den skal også måle på planetens magnetfelt og tyngdefelt for at forstå, hvordan Jupiter ser ud dybt nede, og om den overhovedet har en fast kerne, som vi forventer.
Og så skal den kigge på de voldsomme nordlys, som opstår ved planetens poler.
Alt sammen skal gøre forskerne klogere på hvordan Jupiter opstod, og hvordan gaskæmpen har udviklet sig.
For selvom vi i dag ved meget om planeternes konger, er der endnu flere spørgsmål, som mangler at blive besvaret.
Kilder: NASA/ESA/NBI