Indtil for omkring ti år siden havde vores solsystem ni planeter. Så blev Pluto degraderet til dværgplanet og vi var nede på otte.
Nu har vi så måske fået en ny niende planet.
For astronomer fra California Institute of Technology mener at have fundet bevis for, at en planet på størrelse med Neptun gemmer sig langt ude i vores solsystem.
Tina Ibsen, der er astrofysiker fra Tycho Brahe Planetarium, kan se flere muligheder for at bekræfte eksistensen af planeten.
- Vi har ikke set planeten direkte. Vi har set sporene efter den. Den er langt væk nu, men den har en meget elliptisk bane, så nogle gange er den meget tættere på Solen, end den er lige nu. Så noget af det man prøver at gøre, er at gå tilbage i historiske data og kigge, om der er en lille plet, der bevæger sig, siger hun.
https://www.youtube.com/watch?v=42GeoCVaZQg
Rumteleskop kan måske se planeten
Planeten, der lige nu bliver kaldt Planet X eller Planet Ni, er ti gange så stor som Jorden, men den er så langt væk, hvor lyset fra Solen er meget svagt, at den ikke er til at se med vores nuværende teleskoper.
- Vi har billeder fra nogle hundrede år tilbage. Så vi kan være heldige. Men jeg tror nu vi skal vente til 2018, hvor det nye James Webb Space Telescope bliver sendt op, der netop kan kigge efter sådan nogle meget svagtlysende objekter, siger Tina Ibsen.
James Webb Space Telescope har været undervejs længe. Teleskopet er Hubble's direkte afløser, men er det gamle rumteleskop overlegent på stort set alle punkter.
Ideen om en stor niende planet udenfor Neptuns bane, er ikke ny.
Astronomerne har længe registreret underlige afvigelser i flere asteroider og dværgplaneters baner, som måske kunne forklares af en eller flere store planeter - eller endda en meget svag stjerne kaldet en brun dværg.
Planet har bevæget sig udaf
Alt tyder i hvert fald på, at det er meget usandsynligt, at asteroidernes bevægelser skyldes tilfældigheder.
- Og så tænker man som forsker. Hov. Den havde vi godt nok ikke set komme. Det er noget af en bombe, vi lige skal smide under det videnskabelige samfund. Så de har tjekket alt igennem for at være sikre på, at der ikke kunne være andre forklaringer, siger Tina Ibsen.
Den niende planet har sandsynligvis ikke altid befundet sig i solsystemets yderkant. For ifølge astrofysikernes teorier om hvordan planeter dannes, kan en så stor planet ikke dannes derude.
Den må være dannet længere inde i solsystemet, sammen med de andre store planeter, som Jupiter og Saturn - og tyngdekraften fra en af dem har sandsynligvis slynget planeten ud, hvor den er nu.