ANALYSE Regering på vej i Italien: Men balladen er først lige begyndt

I aften går lederne af Italiens protestpartier til præsident Sergio Mattarella og præsenterer deres bud på den kommende italienske regering.

Efter måneders forhandlinger er det lykkes det højreorienterede Lega og Femstjernebevægelsen at nå til enighed om en regeringsleder og et regeringsprogram.

Og de 58 siders program for ”Forandringens Regering” har ved første øjekast været igennem en kraftig redigering.

Væk er alle de mest politiske ukorrekte forslag, der igennem hele ugen er blevet lækket til italiensk presse og har fået både investorer og europæiske partnere til at betragte Italien med en overordentlig bekymret mine.

Det endelige program er renset for idéer, såsom:

som ellers har været luftet i de kladder til programmet, som ugen igennem har fået metervis af omtale i italienske medier.

Ja, selv den øjeblikkelige ophævelse af enhver form for sanktion vendt mod Rusland er blevet til det noget mere forhandlingsegnede udgangspunkt, at man bør se Rusland som en partner og hæve sanktionerne.

Også nogle af de vildeste udgifter er blevet barberet ned.

Eksempelvis har Femstjernebevægelsens løfte om borgerløn vist sig snarere at være en form for arbejdsløshedsunderstøttelse.

Konfrontationerne truer

Men der er ingen grund til at lade propperne på prosecco-flaskerne poppe for Italiens europæiske partnere.

For både i og udenfor regeringsprogrammet ligger en række konfrontationer og truer, hvis de to partier også kan enes om en premierministerkandidat og dermed får grønt lys til at danne en regering i næste uge af den italienske præsident.

I regeringsprogrammet er der nemlig en række dyre løfter om flad skat, tilbagerulning af en upopulær pensionsreform og så den arbejdsløshedsunderstøttelse, som kaldes borgerløn.

Alle vil de øge den italienske stats udgifter i en sådan grad, at flere banker og investorer mener, at det vil bringe Italiens underskud langt over de tre procent, der er tilladt i EU's finans- og stabilitetspagt.

Dette vil, med mindre der findes en anden finansiering, forøge den italienske gæld, der i forvejen er faretruende høj, og i procent eurozonens næststørste efter Grækenland.

Kan blokere forlængelse af sanktioner

Dertil er der en række punkter omkring håndteringen af de mange italienske banker, der er i alvorlige problemer, og som kan vise sig at komme i strid med EU's Bankunion.

Ligesom den mere moderate formulering omkring sanktionerne mod Rusland bestemt ikke er nogen garanti for, at Italien ikke sætter foden i døren og siger ’basta’ næste gang EU's ledere skal forlænge sanktionerne i enstemmighed.

En mulighed, der er ganske sandsynlig, da Rusland-sanktionerne i EU har en udløbsdato – og det kræver enighed at forlænge dem.

Hvis den italienske regering virkelig vil, kan den faktisk stoppe sanktionerne mod Rusland.

Alt sammen elementer, der i sig selv kan bringe forholdet mellem den union, der blev grundlagt med Rom-traktaten i 1957, på alvorlig konfliktkurs med den regering, der altså ser ud til at sidde i Rom anno 2018.

Forandringsresistent

Men det største problem for de europæiske naboer er i virkeligheden den sandhed, der gemmer sig bag alt det, der ikke længere er med i regeringsprogrammet.

Nemlig det faktum, at Italien, som har en tradition for radikale, politiske bevægelser, har valgt to radikale protestpartier til at gennemføre en gennemgribende forandring af et land, der så ofte før har vist sig forandringsresistent.

Italienerne bestemmer selv

Et simpelt blik i Lega-lederen, Matteo Salvinis garderobe, vil afsløre budskaberne på de t-shirts, han elsker at bruge til at vise distancen til den klassiske velklædte italienske politiker.

Her er tøjet påtrykt budskaber som "væk med euro'en", "stop invasionen af migranter", "ryd roma-lejrene" og "nul sanktioner mod Rusland".

Salvini og Lega er ganske enkelt imod EU og i særdeleshed euro'en.

