Hvert fjerde år bedyrer danske virksomheder, at de følger tæt med i det amerikanske præsidentvalg.
Det har skam stor betydning for deres forretning, nikker de alvorligt.
Som regel har man dog på fornemmelsen, at de nok mest følger med for showet og popcornenes skyld. I realiteten har den direkte effekt på erhverv og økonomi uden for USA de seneste mange år være ret lille.
Demokratisk eller republikansk præsident - linjen har været nogenlunde den samme.
Nu er det alvor
Men denne gang er anderledes. Det er tid til at stille popcornene væk og tage notater i stedet.
Økonomer, investorer og direktører i Danmark og i resten af verden har al mulig god grund til at følge opgøret mellem Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump, for sjældent har et præsidentvalg i USA haft så vidtrækkende betydning for den globale økonomi.
En velkørende økonomi i USA er med til at sætte tempoet for hele verdensøkonomien, og samtidig er hele grundholdningen i den økonomiske politik i USA retningsgivende for, hvordan andre lande tilrettelægger deres politik.
Det er et show – hvem kan være i tvivl om det, hvis man har fulgt bare en smule med – men et show med konsekvenser.
USA mod den økonomiske afgrund?
Først er der spørgsmålet om USA’s økonomiske tilstand, der bekymrer mange iagttagere. Begge kandidater har spenderbukserne på i et land, der kører med underskud på statsbudgettet og en voksende statsgæld.
Når det gælder Donald Trump er det ingen let sag at tage notater, for planerne er meget bredt formuleret.
Det står dog fast, at han vil sænke skatterne og øge de offentlige investeringer markant. Med sans for at udtale sig i fyndige vendinger har Donald Trump lovet, at han vil spendere det dobbelte af sin modkandidat Hillary Clinton, som også lover offentlige investeringer, der skal skabe vækst og arbejdspladser.
Begge lover de at igangsætte infrastrukturprojekter for milliarder af dollar – og Hillary Clinton vil samtidig bruge penge på blandt andet forbedret bredbånds-adgang og forældreorlov.
Det hænger ikke sammen, Trump
Trump hævder, at dynamiske effekter vil samle regningen op i hans plan – der skal være balance mellem indtægter og udgifter i budgettet om otte år, mener han – men kun meget få økonomer kan få regnestykket til at hænge sammen.
Ifølge dem vil Trumps planer udløse endnu større statsunderskud, end USA allerede kører med, og det vil få gælden til at vokse voldsomt til op mod 100 pct. af bruttonationalproduktet.
I sidste ende kan det koste USA den økonomiske troværdighed internationalt i form af de vigtige topkarakterer fra kreditvurderingsinstitutterne.
Clinton lig med højere skatter
Hillary Clinton vil betale for sine øgede udgifter ved at hæve en række skatter for velhavende personer – blandt andet arveafgiften – ligesom virksomheder står til at miste en række fradrag.
Hvor økonomerne vurderer Trumps finanspolitik som voldsomt ekspansiv – og potentielt farlig – er forventningen til Clintons finanspolitik, at den vil være nogenlunde neutral uden dog at løse nogle af reelle problemer USA allerede står med i forhold til at få budgettet til at hænge sammen på sigt.
Lukker den globale købmand butikken?
Det er ingen overraskelse, at der bliver diskuteret finanspolitik i valgkampen. ”It’s the economy stupid”, som en forslidt frase lyder, der stammer fra den tidligere præsident Bill Clintons rådgivere i valgkampen i 1992.
Hvis man skal man vinde et valg, så er man nødt til at adressere økonomien som et af de vigtigste politiske punkter.
Traditionen tro har amerikanske vælgere også denne gang udpeget ’økonomi’ som det absolut vigtigste emne i valgkampen i en række meningsmålinger. Det er ikke mindst sikkerheden for at kunne få et job, som amerikanerne er meget optaget af. Men noget andet og nyt er det store fokus på USA’s handelsforbindelser til resten af verden og holdningen til emnet.
