Brisen tager fat i gardinet, der stadig hænger på tredje etage af en ruin. Jeg kan se ind i stuen og alle de andre hjem i bygningen, der delvist er faldet sammen. I de generobrede kvarterer i Raqqa hersker tomheden og de efterladte, bombede lejlighedskomplekser. Der findes ikke et menneske, undtagen de soldater, der har fået ordre om at kæmpe og kigge ud af huller gennem væggene for at holde øje med fjendens snigskytter.
En jernring er slået om terrororganisationen Islamisk Stat i centrum af byen - de sidste 35 procent, de stadig kontrollerer - og hvor de forhindrer civile i at trænge ud af krigszonen, der især om natten i det buldrende mørke er uhyggelig, når koalitionens bomber og kampe runger mellem husmurene.
Raqqa nåede at have status som en hovedstad i fire år. Ikke på den sædvanlige facon som i alverdens stater. Men som hjertet af Islamisk Stats selvbestaltede kalifat.
ISIS-krigere synliggjorde deres dominans, da de 14. maj 2013 likviderede tre mænd på Raqqas offentlige plads ved klokketårnet under anklage for at spionere for det syriske regime.
Siden udførte IS korsfæstelser og ophængte afskårne hoveder på offentlige pladser. De holdt og solgte både sexslaver og udenlandske gidsler i Raqqa og ekspanderede deres magtbase herfra til andre områder af Syrien og Irak.
Det er på en base sydøst for byen, at den berygtede britiske IS-fangevogter bedst kendt som Jihadi John holdt 24 udenlandske gidsler tilfangetaget inklusive den danske fotograf Daniel Rye.
Raqqa var i flere år terrororganisationens sikreste helle, hvor den satte en brutal dagsorden for borgernes liv. Nu er det et spørgsmål om uger eller få måneder, før kalifatets hovedstad bliver fortid.
Det ensomme gardin blafrer i den ødelagte stue som et varsel om, hvad der står tilbage af Raqqa, når krigen er slut. Ikke desto mindre er nye konflikter under opkog og vil tage over, når Raqqa er generobret. Et hurtigt kig på koalitionens og Vestens allierede, der kæmper på jorden mod IS, afslører en kompleks krig, der går langt ud over bekæmpelsen af Islamisk Stat.
Ved fronten i Raqqa bliver der blandt soldaterne talt to forskellige sprog. Arabisk og kurdisk. Rygsøjlen i koalitionens allierede, Syriske Demokratiske Styrker (SDF), er den syrisk, kurdiske milits YPG, der består af kurdiske såvel som arabiske soldater fra det semiautonome kurdiske område Rojava i det nordøstlige Syrien. Derudover består SDF af forskellige arabiske grupperinger, blandt andet soldater fra Den Frie Syriske Hær.
Jeg har ikke været længe i Raqqa, før jeg også hører et tredje sprog. Jeg møder både mandlige og kvindelige kurdere, der taler tyrkisk. De tilhører PKK i Tyrkiet, som YPG er affilieret med og som er på EU’s og USA’s terrorliste.
På den vis er koalitionens allierede på jorden i Raqqa et særdeles kontroversielt og varmt emne i Nato-landet Tyrkiet, der også er en del af den internationale koalition, men som længe har været imod YPG’s kraftige aftryk i den alliance, som USA er afhængig af og har skabt for at kunne bekæmpe IS i Raqqa.
Siden borgerkrigen i Syrien begyndte for over seks år siden har kurderne i det nordøstlige Syrien udnyttet situationen og opbygget et lokalstyre, militær og politi og indført det ellers tidligere forbudte kurdiske sprog i skolerne, og Tyrkiet har flere gange bombet kurdiske styrker i Syrien.
Når koalitionens talsmænd taler om de allierede på jorden i Raqqa, benævner de dem udelukkende som SDF. Men på soldaternes skuldre sidder det gule YPG-mærke side om side med mærkatet, hvor der står Syriske Demokratiske Styrker.
YPG’s kamp i Raqqa handler ikke kun om at bekæmpe IS, men også om efterfølgende indflydelse i byen og et forsøg på at holde regimets sikkerhedsapparat ude og forhindre en tilbagevenden til tiden, inden revolutionen og krigen i Syrien begyndte i 2011. Eller som en YPG-soldat udtrykker det:
- Inden længe kan det være, vi skal kæmpe mod regimet.
Fem kilometer fra fronten i centrum af Raqqa bor vestlige soldater fra koalitionen på en base.
Der er mere end adgang forbudt for journalister, men jeg kan titte ind i gården, hvor amerikanske soldater løbetræner. Amerikanernes tilstedeværelse på jorden i Syrien er mere synlig, end de vil stå ved officielt.
