Det syder i Seoul, og ikke bare ved de små madboder i de små gader, hvor olien bruser, når kød, grøntsager og koreanske ”donuts” bliver hældt ned til lynstegning.
Seoul syder af forventning – og bekymring – over topmødet på tirsdag mellem Kim Jong-un og Donald Trump i Singapore.
Sydkoreanerne ved godt, at resten af verden fokuserer på de to stjerner, Kim og Trump. Men her har de en bedre fornemmelse af Kim end af Trump.
Kim har vist sig som en smart politisk operatør og strateg, som koreanerne kan forstå, hvad enten de er enige med ham eller ej. Til gengæld er bekymringen over, hvad Trump kan finde på, massiv her.
For det er i bund og grund Sydkorea, koreanerne og hele den koreanske halvø, det hele handler om. Det er koreanerne, der har levet under truslen om krig i de sidste mange årtier.
Det er Seouls mange millioner indbyggere, der ved, at kommer der krig, så er det dem, der bliver ramt først – og hårdt. Bare 40 kilometer mod nord ligger en af verdens mest militariserede zoner, parat til at eksplodere.
Det er koreanerne, der har levet med en våbenhvile efter den Koreakrig, der sluttede for 65 år siden. Den Koreakrig, der stadig fylder i den koreanske bevidsthed: Lidelserne, de splittede familier, fordrivelsen fra de fædrene landsbyer i nord.
For amerikanerne er Koreakrigen den ”glemte krig” – krigen, der ligger mellem den glorværdige nedkæmpelse af nazismen og fascismen under Anden Verdenskrig og nederlaget i Vietnam.
Men i Sydkorea lever krigen, og frygten for en ny krig, videre, mens håbet om en afslutning på krigen, håbet om en fredsaftale, er massivt.
Budskab om tillid
Og hvis omverdenen opfattede episoden den 27. april som et stunt, da Kim Jong-un og præsident Moon Jae-in mødtes ved demarkationslinjen, og Moon trådte ind i Nordkorea, hvorefter de to gik sammen ind i Sydkorea og holdt hånd, så forstod man ikke koreanerne.
- Den gestus rakte langt videre end det politiske sprog. Den sendte et budskab om tillid, som intet sprog kunne udtrykke det, sagde Chung Byung-ho, en antropolog, til New York Times.
Men nu er det Kim Jong-un og Donald Trump, der mødes – og topmøder har leget kispus med menneskers skæbner før.
På Yalta-konferencen i 1945 delte Stalin, Churchill og Roosevelt et helt europæisk kontinent efter verdens mest ødelæggende krig nogensinde. Og bitterheden i mange østeuropæiske lande over at blive efterladt hos Stalin og den sovjetiske kommunisme i de næste 45 år er stadig til at tage og føle på.
Præsident Nixons anerkendelse af Mao Zedongs kommunistiske ”Røde Kina” i 1972 ændrede totalt den politiske situation i Asien, hvor Kina har isoleret, og lagde fundamentet til det Asien, vi kender i dag – og til den udvikling, Kina siden har fulgt, økonomisk som politisk.
Og atom-topmødet mellem præsidenterne Reagan og Gorbatjov i 1986 i Reykjavik var et af de mest dramatiske i nyere tid, hvor den personlige kemi under de 11 timer lange personlige forhandlinger mellem de to spillede en betydelig rolle.
De vat tæt på en atomaftale i en tid, hvor frygten for atomkrig voksede, for så at gå hver til sit uden aftale, fordi de ikke kunne enes om præsident Reagans ”Strategiske Forsvars Initiativ”, Reagans missil-forsvar.
Topmødet endte i fiasko, men med Gorbatjov var der slået hul på den historiske mistillid mellem USA og Sovjetunionen og forhandlingerne fortsatte efter Reykjavik.
Året efter skrev de to under på en atomaftale ved topmødet i Washington. De fik deres atom-nedrustningsaftale. Fire år senere ophørte Sovjetunionen med at eksistere.
Under alle de tidligere topmøder har parterne været gennem endeløse forberedelser. Denne gang ser i hvert fald Trump ud til at satse anderledes, satse på sine personlige fornemmelser af sin modstander.
Han har til dato ikke haft hele det amerikanske arsenal af atom- og sikkerhedspolitiske eksperter samlet til briefinger og debatter om substansen af topmødet – og rejser tilsyneladende til Singapore uden atomfysikere.
Under forhandlingerne af den iranske atomaftale deltog den amerikanske energiminister, en anerkendt atomfysiker, i afgørende faser af forhandlingerne.