Og selvom man ikke har travlt med noget brud, så har man på den lange bane tænkt sig at levere på det løfte, Salvini afgav dagen efter det italienske valg i marts måned:

- Valget viser, at i Italien bestemmer italienerne. Ikke Berlin. Ikke Paris. Ikke renten på statsobligationer. Vi vil befri landet for regler bestemt af Bruxelles og stoppe ankomsten af migranter, lød det dengang.

Valgt til at skabe forandring

Partnerne i den femstjernede bevægelse er nok anderledes, men ikke nødvendigvis mindre radikale i forhold til Italiens nuværende politiske kurs.

Forholdet til euro'en har aldrig været hjerteligt, og i lange perioder frem til valgkampen i år var det den officielle linje, at man ønskede en folkeafstemning om den europæiske møntfod.

Bevægelsens stifter, komikeren Beppe Grillo, der stadig har stor indflydelse, genoptog den tanke så sent som for to uger siden.

Men først og fremmest ved både Matteo Salvini fra Lega og lederen af femstjernerne, Luigi di Maio, at de er valgt til at skabe forandring.

Status quo er ikke et alternativ i et land, hvor korruption, høj arbejdsløshed og et stort migrationspres har gjort enhver tro på fremtiden til mistro.

Og de to ledere deler en grundlæggende opfattelse af, at de europæiske regelsæt, der omgiver euro'en og medlemslandenes statsbudgetter, forhindrer Italien i at skabe denne forandring - at reglerne forhindrer Italien i at udnytte sit potentiale som eksportnation og i at foretage de nødvendige offentlige investeringer.

Den grundopfattelse vil – før eller siden - føre til en konfrontation med Bruxelles.

Et farvel til euro'en?

Det er også her, at den grundlæggende forskel ligger mellem den kommende italienske regering og den græske Syriza-regering, der kom til magten i 2015 på et løfte om at rive de græske gældsaftaler over og i stedet genforhandle dem.

Et løfte, der som bekendt endte med en gang politisk hybris og nemesis for begyndere, og en ydmyget Syriza-regering, der måtte indgå ny låneaftale, uden at have fået den længe ventede gældseftergivelse.

Syriza stod i det dilemma, at man ikke ønskede at forlade euro'en. Der står en kommende italiensk regering ikke.

Lega ønsker på sigt at forlade euro'en, uden at man nødvendigvis har travlt med at gøre det. Femstjernebevægelsen flirter kraftigt med tanken.

En kæp i hjulet

I europæiske kredse sætter mange deres lid til den italienske præsident, Sergio Mattarella, der har mandat til at nedlægge veto mod love, han mener strider mod Italiens forfatning - eksempelvis hvis de sætter Italiens internationale forpligtigelser på spil.

Men selvom den italienske præsident er tydeligt bekymret, så vil han være forsigtig med at sætte en kæp i hjulet for politiske forslag, der har et klart folkeligt mandat.

En større forhindring for den nye regering kan også vise at være Italiens kaotiske politiske system, hvor parlamentarikere skifter side, som fodboldspillere skifter klub.

Alene i sidste valgperiode var der 500 partiskift i parlamentets to kamre. Regeringen vil have et spinkelt flertal på blot seks mandater i senatet, og det kan vise sig at være særdeles skrøbeligt, hvis der skal gennemføres love, som de to bevægelsers parlamentarikere finder for udvandede eller for risikable.

Det er en svaghed som de to ledere har blik for og i det fremlagte regeringsprogram nævnes et kontroversielt forslag om at binde parlamentarikere til partilinjen i håb om at undgå at flertallet bringes i fare.

Et nein bøjet i neon

Sidst men ikke mindst så er den italienske regeringskoalition en knock-out til store dele af den franske præsident Emmanuel Macrons ambitioner for EU.

Han har siden efteråret forsøgt at overbevise den tyske kansler, Angela Merkel, om behovet for en gennemgribende reform af euro-zonen, og ikke mindst behovet for en større risikodeling- og villighed fra tysk side.

Det har Merkel ikke haft meget appetit på efter et tysk valg, der svækkede socialdemokraterne og hendes egen position.

Og med en italiensk regering, der leger med tanker om parallel-valutaer, udtræden af euro'en og speederen i bund på offentlige investeringer, vil det tyske nein være bøjet i meterhøj gotisk neon.