Puk Damsgård i Raqqa: Krigen har ædt sig ind i hjertet af Islamisk Stats kalifat

Som det første danske medie har DR besøgt Raqqa, der er terrororganisationen Islamisk Stats højborg i Syrien.

Tusindvis af civile sidder lige nu fanget under bombardementer i Raqqa, der har været Islamisk Stats (IS) hovedstad i fire år.

I øjeblikket æder krigen mod IS sig ind mod centrum, hvor terrororganisationen er omringet. Den kontrollerer kun de sidste 35 procent af byen, der har udgjort IS-kalifatets hjerte.

Omkring 25.000 civile menes at være fanget bag den jernring, styrkerne på jorden har slået om IS, mens der i de generobrede områder er tomt i ruinerne.

I årevis har terrororganisationen udført korsfæstelser og likvideringer på byens åbne pladser og tvunget befolkningen til at leve under et rigidt regelsæt med brutale afstraffelser. Det var også nær Raqqa, at den britiske IS-kriger kendt som Jihadi John holdt 24 udenlandske gidsler tilfangetaget i månedsvis. Et af de gidsler var den danske fotograf Daniel Rye.

Mørklagt om natten

Voldsomme kampe udspiller sig i Raqqa, og især om natten bomber den internationale koalition massivt fra luften.

De tilbageværende civile har ingen adgang til elektricitet, så byen er mørklagt om natten, mens bombardementerne står på. Desuden er der i Raqqa ingen forbindelse til omverdenen. Mobilnettet virker ikke, og det er en farefuld færd for de civile at forsøge at komme ud af krigszonen.

Koalitionens allierede på jorden er de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), der er en alliance bestående af en bred vifte af arabiske og kurdiske soldater.

Rygsøjlen i alliancen udgøres af den syrisk, kurdiske milits YPG. I den kæmper også kvinder, som befinder sig i fronten ganske få meter fra IS, som de beskyder gennem huller i murværket.

DR har mødt en dansker, der kæmper sammen med YPG i Raqqa.

Se hele indslaget fra 21 Søndag øverst i artiklen. De næste dage kan du følge DR's rejse til Raqqa på dr.dk.