Lektor: Kvindefjendske udtalelser rammer Trump

Offentliggørelsen af en video med sexistiske udtalelser kommer på et elendigt tidspunkt for Donald Trump.

Trump var hurtigt var ude og tage afstand til sine udtalelser. (Foto: © MARY SCHWALM, Scanpix)

Sexistiske udtalelser svækker Donald Trump før søndagens debat mellem de to præsidentkandidater.

Det vurderer Jørn Brøndal, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Offentliggørelsen af en video fra 2005, hvor den republikanske præsidentkandidat taler nedsættende om flere kvinder, har frarøvet Trump et af hans stærkeste argumenter i valgkampen.

- Timingen er for Hillary Clinton og Demokraterne perfekt, fordi Donald Trump havde truet med at bruge ægteparret Clintons kendte problemer med hinanden som en del af den valgdebat, der kommer, siger Brøndal.

Trump var hurtigt ude

Han fortæller, at selv om Trump hurtigt var ude og tage afstand til sine udtalelser, vil det være meget svært for ham at bringe Bill Clintons kvindelige bekendtskaber på banen uden selv at blive skadet.

- Vi skal ikke glemme, at det var nemt nok at pege på Trump i forvejen, siger Brøndal.

- Han er gift for tredje gang. Især hans første skilsmisse, der var han jo sammen med nummer to samtidig med, at han var gift med nummer et. Så der har været alle mulige grimme ting, som man sagtens kan fremhæve.

En af de vigtigste kampe mellem Clinton og Trump drejer sig ifølge Brøndal om de universitetsuddannede hvide kvinder, som normalt forventes at stemme mest republikansk.

Svær gruppe for Trump

Derfor er det særdeles uheldigt, at Trump nu er blevet grebet i at udvise et kvindesyn, som højst sandsynligt skubber mange fra den vælgergruppe væk.

- Lige præcis Trump har i forvejen haft meget svært ved at fange denne gruppe, siger Brøndal.

- Trump-kampagnen skulle forsøge at gøre sig mere spiselig over for den gruppe. Det projekt har det meget, meget svært nu.

Debatten mellem de to præsidentkandidater finder sted natten til mandag dansk tid.

/ritzau/