De kører på vejene i deres militærkøretøjer, de bor på deres karakteristiske baser med projektørlys og store sandsække, og de eksisterer ved fronten i Raqqa. Lidt længere mod sydøst omkring byen Deir Azzor befinder sig russiske soldater, der støtter det syriske regime sammen med Iran. Ifølge Pentagon bombede russiske fly forleden de USA-støttede SDF-styrker tæt på Deir Azzor, en anklage som Rusland afviser.
Ikke desto mindre understreger det kompleksiteten i krigen i Syrien, der langt fra kun handler om krigen mod Islamisk Stat, og hvor forholdene for at skabe fred har svære kår - også når IS er ude af Raqqa.
I takt med at Islamisk Stat bryder sammen i Raqqa, kommer nogle af IS-kalifatets tilrejsende udenlandske borgere til syne. I en flygtningelejr i byen Ain Issa bor 16 hustruer til IS-krigere og deres tilsammen 32 børn. En del af dem er udlændinge. Her er en tysk kvinde samt en 23-årig kvinde fra Holland.
De bor modsat de andre af teltlejrens flygtninge i deres egne rum ved siden af det lokale, hvor afhøring af IS-krigere foregår. Langskæggede mænd sidder på de hvide fliser på gulvet og venter på at blive afhørt.
Den hollandske kvinde er fuldt tildækket inklusive hendes hænder, der er stukket i et par sorte handsker. Hun sidder med sin et-årige søn på skødet og er kommet ud af Raqqa for en uge siden. I fire år har hun levet i Raqqa, efter at hun stak af med en veninde fra Holland for at bosætte sig i IS-territorium.
- De tror, der er en bombe i min håndtaske, siger hun og kigger ned på sin lille, firkantede taske, der står på gulvet, mens hun skeler mod lejrens ansvarlige.
Kvinderne er tilbageholdt, men kan gå frit rundt i lejren. De venter på enten at blive sendt hjem eller blive ført for retten. Den hollandske kvinde, der ikke vil oplyse sit rigtige navn, vil gerne tilbage til Holland.
- Jeg savner Gouda-ost, siger hun.
Da hun tog afsted fra Holland, hvor hun er født og vokset op, brød hun sig ellers ikke om livet i det hollandske. Hun var begyndt at studere psykologi, men droppede ud, og da hun nåede Raqqa, blev hun gift med en belgisk IS-kriger, hun kendte på forhånd.
Omverdenen misforstår Islamisk Stat, påstår hun.
- Jeg havde det fantastisk. Jeg var træt af stress og jag i Holland, og måden vi lever på, hvor vi arbejder fra otte til fem hver dag. I kalifatet sad jeg mest indenfor, lavede mad og studerede koranen. Jeg lærte så meget, fortæller hun.
Hun er frataget sin mobiltelefon og kan ikke ringe hjem til familien i Holland. Hendes mand er i fængsel, men hun ved ikke hvor. Hun brokker sig over forholdene i lejren, omend hende og de andre hustruer til IS-krigere bor mere komfortabelt end flygtningene i telte.
I fronten i Raqqa står en anden type kvinder. De kurdiske soldater, der kæmper på lige fod med mændene, har sat deres lange hår op i hestehaler.
Da jeg overnatter den første nat på den lange rejse fra Erbil i Irak til Raqqa i Syrien på en base i Ain Issa, sover jeg i en seng med billeder hængende på væggen over mit hoved af deres faldne kammerater. To af kvinderne gennemgår dem, peger og nævner deres navne og minderne. På billederne smiler unge kvinder, der har mistet livet i krigen mod Islamisk Stat.
I den forreste front står en enhed af kvinder, som holder skansen 100 meter fra IS. De holder øje med fjenden gennem huller i muren og kan se et flosset IS-flag vaje nede ad gaden. Deres kamp er også en hævn over IS’ behandling af især yazidi-kvinderne, der er blevet holdt som sexslaver i kalifatet. De jubler, når der lyder et flyangreb fra koalitionen og en af dem siger:
- Om natten ligner det tordenvejr, så mange angreb er der.
Efter jeg en aften har lagt mig til rette på en madras på et tag i udkanten af Raqqa med udsigt til en klar stjernehimmel, begynder det tordenvejr, soldaten påstod kom forbi om natten.
Intensive bombardementer lyder over Raqqa og oplyser himlen i korte glimt i horisonten. Derinde i det buldrende mørke, hvor der ingen elektricitet er eller mobilforbindelse til verden, lever omkring 25.000 civile, der er fanget i krigen med ringe muligheder for at nå ud i sikkerhed. De lever - ligesom IS - omringet og isoleret af styrkerne.
Næste morgen møder jeg nogle af de få, der formåede at komme ud af Raqqa samme nat. Nogle af dem er dehydrerede og sårede. De flygtede fra hus til hus med deres babyer, gemte sig i udbombede bygninger og sneg sig forbi snigskytter.
De ser nærmest overraskede ud over stadig at være i live.