Langkilde om FBI-memo: Det ligner embedsmisbrug

Det er helt uhørt, hvis den amerikanske præsident har bedt politiet om at stoppe en efterforskning, siger korrespondent.

De tre hovedpersoner i sagen: Donald Trump, Michael Flynn og James Comey. (Foto: © REUTERS, Scanpix)

Det kan blive "meget alvorligt", hvis USA's præsident, Donald Trump, har bedt forbundspolitiet FBI's chef om at stoppe en undersøgelse af Trumps daværende nationale sikkerhedsrådgiver.

Sådan lyder vurderingen fra DR Nyheders USA-korrespondent, Johannes Langkilde, efter den seneste afsløring i den vildtvoksende sag.

Avisen New York Times og andre amerikanske medier fortæller, at den nu fyrede FBI-chef James Comey i februar skrev et memo efter et møde med Trump. Ifølge Comey bad præsidenten ham om at droppe en undersøgelse af Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

- Hvis det er rigtigt, så det er jo noget, der ligner en form for embedsmisbrug, siger Johannes Langkilde:

- Den indblanding er helt uhørt. Der er et armslængdeprincip, som betyder, at den slags kan man simpelthen ikke gøre som præsident. Så det vil nu blive undersøgt.

Det Hvide Hus afviser kategorisk beskyldningerne i en udtalelse.

En demonstrant ved Det Hvide Hus kræver en uafhængig undersøgelse af anklagerne mod Trump. (Foto: © Jim WATSON, Scanpix)

Dækket sin ryg

Michael Flynn blev fyret fra jobbet som national sikkerhedsrådgiver, fordi han havde talt usandt om sine forbindelser med Rusland under valgkampen. Fyringen fandt sted dagen før mødet mellem Trump og Comey.

"Jeg håber, at du kan se igennem fingrene med det her," sagde Trump ifølge memoet til FBI-chefen.

- James Comey har tilsyneladende være meget oprevet over mødet i Det Hvide Hus. Derfor har han skrevet den her note med det samme og delt den med nogle af sine nærmeste medarbejdere - simpelthen for at dække sin ryg, fortæller Johannes Langkilde.

Memoet var altså en slags forsikring, som dog ikke kunne forhindre, at Comey mistede sit job. Trump fyrede FBI-chefen tidligere på måneden, officielt efter anbefaling fra justitsministeriet, der kritiserede Comeys håndtering af sagen om Hillary Clintons brug af en privat e-mail-server, da hun var udenrigsminister.

Båndoptagelser

Donald Trump har tidligere antydet, at der findes båndoptagelser af samtaler mellem præsidenten og James Comey.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/863007411132649473

Efter den seneste afsløring er disse optagelser - hvis de altså findes - blevet endnu mere interessante. De kunne jo bevise eller modbevise udlægningen i James Comeys memo.

- Det kan jo være, at Trump bluffer, og det viser sig, at der ikke er nogen bånd. Men hvis der findes en optagelse, så har Kongressen mulighed for at få den udleveret. Der er jo flere undersøgelser i gang af Donald Trump - og flere af undersøgelserne har allerede bedt om at få båndene.