Der var et specielt øjeblik under debatten i nat mellem Hillary Clinton og Donald Trump. Det var, da Trump erklærede, at han ville udnævne en særanklager for at få Hillary Clinton undersøgt. Så sagde han, at Hillary Clinton skulle i fængsel.
Det var et af den slags udsagn, man forventer i tvivlsomme demokratier. Ikke i USA. Men her kom det. Det er ikke sket før i nyere amerikansk historie.
Trump appellerede til sine kernevælgere i en valgkamp, hvor splittelsen i det amerikanske samfund og vreden mod ”eliten” stod krystalklar. Han appellerede til kernevælgerne på samme måde, som under konventet i Cleveland i sommer, hvor råbet ”lock her up” – bur hende inde – blev et omkvæd aften efter aften.
Forventningerne til debatten i nat var enorme. Offentliggørelsen af videobåndet fra 2005, hvor Donald Trump taler om seksuelle overgreb på kvinder, havde sendt det republikanske parti i panik og medierne i 6. gear – hvis det findes.
Undskyldninger og angreb
Ville Trump erkende sine fejl? Ville Clinton gøre det af med ham en gang for alle? Ville han gå i opløsning, som han var på vej til i den første debat?
Trump beklagede sine udtalelser om seksuelle overgreb i 2005 som ”drengekammersnak” og undskyldte. Han erklærede, at Syriens præsident Assad for alvor bekæmper ISIS (terrorbevægelsen Islamisk Stat. -red.). Han erklærede sig uenig med sin vicepræsidentkandidat.
Og efter halvanden times debat vil Trumps tilhængere stadig støtte ham – videobånd eller ej, fordi de vil noget andet i Washington end status qou.
Hillary Clinton kørte en effektiv debat – men leverede ikke det politiske stød, der skulle til for at gøre det af med Trump. Hun blev angrebet igen og igen på sine forsvundne e-mail og fik ikke leveret en overbevisende forklaring.
Hun gav sine tilhængere en solid debat, med solide argumenter og en klar manifestation af, at hun ved meget, meget mere om de enkelte politiske emner, end Donald Trump.
Hvem vandt så debatten i aftes?
CNN målte, at 57 procent mener Hillary Clinton, med 34 procent til Donald Trump. Men den slags målinger giver sjældent mening. Når nattens ophidsede reaktioner har lagt sig, og kommentatorernes iltre reaktioner er glemt, så hjælper det at grave nogle spadestik dybere i den amerikanske vælgermasse.
Problemet for Trump vil være, at offentliggørelsen af videobåndet vil have skræmt uafhængige og moderate tvivlere.
Han sagde ting, der er uacceptable for den brede amerikanske offentlighed, for tvivlerne og først og fremmest for gifte, hvide konservative kvinder – med mindre de i forvejen hader Hillary Clinton.
Hvis Trump mister konservative, hvide kvindelige stemmer, undergraver han hele det republikanske parti, han stiller op for. Ikke, at det ser ud til at betyde noget for Trump – men det er opskriften på katastrofe for et af USA's to store partier og truer partiets fremtid.
Et parti i strid med sig selv
Valget af Donald Trump som republikansk kandidat var en politisk konsekvens af et republikansk parti i strid med sig selv i kølvandet på finanskrise og tea-party-bevægelse. Men valget af Trump er også blevet en katastrofe for det republikanske parti, og det behøvede ikke at have været sådan.
Da valgkampen 2016 begyndte, havde republikanerne et – på papiret, stærkt felt: Tre guvernører, fire senatorer, seks tidligere guvernører, en eks-senator, en neurolog og en tidligere direktør. Og Donald Trump.
De etablerede politikere bekrigede hinanden, ignorerede Trump – indtil det var for sent. Vælgerne stemte de etablerede politikere ud – og valgte ikke-politikeren Trump.
Den konservative trend
De vragede establishment-politikere blev anklaget for ikke at lytte til partiets vrede græsrødder. Nu måtte de vælge mellem at følge deres overbevisning eller støtte vælgernes kandidat – Trump. Den kandidat, der, siden han lancerede sin kandidatur, har gjort alt for at skubbe netop de vælgere fra sig, som kredse i det republikanske parti havde besluttet at dyrke – kvinder og latinoer.
