I går satte italienerne deres kryds ved parlamentsvalget. I dag viser resultatet, at protestpartierne Lega og Femstjernebevægelsen har vundet de fleste stemmer.
Centrum-højrekoalitionen med det indvandrerkritiske Lega i spidsen står til at få 37 procent af stemmerne, mens systemkritikerne i Femstjernebevægelsen på egen hånd har fået 32 procent af stemmerne.
Centrum-venstre står tilbage som valgets tabere. Koalitionen har fået 23 procent af stemmerne - det socialdemokratiske regeringsparti (PD) kun 19 procent.
Alligevel er der ingen, der på stående fod har mandater nok til at danne en regering - så hvad gør man nu?
Pressemøderne
I løbet af i dag vil partilederne komme med en udmelding om, hvordan de tolker valgets resultater.
Størst spænding er der om Lega og Femstjernebevægelsen. Lega er en del af den koalition, der har vundet flest stemmer, og Femstjernebevægelsen er efter valget Italiens største parti.
Lederen af Lega, Matteo Salvini, har allerede holdt sit pressemøde, hvor han udtalte, at han var åben for samarbejde med alle partier, men samtidig udelukker en bred koalitionsregering.
Serveretten
Når det er overstået, vil den italienske præsident i de kommende dage holde møder med alle partilederne for at få sig et overblik over, hvem der har flest mandater bag sig.
Derefter vil han formentlig give en af de politiske ledere serveretten til at samle et flertal bag sig. Det sker kun, hvis han tror på, at vedkommende kan samle sig et flertal i begge kamre i det italienske parlament.
Alternativet
Er der ingen, der ser ud til at kunne samle nok mandater bag sig, kan præsidenten også forsøge at lave det, der hedder en national samlingsregering.
En sådan regering består af så mange partier som muligt - i hvert fald et flertal, der kan bakke op om en midlertidig regering, der kan føre Italien frem mod et eventuelt nyvalg.
Der er dog ikke noget, der haster, da den nuværende regering bliver siddende, indtil en ny regering er på plads.
Mulige konstellationer
Rent teoretisk er der flere matematiske muligheder for at danne regering.
Højrefløjskoalitionen med Lega i spidsen kan danne regering med støtte fra dele af venstrefløjen.
Femstjernebevægelsen kan også danne regering med enten Lega fra højrefløjen eller med støtte fra venstrefløjen.
Det er planen, at det nye parlament skal træde sammen for første gang den 23. marts.