Hvis man kaster et fordringsløst blik på grafikken med vinderne i de enkelte valgkredse i Storbritannien over denne artikel, vil man bemærke mindst to ting: England er meget blåt - De Konservatives farve - og Skotland er meget gult - farven som markerer valgkredse, hvor de skotske nationalister SNP har vundet.
Men faktisk er både De Konservative og SNP blandt de store tabere efter gårsdagens parlamentsvalg i Storbritannien. Forklaring følger herunder i en gennemgang af de britiske partiers præstation ved valget.
De konservative: Det tabte flertal
Premierminister Theresa May udskrev valget med det erklærede mål at få et stærkere mandat end det lille flertal, som De Konservative havde i Underhuset. Hun opnåede det stik modsatte.
Resultaterne i de enkelte valgkredse viser, at De Konservative mister pladser i Underhuset til både Labour og Liberaldemokraterne.
Blandt de mest bemærkelsesværdige nederlag nævnes valgkredsen Battersea i det sydlige London, hvor juniorminister i finansministeriet Jane Ellison tabte sin plads i parlamentet til Labour.
Et andet regeringsmedlem, som tabte sit sæde til Labour, var Ben Gummer, som hører hjemme i Ipswich, øst for London. Ben Gummer var ansvarlig for at formulere De Konservatives valgprogram, som har mødt hård kritik.
Overordnet set skyldes den konservative tilbagegang især en dårligere præstation hovedstaden Londons valgkredse, skriver BBC. For ser man på resten af landkortet, går partiet faktisk frem de fleste steder - især i Skotland.
Sådan fungerer det britiske valgsystem:
Den store overraskelse Labour
Selvom Labour sandsynligvis fortsat skal være i opposition, er der sejrsstemning i partiet i dag.
Lederen Jeremy Cobin var spået et katastrofevalg, men endte med at levere en solid fremgang.
Udover fremgangen i London har Labour gjort et solidt indhug i De Konservatives mandater i det nordlige England og langs den engelske sydkyst.
Samlet set taber Labour fem pladser - alle til De Konservative.
SNP langt fra uafhængighed
Næst efter Theresa May står de skotske nationalisters leder og førsteminister Nicola Sturgeon tilbage som valgets store taber.
Sturgeons parti SNP ryddede stort set bordet i Skotland ved valget i 2015, men nu står man tilbage med 35 af de 59 skotske pladser i Underhuset i London.
Det er især De Konservative, som har haft et flot valg i Skotland, hvor partiet går frem med 12 mandater - før havde de et enkelt.
Det mest prominente navn på SNP's liste over tabere er nok den tidligere partileder Alex Salmond. Salmond var i årtier ansigtet på det skotske krav om selvstændighed, Han trak sig fra formandsposten, da de skotske vælgere i 2014 sagde nej til løsrivelse fra Storbritannien.
SNP og partileder Nicola Sturgeon har arbejdet for at få en ny uafhængighedsafstemning, men efter det skuffende valgresultat ser det projekt markant sværere ud.
Liberaldemokraternes stille comeback
Parlamentsvalget i 2015 blev et blodbad for Storbritanniens EU-venlige midterparti Liberaldemokraterne, som fik tæsk for at gå i koalitionsregering med De Konservative.
Med valget i går gør partiet et stilfærdigt comeback med en fremgang på tre mandater, som sker på bekostning af De Konservative - primært i hovedstadsområdet - og SNP i Skotland.
Den gode stemning i partiet bliver dog i nogen grad ødelagt af, at tidligere vicepremierminister og partileder Nick Clegg tabte sin sæde til Labour.
Tæppefald for UKIP?
Storbritanniens indvandrerkritiske uafhængighedsparti UK Independence Party (UKIP) ligner et parti, der med Brexit har sejret sig selv ihjel.
Den store triumf ved Brexit-afstemningen - UKIP's mærkesag nummer et - blev ved valget i går vekslet til en tilbagegang på 10,8 procent af stemmerne.
UKIP havde ingen medlemmer i Underhuset før valget, og det har partiet selvsagt heller ikke nu.
DUP bliver tungen på vægtskålen
En af de mest udramatiske scener under valget i Storbritannien udspillede sig i Nordirland.
Her konsoliderer de to største partier, Democratic Unionist Party (DUP) og Sinn Fein, deres magtposition.
De to partier kæmper henholdsvis for og imod unionen med resten af Storbritannien, og de støvsuger begge mandater fra mindre partier.
DUP løber dog med hele opmærksomheden dagen derpå, fordi Theresa May pludselig har fået hårdt brug for partiets 10 mandater for at blive ved magten.
Du kan følge valget i Storbritannien live på dr.dk.
OVERBLIK OVER PARTIERNE
- •
Det Konservative Parti
- •
Har lagt en hård linje overfor EU forud for Brexit-forhandlingerne, nedskæringer i det offentlige og et loft på energipriser.
- •
Leder: Theresa May
- •
Labour
- •
Vil have en blød udgave af brexit, højere skatter på bankerne og gratis børnepasning.
- •
Leder: Jeremy Corbyn
- •
Liberaldemokraterne
- •
Ønsker at lade briterne stemme igen om, hvorvidt Storbritannien skal forlade EU, flere penge til sundhedsvæsenet og bedre forhold for de unge.
- •
Leder: Tim Farron
- •
Nordirske DUP - Democratic Unionist Party
- •
Ønsker at Storbritannien forlader EU, vil gerne have særlig fokus på Nordirlands grænse mod det øvrige Irland og lavere virksomhedsskat.
- •
Leder: Arlene Foster og Sir Jeffery Donaldson.
- •
Det Grønne Parti
- •
Vil lade briterne godkende Storbritanniens endelige aftale om at forlade EU med mulighed for at forblive i samarbejdet, større fokus på miljøet, og droppe egenbetaling på uddannelse.
- •
Ledere: Caroline Lucas og Jonathan Bartley
- •
Det Britiske Uafhængighedsparti (Ukip)
- •
Stramme indvandrerlovgivning, forbud mod hovedtørklæder og at leve efteer sharialoven, nedskæringer i ulandsbistanden.
- •
Leder: Paul Nuttall
- •
Det Skotske Nationalparti (SNP)
- •
Vil give det skotske folk endnu en uafhængighedsafstemning.
- •
Leder: Nicola Sturgeon