Det hører blandt de absolutte sjældenheder, at en fungerende forbundspolitichef bliver fyret.
Ikke desto mindre er det den beslutning, som USA's præsident, Donald Trump, tog i går, da han fyrede den nu forhenværende FBI-chef James Comey.
- Det er kun anden gang, det er sket, siden FBI blev grundlagt, så det er meget usædvanligt, lyder reaktionen fra DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.
Normalt sidder FBI-chefer i 10 år af gangen for at sikre politisk uafhængighed. Og sidste gang, at en FBI-chef blev fyret, var, da Bill Clinton fyrede William Sessions i 1993.
Og især timingen af James Comeys fyresedlen har sat gang i mange gisninger og konspirationsteorier blandt Trumps kritikere, fortæller Steffen Gram.
Forklaringer står i kontrast
Anklager om, at personer i Trumps kampagnestab skulle have samarbejdet med Rusland, har nemlig længe været en del af en større FBI-efterforskning.
Fyringen af Comey har derfor fået bekymringer om undersøgelsens fremtid til at blusse op blandt kritikkerne.
- Vi ved kun, hvad der står i brevet til Comey, men kritikerne taler om en form for konspiration: Hvis FBI's undersøgelse er kommet så tæt på, at nogle af Trumps folk for alvor er blevet bekymrede over deres sikkerhed og for deres fremtid, så kan de være gået til Trump og sagt, at nu er det tid at stoppe Comey.
- Det er det, som Trumps modstandere, Demokraterne, spekulerer i lige nu, siger Steffen Gram.
Men Demokraternes og andre kritikeres bekymringer står dog i dyb kontrast til den forklaring, som Trump har kommet med i forbindelse med fyringen.
- Den anden forklaring er, at Trump ikke er tilfreds med den måde, som Comey har behandlet Hillary Clintons e-mail-sag. En sag, som han ellers selv har nydt godt af, siger Steffen Gram.
Hvad betyder fyringen af James Comey så for den efterforskning, FBI har gang i?
- Det betyder, at Republikanerne mere eller mindre kan stoppe efterforskningen. Hvis de går ud og siger, at der ikke er nogen grund til at fortsætte, så kan et flertal i kongressen og den nye FBI-direktør lukke efterforskningen ned, siger han.
Kritikere kræver ny undersøgelse
Nyheden om fyringen har sat ekstra tryk på det krav, som Demokraterne og en række republikanerne længe har stillet:
De kræver er en uafhængig anklager, der skal kunne lede en ny efterforskning.
- Der er også republikanere, der er kritiske over for fyringen af Comey. Men spørgsmålet er, om der er nok republikanere til at gå sammen med demokraterne og skabe et flertal for at få en uafhængig anklager, siger Steffen Gram.
Det bliver derfor ikke en nem opgave at få etableret en ny efterforskning, når der samtidig findes et republikansk flertal i kongressen.
Og det er derfor endnu usikkert, hvad der vil ske i sagen, mener Steffen Gram.
- Sagen står sådan nu, at man kan risikere, at vi ikke får sandheden om undersøgelsen af Trump-kampagnens forhold til Rusland, til Putin og til den russiske ambassadør, siger han.
Kongressen har dog imidlertid også gang i en anden, sideløbende undersøgelse af sagen.
- Men den undersøgelse er drejet over til primært at fokusere på, om hvem der har lækket oplysninger om undersøgelsen snarere end selve substansen af undersøgelsen i et forsøg på at beskytte Trump, siger Steffen Gram.
Nixon-sammenligninger i kølvandet på fyring
Fyringen af FBI-chefen kommer i kølvandet på, at Trump i januar fyrede den fungerende justitsminister Sally Yates.
Fyringerne har fået kritikere til at pege på sammenfaldet med Watergate-skandalen, hvor den dengang siddende republikanske præsident, Richard Nixon, forsøgte at fyre den specielle anklager, der var sat til at undersøge ham og hans regering.
- Det gjorde Nixon for at forsøge at undertrykke den undersøgelse, der var i gang og dermed afsløringen af, at han havde misbrugt sit embede, siger Steffen Gram og fortsætter:
- Når man sammenligner med Watergate, så sammenligner man, at en præsident under skandalen forsøgte at undertrykke enhver form for undersøgelse af og afsløring om, at han havde misbrugt sine beføjelser – det er der, at sammenligningen ligger, siger Steffen Gram.
Forstå fyret FBI-chefs rolle i e-mail-sag
- •
I marts 2015 afslører New York Times, at Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, i sin tid som udenrigsminister benyttede en privat e-mailserver i embeds medfør.
- •
I juli 2015 meddeler regeringens efterforskere, at der er fundet hemmeligstemplede oplysninger i nogle af e-mailene. Herefter indleder FBI en efterforskning af sagen.
- •
I juli 2016 bliver FBI færdig med sin efterforskning af sagen. Det bliver konkluderet, at Hillary Clinton har håndteret de hemmelige oplysninger "ekstremt skødesløst", men at hun har gjort det i god tro. Der bliver ikke rejst sigtelse mod hende.
- •
I august 2016 oplyser FBI, at der er fundet yderligere næsten 15.000 e-mails i forbindelse med undersøgelsen af Hillary Clintons server, computer og telefoner.
- •
28. oktober 2016 - 11 dage inden præsidentvalget 8. november-orienterer FBI-direktør James Comey en række medlemmer af Kongressen om interessen for nogle af de nye e-mails.
- •
De seneste e-mails er fundet på en computer under efterforskning af den tidligere demokratiske politiker Anthony Weiner. Computeren tilhører Weiners kone, Huma Abedin, som er rådgiver for Clinton.
- •
6. november 2016 - to dage før valget - orienterer James Comey Kongressen om, at FBI ikke mener, at de pågældende e-mails ændrer ved, at Clinton ikke skal retsforfølges.
- •
Fire dage efter valget - 12. november 2016 - giver Clinton direkte Comey skylden for, at hun har tabt valget til Donald Trump.
- •
4. maj 2017 afgiver James Comey vidneforklaring for en undersøgelseskomité i Kongressen i en sag om mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.
- •
9. maj 2017 oplyser vicedirektør i FBI Gregory Brower i et brev til Senatets efterretningskomité, at Comey under høringen 4. maj er kommet med uklare udtalelser.
- •
De uklare udtalelser handler om, at Comey har overdrevet antallet af e-mails, som tidligere Hillary Clinton-rådgiver Huma Abedin har videresendt til sin mand Anthony Weiners bærbare computer.
- •
Comey sagde under høringen i sidste uge, at Abedin med vilje havde sendt tusindvis af e-mails videre. Men ifølge embedsmænd er det sket automatisk via et backupsystem på Huma Abedins telefon.
- •
9. maj 2017 fastslår vicejustitsminister Rod Rosenstein i en skrivelse til sin chef, justitsminister Jeff Sessions, at han "ikke kan forsvare" Comeys håndtering af e-mailsagen.
- •
På baggrund af deres anbefalinger fyrer præsident Donald Trump James Comey. I et opsigelsesbrev skriver Trump, at han ikke mener, at Comey er i stand til effektivt at lede FBI. Kilder: Ritzau, New York Times, TT, Reuters og CNN