Steffen Gram: Trump bliver en større og større belastning for Republikanerne

ANALYSE Presset øges på de republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus i takt med antallet af Trumps møgsager.

Præsident Donald Trump fyrede i sidste uge chefen for FBI, James Comey (t.h.). (Foto: © Saul LOEB, Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har for anden gang på blot en uge skabt furore i det politiske establissement i Washington D.C.

Først var det hans deling af tilsyneladende fortrolige oplysninger med den russiske delegation, som i mandags lagde vejen forbi Det Hvide Hus.

I dag er det så New York Times' historie om, at præsidenten efter sigende skulle have bedt den nu fyrede FBI-chef, James Comey, om at droppe en undersøgelse af præsidentens tidligere nationale sikkerhedsrådgivning.

Sagen har fået flere til at kræve en uvildig undersøgelse - mens andre kalder på en decideret rigsretssag.

Det afgørende midtvejsvalg

Og selvom der er langt fra udokumenterede påstande med en anonym kilde som afsender, til en formel sigtelse mod en præsident, så vokser sandsynligheden for sådanne vidtrækkende tiltag i takt med, at antallet af Trumps møgsager stiger og stiger.

Det vurderer DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

- For en uge siden så det utænkeligt ud, men i øjeblikket vil jeg sige, at præsident Trump og hans administration er ved at blive så stor en belastning for det republikanske parti, at der vil være mange af medlemmerne af Repræsentanternes Hus, der ved midtvejsvalget i 2018 kan se frem til at miste deres pladser, hvis det her fortsætter, siger han.

- Og derfor er der en gradvis skiftende holdning blandt republikanerne i Repræsentanternes Hus, hvor de begynder at sige, at det her nu er så stor en belastning for det republikanske parti, at det kommer til at ramme os meget, meget hårdt i 2018. Derfor står vi nu i en situation, hvor de siger "skal, skal ikke", siger han.

Skal, skal ikke

Selvom det ikke i første omgang ser ud til at udløse en rigsretssag, så er der større og større sandsynlighed for, at præsidenten kan forvente at blive set efter i sømmene af sine partikolleger, vurderer Steffen Gram.

- Jeg tror ikke, at der vil blive rejst tiltale i en rigsretssag mod ham i dag, men der kan blive tale om nedsættelse af en uafhængig undersøgelse af ham og af det, der er sket.

Men det hele vil afhænge af, om Trump vil udlevere de optagelser, der efter sigende eksisterer, af, hvad ham og Comey talte om, da de spiste middag sammen - altså sagen mod den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn.

Den republikanske formand for kontroludvalget i Repræsentanternes Hus, Jason Chaffetz, har allerede krævet, at FBI udleverer samtlige beviser i sagen - både Comeys memo, hvori det påstås at Trump bad Comey droppe sagen, samt at Det Hvide Hus udleverer alle eventuelle optagelser af samtalen.

Svært at tale sig udenom

Donald Trump har selv tidligere antydet, at der findes optagelser af hans samtaler med James Comey.

Afviser præsidenten at udlevere eventuelle optagelser i forbindelse med en officiel undersøgelse af sagen, vil Det Hvide Hus stå i en meget mere alvorlig situation end hidtil, fortæller Steffen Gram.

- For det første er det i sig selv uacceptabelt - det er uhørt, at en præsident blander sig i FBI’s undersøgelser og i det hele taget blander sig i, hvad Justitsministeriet agter at gøre. Og for det andet: Det øjeblik en eventuel undersøgelse går i gang, så vil man kræve bevismaterialet hentet frem.

- Hvis Det Hvide Hus afviser at udlevere bevismateriale i en given sag, så har Det Hvide Hus et problem. Så bliver det svært at se, hvordan Det Republikanske Parti kan tale sig udenom en større undersøgelse.