Nordirsk parti kan blive tungen på Theresa Mays vægtskål

Den konservative premierminister vil samarbejde med det lille nordirske parti DUP.

DUP's Arlene Foster (t.v.) og Martin McGuinness (t.h.) under et møde med Storbritanniens premierminister, Theresa May (m.f.) i Belfast, Nordirland, sidste sommer. (Foto: © pool, Scanpix)

Et lille nordirsk parti, der dog er Nordirlands største, ser ud til at blive den britiske premierminister, Theresa Mays, støttehjul efter valget.

Hendes konservative parti har efter parlamentsvalget mistet sit absolutte flertal i parlamentet.

Formiddagen igennem er der blevet spekuleret i, hvad Theresa Mays næste træk ville blive: at trække sig, at forsøge at finde en regeringspartner eller at fortsætte uden et etableret flertal i parlamentet og så skaffe flertal fra sag til sag.

Premierministeren har nu formelt bedt den britiske dronning om at få lov til at danne regering og efterfølgende oplyst, at hun især vil samarbejde med det nordirske parti, Demokratisk Unionistparti (DUP).

- Vores to partier har haft et stærkt forhold i mange år, og det giver mig troen på, at vi kan samarbejde i hele Storbritanniens interesse, siger hun.

Det fremgår ikke, hvilken type samarbejde hun forventer at få.

Protestantiske unionister

DUP, som blev dannet i 1971, støtter den såkaldte unionisme, altså at Nordirland skal være en del af Storbritannien, og har stærke bånd til den protestantiske kirke.

Partiet blev i sin tid stiftet af den protestantiske præst Ian Paisley og udgør i dag det største unionistiske parti i Nordirland.

Ian Paisley var formand for partiet fra 1971 til 2008, og siden har partiet haft to formænd, senest den siddende partiformand, Arlene Foster.

Det nordirske parti hælder til den konservative side af det politiske spektrum og har siden 2016 været en del af en uformel alliance med Theresa Mays parti.

DUP's leder, Arlene Foster, ved stemmeoptællingen i Belfast, Nordirland, hvor partiet hører hjemme. (Foto: © PAUL FAITH, Scanpix)

Imod en hård Brexit

Et centralt spørgsmål er, hvilken betydning samarbejdet får for Theresa Mays hårde strategi i forhold til de forestående Brexit-forhandlinger med EU.

DUP's formand, som støtter EU-skilsmissen, har ved tidligere lejligheder talt imod netop en såkaldt hård Brexit, hvor briterne vender ryggen til store dele af EU-samarbejdet.

- Ingen vil se en "hård" Brexit. Det, vi gerne vil se, er en funktionel plan om at forlade den europæiske union, og det var det, folkeafstemningen var om. Nu skal vi se at komme i gang med det, har Arlene Foster ifølge The Telegraph udtalt.

- Men vi bliver nødt til at gøre det på en måde, som respekterer Nordirlands specifikke vilkår og selvfølgelig også vores fælles historie og geografi med Irland.

Partiet ønsker desuden en blød grænse mellem England og Nordirland og vil gerne bevare det tætte bånd mellem Nordirland og resten af Storbritannien, efter Brexit er trådt i kraft.

DUP har ved parlamentsvalget i går fået 292.316 stemmer og vundet 10 sæder i det britiske parlament.

Partiet er gået frem med to mandater og er dermed det femtestørste i parlamentet.

Én valgkreds - Kensington - er dog endnu ikke gjort op, da to optællinger har tydet på stort set dødt løb. Genoptællingen i Kensington begynder i aften.

Sådan fordeler mandaterne sig:

  • Det Konservative Parti: 318 sæder

  • Labour: 261 sæder

  • Det Skotske Uafhængighedsparti, SNP: 35 sæder

  • Liberaldemokraterne: 12 sæder

  • DUP: 10 sæder