Med kun tre dage til det amerikanske præsidentvalg holder nabolandet Mexico vejret i spænding.
Den øverste politiske ledelse forbereder sig nemlig på det værste: At Donald Trump slår Hillary Clinton og bliver landets næste præsident.
Det kan nemlig kaste landets økonomi ud i en 'orkan', forudser centralbankdirektør Augustin Carstens, der fortæller, at man har en beredskabsplan parat.
- Hvis det ufordelagtige resultat bliver en realitet, er det muligt, at de mexicanske myndigheder vil reagere på den ene eller den anden måde. Det er en kriseplan, som vi taler med finansministeren om. Vi håber ikke, at vi kommer til at bruge den, siger Augustin Carstens til mexicanske Milenio TV ifølge CNN.
Han forklarer dog videre i interviewet, at Hillary Clinton heller ikke er noget drømmevalg som ny præsident.
- Lige meget hvad, vil myndighederne skulle justere vores politik, siger Augustin Carstens.
Ifølge CNN er der ikke sluppet noget ud omkring 'kriseplanen', men til gengæld er det klart, at de mexicanske myndigheder ser Trump som en stor trussel.
Begge lande taber på Trump
Blandt andet har Trump truet med at lægge en told på 35 procent på produkter lavet af amerikanske virksomheder i Mexico, og som efterfølgende bliver solgt i USA.
Det kan koste Mexico milliarder af kroner, da eksport udgør en tredjedel af landets samlede økonomi.
Derudover har Trump tidligere i valgkampen sagt, at han vil bygge en mur mellem den amerikanske og mexicanske grænse, som Mexico selv skal betale, hvilket Mexicos præsident dog nægter. Desuden er handelsaftalen mellem Canada, Mexico og USA - kaldet NAFTA - også i spil, og hvis den ikke bliver genforhandlet, vil Trump afbryde den.
- Vi kommer begge til at tabe på det. De eneste tabere bliver den amerikanske og mexicanske befolkning, siger den tidligere mexicanske ambassadør i USA, Arturo Sarukhan, til CNN om Trumps trusler.
Amerikanerne går til stemmeurnerne på tirsdag, og selv om demokraten Hillary Clinton fører i meningsmålingerne har Donald Trump i de seneste dage ædt sig ind på hende.
Hillary Clinton er faldet tilbage i meningsmålingerne siden sidste uge, hvor FBI valgte at genoptage efterforskningen af e-mailsagen, hvor Hillary Clinton har brugt en privat server til at sende arbejdsrelaterede mails, da hun var udenrigsminister.