Europa holder vejret: Dét er på spil, når italienerne skal til stemmeurnerne

Italienernes valg af premierminister kan få stor betydning for resten af EU.

Silvio Berlusconi, der står i spidsen for 'Forza Italia', dupper her Matteo Salvinis, som er leder af partiet 'Lega', pande inden valget. (Foto: © Domenico Stinellis, Scanpix)

Hele Europa kommer til at følge nøje med, når italienerne i dag skal finde deres næste premierminister ved parlamentsvalget.

Italien er nemlig det land i EU, hvor flest vælgere ventes at stemme på partier, der beskrives som populistiske, anti-establishment og som i mere eller mindre grad er modstandere eller skeptikere over for EU-samarbejdet.

Det er særligt partier som Femstjernebevægelsen, Lega og Italiens Brødre, og i målingerne samler disse bevægelser omtrent 50 procent af stemmerne.

Den 81-årige Silvio Berlusconi, der står i spidsen for højrefløjspartiet Forza Italia, kan blive den reelle magthaver i Italien igen – også selvom han ikke kan vælges på grund af sin dom for skattesnyd.

Da han faldt fra magten i 2011, blev han set som EU's problembarn, men i dag ser man ham fra Berlin og Bruxelles som det bedste alternativ til de EU-skeptiske bevægelser og partier.

81-årige Silvio Berlusconi har været premierminister af tre omgange. (Foto: © ALBERTO PIZZOLI, Scanpix)

EU's popularitet styrtdykker

Italien har de seneste fem år været i forreste linje i den migrant- og flygtningekrise, som har rystet det europæiske samarbejde.

Mens det er lykkedes at dæmme op for flygtningestrømmen fra Tyrkiet, er der forsat med at ankomme afrikanske migranter til Italien.

Og selvom antallet er faldet i 2017, så fylder migrantudfordringen meget i Italien. Både politisk og økonomisk.

Italien er det EU-land, hvor EU's popularitet er faldet mest de senere år. Særligt migrantkrisen og den dårlige økonomi har ført til en kraftig nedgang i EU's popularitet i et af de seks grundlæggerlande. Og særligt unge italienere er skuffede over EU.

Derudover er Italien blevet økonomisk Sorteper i eurozonen på grund af landets store gæld og en tyveårige periode med lidt eller ingen vækst.

Men landet er også på grund af sin størrelse et af de vigtigste lande, hvis eurosamarbejdet skal intensiveres.

Komikeren Beppe Grillo (tv) stiftede Femstjernebevægelsen. Men det er den 31-årige Luigi di Maio, der er partiets premierministerkandidat. (Foto: © ANDREW MEDICHINI, Scanpix)

Ekstremt uforudsigeligt

Alle partier er kommet med dyre løfter i valgkampen, men det er svært at se, hvordan de skal finansieres.

Hvis Italien skal overholde EU's regler for nedbringelse af gæld, ventes én af de første opgaver for en ny regering at blive en økonomisk opstramning.

Italiens økonomi har været stærkt hjulpet af den europæiske centralbanks store opkøb af statsobligationer i eurozonen. Det har holdt renten nede, når Italien skulle låne penge. Men når centralbanken stopper opkøbene til efteråret, bliver det dyrt for den italienske stat at finde finansiering.

Italiensk politik er et indviklet virvar af formelle koalitioner og gamle alliancer, samt en ny valglov, der gør resultatet ekstremt uforudsigeligt.

Ender valget med et uklart resultat, bliver det den italienske præsident, Sergio Mattarella, der skal sikre at der dannes en regering, der kan få flertal i parlamentet ved en tillidsafstemning.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a9814aba11f9f0c14603289