Først kaldte Donald Trump ham modig for at genåbne Hillary Clintons email-sag lige inden præsidentvalget, så beskyldte han ham for at være "den bedste ting, der nogensinde er sket for Hillary Clinton", og i nat fik FBI-chef James Comey så en fyreseddel af præsidenten.
Fyringen kom som en overraskelse for de fleste, og den pludselige beslutning fra præsidenten har sat fut i spekulationer om, hvorvidt Det Hvide Hus blot ville af med Comey.
FBI-chefen stod nemlig i spidsen for en officiel undersøgelse af påståede forbindelser mellem Trumps stab og Rusland under den amerikanske valgkamp.
Men hvem er det amerikanske forbundspolitis kontroversielle chef, der har bragt sindene i kog hos skiftevis Republikanere og Demokrater, og nu er havnet i unåde hos selveste præsidenten - egentlig?
Den russiske forbindelse
Comeys undersøgelse blev sat i gang efter afsløringen af forbindelser mellem Trumps daværende sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, og Rusland. Afsløringen førte i februar til Flynns afskedigelse.
Flynn havde ellers påstået, at han ingen kontakt havde haft til Rusland, inden det kom frem, at han havde holdt flere møder med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislijak, i perioden fra valget i november til indsættelsen af Donald Trump i januar.
Samtidig kom det frem, at flere af Trumps kampagnemedarbejdere har været i kontakt med selvsamme ambassadør under valgkampen, ligesom der også er etableret kontakt med flere prominente, russiske virksomheder, blandt andet oliegiganterne Gazprom og Rosneft.
Comey har også vakt præsidentens mishag ved at afvise, at der var nogen dokumentation, som understøttede Trumps påstande om, at tidligere præsident Barack Obama havde aflyttet Trumps telefoner under valgkampen.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/837996746236182529
"Hvor lavt kan præsident Obama synke, når han aflytter mine telefoner under den meget hellige valgproces. Dette er Nixon/Watergade. Meget slem (eller syg) fyr!, skrev præsident Trump i et tweet.
- Vi har ingen informationer, der understøtter de tweets, lød svaret fra James Comey.
Det var dog ikke Comeys rolle i undersøgelsen af den russiske forbindelse, der ifølge Det Hvide Hus resulterede i en fyring, men derimod hans håndtering af sagen om Hillary Clintons email-sag. Men det vender vi tilbage til.
Martha Stewart og Bill Clinton
Selvom den to meter høje nu forhenværende FBI-chef blot er 56 år gammel, så har han tre årtiers erfaring i de højeste politiske og retslige kredse.
En tidligere studiekammerat har beskrevet Comey, som "en kæmpe af en mand, der har fortjent sit job og sit omdømme gennem et helt livs tjeneste".
Han har tidligere bestredet markante poster og har blandt andet siddet som statsanklager i South District i New York. I 2003 indtrådte han som vicejustitsminister - en post, han sad i fra 2003 til 2005.
Under sin første periode som vicejustitsminister førte han blandt andet svindelsagen mod tv-personligheden Martha Stewart, ligesom han også tog teten i den statslige udredningen af den tidligere præsident Bill Clintons benådning af forretningsmanden Marc Rich.
Comey havde også ansvaret for en hel række terrorrelaterede sager og sager om svindel i toppen af det amerikanske erhvervsliv, men gjorde sig særligt bemærket, da han i 2004 trådte ind som stedfortræder, da hans daværende chef, John Ashcroft III, blev syg og indlagt på intensiv.
Her intervenerede Comey, da topembedsmænd fra Bush-administrationen forsøgte at få den sengeliggende Ashcroft til at underskrive en kontroversiel udvidelse af det eksisterende overvågningsprogram - en udvidelse, som justitsministeriets advokater havde vurderet som værende ulovlig.
De to embedsmænd måtte forlade hospitalet med uforudrettet sag, Comey truede med at sige op, og i sidste ende opgav Det Hvide Hus kravet om udvidelsen af programmet.
I sin fritid dyrker James Comey cykling, squash, og så underviser han på søndagsskole.
Det private erhvervsliv
Efter tjansen i justitsministeriet arbejdede Comey i en årrække i det private erhvervsliv - først som chefjurist og seniorvicepræsident ved virksomheden Lockheed Martin, som blandt andet sælger kampfly til det amerikanske luftvåben, og siden som chefjurist i investeringsvirksomheden Bridgewater Associates.
I starten af 2013 forlod han Bridgewater Associates for at forske i national sikkerhedslovgivning ved Columbia Universitet.
I efteråret 2013 udpegede Barack Obama James Comey som den 7. chef for FBI - en stilling, der normalt varer 10 år.
Ved udnævnelsen sagde Obama disse ord om Comey:
- At kende Jim Comey er at kende hans brændende selvstændighed og hans dybe integritet.
Sagen om email-serveren
Trods en lang og respektabel karriere vil de fleste nok alligevel tænke på sagen om Hillary Clintons emails, når de hører navnet på den nu forhenværende FBI-chef.
Hele to gange under den amerikanske valgkamp valgte James Comey nemlig at bringe sagen om den demokratiske kandidats brug af en privat emailserver under hendes tid som udenrigsminister på bordet.
I juli 2016 lukkede han den verserende sag og meddelte, at der ingen sigtelser ville blive rejst, og i november, blot 11 dage før amerikanerne skulle til valgurnerne, åbnede han sagen igen på grund af "nye oplysninger".
Det første vakte vrede hos republikanerne, mens det andet skabte furore i det demokratiske bagland, som siden har klandret Comey for at påvirke valget til Trumps fordel og dermed koste Clinton sejren.
To fjer blev til hundrede og tusinder
Det er da også Comeys håndtering af sagen, der ifølge Det Hvide Hus nu har kostet ham jobbet.
Afskedigelsen sker efter James Comey i sidste uge forelagde fejlagtige informationer om sagen under en høring i Senatet.
Her sagde han blandt andet, at Clintons rådgiver Huma Abedin havde sendt "hundrede og tusinder" af emails, "nogle af dem indeholdende klassificerede oplysninger" - men i virkeligheden var der tale om blot to emailkorrespondencer.
Ifølge præsidentens begrundelser er Comey på grund af sin håndtering af sagen ikke længere i stand til at varetage funktionen som chef for FBI. Det på trods af, at selvsamme håndtering tidligere har fået Trump til at kalde ham "modig".
Opsigelsen af James Comey sker efter anbefaling fra USA's justitsminister og træder i kraft øjeblikkeligt. Det forventes, at Comey vil blive afhørt om undersøgelsen af den russiske forbindelse allerede i morgen.
Kilder: BBC, New York Times, The Independent, FBI.gov, Whitehouse.gov, Politico, Vanity Fair.