USA har tunge beviser for, at Syrien er i fuld gang med at forberede kemiske våben til brug i den storoffensiv, som det syriske styre håber kan afslutte borgerkrigen i landet.
Det siger den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos særlige Syrien-rådgiver Jim Jeffrey, som tiltrådte stillingen i sidste måned.
Samtidig advarer han imod storoffensiven mod det sidste store oprørerkontrollerede landområde, hvor blandt andet 1,4 millioner flygtninge har søgt tilflugt.
Også FN har advaret mod en humanitær katastrofe, hvis bombetogter bliver til et egentligt felttog fra syriske regeringstropper med opbakning fra Rusland og Iran.
- Jeg er meget sikker på, at vi har et meget godt grundlag for at komme med de her advarsler. Vi er imod enhver offensiv, fordi det vil være en ubesindig eskalation. Der er mange beviser for, at kemiske våben bliver forberedt, siger Jim Jeffrey ifølge Reuters.
USA og Frankrig vil skride ind
USA har tidligere advaret det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen, at supermagten vil skride ind, hvis der bliver brugt kemiske våben.
Det har USA allerede gjort to gange, i 2017 og tidligere i år sammen med Frankrig og Storbritannien.
- Vi vil gerne bruge lejligheden til at advare præsident Bashar al-Assad og hans russiske og iranske partnere. I ønsker ikke at satse på, at USA ikke reagerer igen, sagde USA's FN-ambassadør Nikki Haley i går på et møde i FN's sikkerhedsråd.Også Frankrig slog i går fast, at det ville skride til handling, hvis der bliver brugt kemiske våben.
- Vi er klar til at slå til, hvis kemiske våben bliver brugt igen. Angreb kan gennemføres på nationalt niveau (Frankrig alene, red.), men det er i vores interesse, at det sker sammen med så mange partnere som muligt, sagde den franske forsvarschef Francois Lecointre til flere medier.
USA har tilbudt at bekæmpe "terrorister"
Truslerne om gengældelseshandlinger kommer, imens alt tyder på, at en storoffensiv er nært forestående. Syriske regeringstropper har samlet sig ved grænserne til Idlib-provinsen. Ud for Syrien ligger mere end et dusin russiske skibe klar.
I dag holder Tyrkiet, Rusland og Iran møde om situationen i Syrien. Også i FN's sikkerhedsråd er Syrien på dagsordenen i dag.
Trods at FN advarer om et decideret blodbad, hvis det bliver til en landkrig i Idlib-provinsen, har hverken USA eller andre planer om at blande sig, medmindre der er mistanke om brug af kemiske våben.
Nu håber man, at advarsler og en intensiv diplomatisk indsats fra Tyrkiet, som frygter at blive bestormet af flygtninge, bærer frugt.
Ifølge USA's Syrien-rådgiver Jim Jeffrey har man også forgæves tilbudt Syriens regering at "operere" i Idlib for at nedkæmpe de omkring 10.000 IS og al-Qaeda sympatisører, som vurderes at være blandt områdets mange oprørergrupper.
Netop "terroristerne" har været blandt Bashar al-Assad og Ruslands primære argumenter for at gå ind i provinsen.
FN har bevist kemiske våben
Syrien har igen og igen afvist at have brugt kemiske våben under borgerkrigen.
FN's organisation for forbud mod kemiske våben (OPCW) har til gengæld fastslået, at det er blevet brugt flere gange, deriblandt i en by i Idlib-provinsen i april sidste år, hvor 80 blev dræbt.
Syriens allierede Rusland har også i det spørgsmål bakket op om Bashar al-Assad og hævdet, at beviserne var plantet af Storbritannien.
Det samme hævder den amerikanske senator Richard Black fra Virginia er ved at ske igen, ifølge Newsweek.
Senatoren, som før har taget den syriske regerings side i konflikten trods sit hjemlands ståsted, rejste tidligere på ugen til Syrien, hvor han mødtes med Assad.
- Vi vidste for cirka fire uger siden, at britiske efterretningsvæsener planlagde at iscenesætte et falsk kemisk angreb for så at give Syrien skylden og komme al-Qaeda til undsætning, hævder han i den prosyriske libanesiske avis Al Mayadeen.