Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes i dag med den russiske udenrigsminister i Pyongyang.
Kort forinden havde Kims højre hånd spist bøf, majs og ost med USA's udenrigsminister, i New York - og de to herrer ventes at mødes igen senere i dag.
USA og Nordkorea sidder også i forhandlinger på grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea, mens andre diplomater fra de to lande løber rundt i Singapore og kigger på hoteller.
Det kan være svært at overskue den hektiske aktivitet, så her er en guide med hjælp fra DR Nyheders Asien-korrespondent, Philip Khokhar., Han siger, at spurten for at finde ud af, om topmødet i Singapore 12. juni mellem Donald Trump og Kim Jong-un kan blive til noget, tydeligvis er gået i gang.
New York: Det vigtigste møde
Af alle de mange møder om Nordkorea forskellige steder i verden bør man holde særligt øje med dem, der foregår i New York mellem den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo og Nordkoreas spionchef Kim Yong-chol.
- Det er det vigtigste af møderne, siger Philip Khokhar.
Kim Yong-chol er den højestrangerende repræsentant for Nordkorea som har sat fod på amerikansk jord i næsten 20 år, og det faktum alene understreger, at parterne tager forhandlingerne særdeles alvorligt, siger Philip Khokhar.
- Det er på disse møder, at Pompeo skal overbevises om, at Nordkorea er seriøse, når de siger, at de vil afgive deres atomvåben.
Spørgsmål om Nordkoreas atomvåben er de helt centrale i forhandlingerne mellem USA og Nordkorea: Vil styret aflevere våbene? Hvor hurtigt skal det gå? Hvordan skal processen overvåges?
Dernæst følger naturligvis spørgsmålet om, hvad nordkoreanerne skal have til gengæld, og hvornår i processen, de kan høste gevinsten - for eksempel ved at sanktioner bliver lempet eller fjernet.
Med andre ord er det en vanvittigt kompliceret aftale, der skal stykkes sammen - noget, der normalt tager flere år, som vi så med den internationale atomaftale med Iran.
- Det her er en omvendt proces på grund af de to hovedpersoner Trump og Kim. De starter med finalen, og så vil man finde ud af undervejs, hvordan aftalen skal se ud.
Grænsen: Samme dagsorden
Sideløbende med forhandlinger i New York holder USA og Nordkorea møder i den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea.
Den amerikanske delegation ledes af ambassadør Sung Kim, der er tidligere topforhandler i kuldsejlede forhandlinger om Nordkoreas atomprogram.
Nordkorea repræsenteres af viceudenrigsminister, Choe Son Hui, hvis hårde retorik tidligere i forløbet fik Donald Trump til at aflyse topmødet med Kim Jong-un i Singapore.
Der er ikke sluppet meget ud om forhandlingerne i grænseområdet, men Philip Khokhar vurderer, at dagsordenen er omtrent den samme som i New York.
Singapore: Mit hotel er lige så stort som dit
Amerikanske og nordkoreanske diplomater på lidt lavere niveau har mindst lige så travlt i Singapore, hvor topmødet efter planen skal holdes, som deres kolleger i New York og på grænsen mellem de to koreaer.
- Singapore er en lille bystat, og det er en kæmpemæssig logistisk og sikkerhedsmæssig opgave, hvis og når USA's præsident og Nordkoreas diktator flyver ind, siger Philip Khokhar.
Dertil kommer det, korrespondenten kalder "symbolske udfordringer", som hvor mødet skal finde sted, og hvor hovedpersonerne skal bo.
- Det er svært at forestille sig, at Trump og Kim skal bo på samme hotel. Men så må man sikre sig, at den ene ikke bor på et hotel, som er meget finere end den anden. Det kan måske virke barnligt, men det er altså vigtigt, at parterne føler sig ligeværdige, og at det ikke er den slags, der spænder ben for en aftale.
Pyongyang: Rusland vil være med
Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, overbragte i dag de bedste ønsker fra præsident Putin, da han personligt mødte Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, i Pyongyang.
Rusland deler skæbne med Japan og Kina, når det gælder topmødet mellem USA og Nordkorea: De er ikke inviteret med, og det er de svært utilfredse med.
- Det er helt tydeligt, at nabolandene - især Japan og Kina - føler sig kørt ud på et sidespor. De føler grundlæggende, at de burde være med i en aftale. Rusland har ikke helt så mange interesser, men de har også grænse til Nordkorea og mener, at de burde tages med på råd.