Hvis jeg var præsident, sad du bag tremmer.
Sådan lød ordene fra den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, da de to præsidentkandidater kom ind på demokratiske Hillary Clintons emailsag under nattens debat.
Sagen omhandler Clintons brug af en privat emailserver til håndtering af fortrolige emails. Og Trump var klar i mælet omkring, hvad han vil gøre ved sagen, hvis han vinder præsidentembeddet om en lille måned.
- Jeg er ked af at sige det, men hvis jeg bliver præsident, så udvælger jeg en særlig statsanklager til at efterforske dig, sagde han under debatten.
Totalt falskt
Clinton fik mulighed for at komme med et modsvar.
- Hvis jeg kunne gøre det om, så ville jeg ikke gøre det igen. Det var en fejl, og det er jeg meget ked af, lød det fra Clinton, som samtidig holdt fast i, at der ikke er nogen beviser for, at hendes server var blevet hacket eller at fortrolige oplysninger var endt i de forkerte hænder.
Hun angreb igen Trumps håndtering af fakta.
- Alt, hvad han siger, er totalt falskt, men jeg er ikke overrasket. Det er godt, at det ikke er en med et temperament som Donald Trump, der har kontrol over loven i vores land, lød det fra Clinton.
- Fordi du ville sidde bag tremmer, lød Trumps gensvar.