Trump og Kim sprunget ud på dybt vand
Nu er præsident Trump og Kim Jong-un begge sprunget ud på det dybe vand. Det er de to, der skal finde ud af, om de kan nå i land. Men nå i land hvor, hvordan – og med hvad?
De optrådte begge som uvorne hystader i et ustruktureret drama for mindre end et halvt år siden – med Nordkoreas hastigt voksende atomvåben og trusler om missilangreb som dramatisk scenografi.
I 2011 satte Kim Jong-un turbo på udviklingen af både det nordkoreanske atomvåben- og missilprogram – og det for enhver pris. Og i dag har Nordkorea et massivt atomvåbenprogram af en helt anden kaliber end både Libyens Gaddafi og det iranske atomprogram.
Den foretrukne udlægning af Nordkoreas atomprogram er, at det i bredeste forstand skal bruges til at sikre Nordkorea som samfund, sikre Kim-dynastiet og være et instrument, der kan handles med.
Dertil kommer, at Kim Jong-un i de seneste år har ændret på sine økonomiske prioriteringer i sit samfund – for det er hans samfund.
Han har kanaliseret flere og flere midler ind i den civile økonomi, tillader mere og mere privat foretagsomhed, har sat gang i det nordkoreanske byggeri – samtidig med at han har finansieret atomvåbenprogrammet.
Til gengæld har han droslet ned på finansieringen af Nordkoreas traditionelle militær. Altså: Satsning på civil-økonomisk udvikling og atomvåben.
Hvad vil Kim Jong-un?
Og nu er det nordkoreanske atomprogram så avanceret – uden at være fuldstændigt – at han er parat til at forhandle, stærkt tilskyndet af Sydkoreas præsident Moon, der gjorde sit vinter-OL til et Freds-OL. Og på sidelinjen holder Kim sig høfligt nær Kinas store partichef i Beijing, Xi Jinping. To besøg er det blevet til.
Men hvad vil han forhandle med Trump om? For hvad er Kim Jong-uns mål?
En fredsaftale og en fredelig genforening af den koreanske halvø? En koreansk føderation mellem nord og syd?
At få ophævet sanktionerne, blive økonomisk integreret, få amerikanerne til at trække om ikke alle, så de fleste af deres 28.000 soldater ud af Sydkorea?
Er han parat til at opgive sine egne kernevåben for at nå de mål? Måske, men intet sker på en gang, på et enkelt møde. Heller ikke på to eller fem møder.
Nordkoreanerne har under forhandlinger i de forløbne uger stået fast på, at hver indrømmelse – også omkring afvikling, kontrol og verificering af atomvåbnene – skal ske med gensidige amerikanske indrømmelser.
Men der er i dag ikke nogen af dem, Kim skal forhandle med, der ved, hvad hans endelige mål er.
Hvad kan og vil Trump?
Donald Trumps stab har arbejdet på højtryk i de seneste uger af et politisk forløb, der mildt sagt har været utraditionelt.
Topmødet er blevet bebudet, for at blive taget af bordet, for så igen at blive sat på skinner og nu tilsat muligheden for, at Kim kan komme på besøg på Trumps landsted, Mar-A-Lago, i Florida.
John Bolton, Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, mente, at den libyske model kunne bruges over for Nordkorea – altså hvor Gaddafi opgav sit beskedne atomvåbenprogram i 2004 for at gå til grunde i det arabiske forår i 2011. Siden har Bolton ført en tilbagetrukken tilværelse og har været sjældent tavs.
Det er udenrigsminister Mike Pompeo, der forhandler og nu har mødt Kim Jong-un flere gange. Sideløbende forhandler amerikanske delegationer i Singapore om logistikken under topmødet og på demarkationslinjen i Panmunjom om substansen.
Det helt afgørende spørgsmål er: Hvad vil ”denuclearisation” - afvikling af kernevåben -betyde? Hvad med kontrol og verificering? Hvem skal gøre det? Og hvis nordkoreanerne skal afvikle deres kernevåben, er amerikanernes så også til forhandling?
Og sådan kan man blive ved: Skal nordkoreanerne også besøge amerikanske installationer, hvis amerikanerne skal inspicere de nordkoreanske installationer? Og hvad med Nordkoreas missiler, dets massive konventionelle våbenarsenal, biologiske våben, kemiske våben?
Og må Nordkorea sælge ud af deres arsenaler? Hvem skal kontrollere det?