Handelsaftaler uden folkelig appel
Noget så umiddelbart ufolkeligt som handelsaftaler har været et centralt emne i debatten mellem Clinton og Trump, og ingen af kandidaterne taler særligt varmt om aftalerne, der skal øge samhandlen med andre lande ved at sænke toldrater, fjerne bureaukratiske forhindringer og ensarte regler og rettigheder for virksomheder på tværs af grænser.
Konkret har det handlet om den tvær-amerikanske handelsaftale NAFTA mellem USA, Canada og Mexico fra 1990’erne, og den så godt som færdiggjorte TPP, en handelsaftale mellem USA og en række stillehavslande.
Alt for generøse aftaler forærer job væk til andre lande og efterlader den almindelige amerikanere med ringere vilkår. Samtidig går man på kompromis med en række gode amerikanske standarder for miljøkrav og forbrugersikkerhed, lyder kritikken.
Globaliseringens tabere
Man skal ikke være et vælgerpolitisk geni for at gennemskue, at det er politik rettet til den store gruppe af amerikanere, der engang havde et industrijob, men som har set sit job og livsgrundlag forsvinde ud af landet. Dem, som ikke har oplevet den store gevinst ved de seneste årtiers globalisering.
I årtier har USA ellers været bannerfører for denne slags aftaler. Der er ingen tabere ved øget handel, kun vindere, er filosofien, for den generelle velstand øges. Hvis USA inden for sikkerhedspolitik er verdens politimand, så er landet inden for handelspolitikken verdens købmand.
Men købmanden lader til at skifte stil, døren til butikken skal ikke længere stå helt så åben, mener begge kandidater. Mange ser det som et brud med årtiers økonomisk åbenhed, der rækker helt tilbage til Marshallplanen.
Trumps mur
Donald Trump har gennem hele valgkampen været den mest kritiske mod handelsaftalerne. Han vil rive dem i stykker og genforhandle dem, samtidig med at han varsler høje toldmure mod blandt andet Kina og ligefrem en fysisk mur mod Mexico for at holde udenlandsk arbejdskraft ude.
I tilfældet Kina vil der næppe gå lang tid, før tilsvarende toldmure bliver rejst for amerikanske varers vej ind i det store asiatiske marked.
Her skal danske virksomheder dog være særligt opmærksomme med notaterne, for selvom Hillary Clinton ikke fremturer med Donald Trumps bombastiske stil har hun også udtalt sig kritisk om handelsaftaler.
Stillehavsaftalen vil hun ikke underskrive, som den ser ud nu. NAFTA er hun heller ikke begejstret for set i bakspejlet trods tidligere støtte.
Protektionisme på fremfærd
Kandidaternes skepsis kommer ikke ud af den blå luft, men knytter an til en global trend, hvor lande i stigende grad lukker sig om sig selv. Protektionisme.
Da Nationalbanken herhjemme tidligere på året udgav en analyse af årsagerne til den stagnerende verdenshandel blev netop øget protektionisme kloden over nævnt som en af drivkræfterne.
Ganske vist er protektionistiske tendenser ikke helt fremmede ved præsidentvalg i USA. Hvem vil ikke gerne slå sig op som den store beskytter af amerikanske arbejdspladser?
Således blev også Barack Obama udpeget som protektionist i 2008-valgkampen. Men anklagerne baserede sig på vagt skeptiske udtalelser, der faldt meget tidligt i det præsidentielle udskilningsløb, og emnet fyldte aldrig så meget, som det er tilfældet denne gang, hvor det for eksempel var et tilbagevendende emne i den tredje og sidste debat mellem kandidaterne.
Hvad sker der med EU-handelsaftale?
Set fra de danske virksomheder er den endnu ikke færdiggjorte handelsaftale TTIP mellem USA og EU særligt vigtig. Lige nu står den i stampe, ramt politiske uenigheder og folkelig modstand på begge sider af vandet.
Aftalen har dog ikke været inddraget i valgkampen.
Det er uden tvivl med tilbageholdt åndedræt at man i de hjemlige direktionslokaler afventer den kommende præsidents holdning til aftalen, som erhvervslivet er stor fortaler for. Retorikken i valgkampen lover ikke for godt.