Syriens diktator, Bashar al-Assad, gør tilsyneladende klar til en offensiv mod det sidste større landområde, som oprørerne i landet stadig kontrollerer.
Området ligger i Syriens nordvestlige hjørne omkring byen Idlib.
- Her svirrer rygterne om, at en offensiv fra det syriske styre kan komme meget snart. Vi ved også, at styret har sendt tropper og kolonner af kampevogne afsted mod Idlib, fortæller Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Michael S. Lund, som befinder sig i Aleppo, cirka 60 kilometer fra Idlib.
Samtidig med regeringssoldaternes fremrykning har styrets allierede Rusland placeret ti krigsskibe og to ubåde langs kysten, skriver russiske medier ifølge AP.
Rusland har tidligere støttet præsident Assad med luftangreb i forbindelse med offensiver mod oprørernes områder.
FN: Katastrofe for civile
FN har de seneste dage udsendt daglige advarsler om, at en offensiv mod Idlib kan udvikle sig til en katastrofe for de civile, som befinder sig i området.
FN's humanitære koordinationskontor i Syriens hovedstad Damaskus anslår, at op mod 800.000 mennesker kan blive fordrevet af kampene. FN's børnefond Unicef siger i dag, at over en million børn befinder sig i en udsat situation.
Derfor opfordrer FN til, at man åbner en humanitær korridor i Idlib-provinsen.
- Der bor næsten tre millioner mennesker i Idlib-provinsen. Mange er flygtet fra andre områder, og befinder sig i en sårbar position. Og de har ikke ret mange andre steder at flygte hen, siger Michael S. Lund.
- Man frygter, at der kan komme mange civile ofre. Jeg har selv set nogle af de områder, som det syriske styre har indtaget, og de er blevet sønderbombet.
Hård kamp venter
Korrespondenten fortæller, at præsident Bashar al-Assad står bedre end nogensinde før i den over syv år lange borgerkrig.
- Han har generobret alle de største og vigtigste byer.
Alligevel bør han tænke sig grundigt om, inden han angriber Idlib, som huser et kludetæppe af oprørsgrupper - blandt de stærkeste finder man islamistiske grupper som al-Qaeda og al-Nusra Fronten.
- Det bliver en rigtig hård kamp. Der er rigtig mange forskellige oprørsgrupper og ekstremistiske grupper, som vil kæmpe hårdt.
- Det er personer, som ikke har noget andet sted at tage hen. Så man kan forestille sig, at mange af dem vil kæmpe til det sidste, og det kan blive meget blodigt, siger Michael S. Lund.