Tænk på, hvordan Pakistans doktor Abdul Qadeer Khan eksporterede atomvåben-teknologi til stater, der ikke burde have den. Hvad med sanktionerne? Og for at gøre det helt kompliceret: Skal den amerikanske Kongres så med ind over, hvad Trump forhandler om? Og måske godkende et resultat?
Der er en årsag til, at de amerikansk-sovjetiske atom- og nedrustningsforhandlinger varede mange år. Det er de mest komplicerede forhandlinger, der overhovedet findes.
Landene på sidelinjen
Samtidig er det vigtigt, at forhandlinger med Kim Jong-un var et af Trumps valgløfter, oven i købet et møde uden betingelser. Trump var og er parat til at møde ledere anderledes end tidligere. Og han har varslet at ville forhandle anderledes end sine forgængere.
Så hvad er det Trump vil? Han vil have en aftale, der betyder, at Nordkorea opgiver sine atomvåben! Men hvordan? Hvor hurtigt?
Han er blevet briefet solidt af sine rådgivere. Han vil kende essensen af den palet af problemer, han skal forhandle. Men han siger også, at udfaldet kommer an på stemningen, på atmosfæren, på hvad han fornemmer, han får igen af Kom Jong-un.
Og hvad risikerer han? Han risikerer at sætte hele den internationale sikkerhedsstruktur, der har holdt fred i denne del af verden siden Koreakrigen, over styr.
Han risikerer at sælge ud af USA’s interesser. Han risikerer at sælge sine allierede for at få sin aftale. Han risikerer at lægge en appelsin i Kinas turban igen – som han gjorde det, da han trak USA ud af TPP, frihandelsaftalen mellem 14 nationer på begge sider af Stillehavet.
Og USA’s allierede presser sammen med Kina på for at få såkaldte ”multilaterale” forhandlinger i gang – internationale forhandlinger som fortidens seksparts-forhandlinger.
Kinas præsident, Xi Jinping, er dybt bekymret over udsigten til en aftale i Korea, der efterlader en mulig omfattende amerikansk tilstedeværelse på den koreanske halvø, uden at Kina også har sikret sig sine interesser. Og det er besværligt, så længe Kina ikke sidder med ved bordet.
For ikke at tale om Putin og Rusland. Præsident Putin sendte sin udenrigsminister, Sergej Lavrov, til Nordkorea for at sikre sig, at Rusland også bliver hørt, at Rusland også sidder med, også kan sætte sit aftryk på Koreahalvøens fremtid. Og forlydender svirrer om et Kim Jong-un-besøg i Vladivostok til september.
Men den store taber på onsdag eller torsdag kan ende med at være Japan og premierminister Shinzo Abe. Ingen har som Abe satset sin udenrigspolitik på sit personlige forhold til Trump. Og han er blevet sørgeligt skuffet over resultaterne.
Senest stod han igen hos Trump i Washington for at argumentere mod en hurtig løsning på det nordkoreanske atomvåbenprogram – og bad mindeligt Trump om at forhandle japanske interesser også, ikke mindst frigivelse af de mange japanske statsborgere, der er blevet bortført fra Japan til Nordkorea gennem årene.
Hjem med mor
Og her i Seoul venter koreanerne på, hvad der sker.
Præsident Moon var dybt chokeret, da han efter sit seneste møde i Washington opdagede, at Trump med ét havde aflyst mødet uden at have talt med ham. Og han kæmpede videre for at få mødet tilbage.
Så simrede forlydender om, at præsident Moon ville tage til Singapore på onsdag for at begynde forhandlinger om den fredsaftale mellem de to koreanske stater, som alle her higer efter.
Nu forlyder det, at Trump ønsker sit øjeblik med Kim alene og at udenrigsminister Pompeo i stedet kommer til Seoul for at udlægge teksten fra topmødet med Kim Jong-un.
Moon har om nogen været den leder, der har holdt den politiske gryde i kog, selv når det så ud, som om ilden var gået ud. Han ønsker den fredsaftale, som alle taler om her i Seoul.
Han ønsker en ny fremtid for den koreanske halvø – og han ønsker at tage sin mor tilbage til landsbyen i nord, som de flygtede fra under Korea-krigen.
Både Kim og Trump har satset - og satset stort - hjulpet på vej af Sydkoreas præsident Moon. Og topmødet i Singapore er historisk og kan få konsekvenser for en hel verdensdel. Det kan føre til begyndelsen på en fredsproces og en omfattende atomnedrustning. Eller det kan bryde sammen.
Det ser ud til at afhænge ganske meget af de to mænd, der skal sidde over for hinanden.