Havde republikanerne valgt en anden af deres mulige kandidater, først og fremmest senator Marco Rubio fra Florida, havde Clinton været i større vanskeligheder, end hun er nu.
For der en konservativ trend i USA.
Tag valget i 2012: Republikanerne stod for eksempel stærkt blandt gifte kvinder. Romney vandt de gifte kvinder med 52 procent mod Obamas 46 procent, mens Obama vandt de ugifte (det vil sige de unge) kvinder med 67 procent mod Romneys 31 procent.
Indtil skandalen om Trumps sexistiske udtalelser eksploderede havde Trump cirka 25 procent accept blandt kvinder – men 65 procent negativ. I dag står det langt værre til for ham.
George W. Bush tabte latino-stemmerne i 2004 til John Kerry med 53 procent til Kerry mod 44 procent til Bush. Et nederlag – men ikke katastrofalt.
Så kom Trump
Men da Romney talte om ”frivillig deportation” af latinoer i 2012 ramte katastrofen. Romney fik kun 27 procent af latino-stemmerne. Det skulle der rettes op på, sagde partiets etablerede kandidater i 2015 og 16. Det ville være afgørende for hele partiets fremtid som attraktivt og tidssvarende alternativ til demokraterne.
Så kom Trump. Hans støtte blandt latinoer er styrtet til bare 16 procent - før skandalen. Nu er støtten faldet yderligere.
Trumps kernevælgere er først og fremmest ældre hvide. De kan leve med hans manglende popularitet blandt latinoer, for de vil gerne have dem ud af landet. Men Trumps sexistiske udtalelser koster ham allerede støtte blandt de hvide kernevælgere, specielt kvinderne. Taber han hvide kernevælgere, specielt kvinderne, er han færdig.
Vælgermassen svinder ind
For ved valget her i 2016 vil den hvide vælgermasse, mænd og kvinder, for første gang nå under 70 procent. Afro-amerikanerne ville ligge på 12 procent og latinoernes andel af vælgermassen vil være vokset fra 7 procent i 2000 til 12 procent i 2016.
Hvis Trump skulle gå hen og vinde lige så mange hvide stemmer, som Bush gjorde i 2004, ville han vinde valget i år. Men det får han ikke. Slet ikke. Han får ikke latino-stemmer, slet ikke sorte stemmer og kun få unge stemmer.
For det republikanske parti kan et eftertrykkeligt Trump-nederlag føre til en katastrofe, der breder sig til Senatet og Repræsentanternes Hus. Og i disse dage er der gang i Trump-lejrens svingdør. Folkevalgte republikanere kan ikke komme hurtigt nok ud, af frygt for at blive suget med i Trumps nederlag.
Og her skal man huske, at Republikanerne indtil dette valg, har stået stærkt landet over i de folkevalgte forsamlinger.
Flertallet er på spil
Efter nederlaget til Obama og demokraterne i 2008 kom republikanerne bragende tilbage. Siden 2010 har Republikanerne vundet 13 pladser i Senatet, 69 pladser i Repræsentanternes Hus (det største republikanske flertal i Huset i 80 år) og 12 guvernørposter – og har nu mange flere guvernører end demokraterne.
Men i dag står republikanerne til at tabe flertallet i Senatet, hvor demokraterne kun skal vinde fire pladser for at sikre flertallet. Og i Repræsentanternes Hus begynder skrækken at brede sig blandt republikanerne for, at det enorme flertal man skaffede sig i 2010, bliver sat over styr – måske ligefrem tabt.
Med Trump i spidsen erkender de republikanske politikere, at partiet nu risikerer at blive bombet mange år tilbage i tiden – og det er ikke sundt for et demokrati, der baserer sig på to partier.
Steffen Gram analyserer udviklingen i den amerikanske valgkamp hver uge i resten af oktober. Og i november analyserer han den daglige udvikling frem til den store valgdag – d. 8. november