Politiet jagter stadig motiv bag USA's værste masseskyderi i nyere tid

Politiet har fundet 32 våben på gerningsmandens hotelværelse i Las Vegas.

Det var fra 32. etage på Mandalay Bay Hotel og Casino i Las Vegas, at Stephen Paddock skød og dræbte mindst 59 koncertgæster. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

Det er stadig uvist, hvad der fik den 64-årige pensionist Stephen Paddock til at skyde og dræbe mindst 59 personer og såre yderligere 527 fra et hotelvindue på Mandalay Bay Hotel og Casino i Las Vegas.

Det fortæller DR’s USA-korrespondent, Steffen Kretz, som lige nu befinder sig på 17. etage af hotellet i den amerikanske storby.

- Det lokale politi er sammen med FBI i gang med at kortlægge hvad, der skete i værelset på 32. etage, men indtil videre har man intet motiv. De har forsøgt at grave i hans fortid, men han har ikke tidligere stukket hovedet frem, fortæller Steffen Kretz og fortsætter:

- Han var hverken aktivistisk eller aktiv i en politisk bevægelse, så myndighederne er stadig på bar bund.

Glad for at gamble

Skyderiet fandt sted sent søndag aften lokal tid, og det bliver betegnet som det værste masseskyderier i nyere amerikansk historie.

Stephen Paddock nåede at skyde uhindret mod de 22.000 mennesker, der var samlet til en countrykoncert på en plads ved hotellet, i 10-15 minutter, før politiet fik stormet hans værelse.

Her havde Stephen Paddock ifølge lokalpolitiet i Las Vegas angiveligt begået selvmord.

Den 64-årige amerikaner var ifølge sin bror, Eric Paddock, en forholdsvis velhavende mand, som havde tjent sine penge på ejendomshandel.

Han boede sammen med sin 62-årige kæreste i et pensionist- og golfområde i byen Mesquite, der ligger 130 kilometer uden for Las Vegas, og han kunne godt lide at bruge sin fritid med at spille poker på byens mange casinoer.

Ifølge Steffen Kretz var han kendt for at spille for 10.000 dollar – godt 63.000 kroner – af gangen.

23 våben på værelset

Men selvom han ikke tidligere havde været i politiets søgelys, tyder meget på, at han havde forberedt skyderiet til mindste detalje, fortæller Steffen Kretz.

- Politiet har fundet 23 våben i ti forskellige kufferter på hans hotelværelse, så der var nok til at starte en mindre krig. Derudover fandt myndighederne 19 våben og eksplosiver, da de ransagede hans to hjem i Nevada, fortæller han.

Derudover fandt de stativer til maskingeværerne samt værktøj, som han brugte til at skære to huller i det tykke hotelvindue.

Det var fra dette værelse på 32. etage af Mandalay Bay-hotellet, at det 64-årige Stephen Paddock skød og dræbte mindst 59 personer. (Foto: © mark Ralston, Scanpix)

Spørgsmålet er nu, hvordan han fik smuglet de mange våben ind på Mandalay Bay-hotellet uden at vække opsigt, fortæller Steffen Kretz.

- Jeg har talt med sikkerhedsfolkene på hotellet, og hvor sikkerheden normalt er vældig god. Stephen Paddcock checkede ind på hotellet i sidste uge med sin almindelige bagage, siger han og fortsætter:

- Han havde efterfølgende adgang til hotellets parkeringskælder, hvor han kunne tage elevatoren direkte op til 32. etage, hvor hans værelse lå. Det er sådan, man formoder, at han fik smuglet våbnene ind.

Kø ved blodbankerne

Normalt er Las Vegas en levende og festlig by med tusindvis af turister, som kommer til byen for at blive underholdt.

Men ifølge Steffen Kretz er det tydeligt at mærke, at alle er stærkt påvirkede af skyderiet.

- Alle taler om det her i byen. Folk er chokerede, for mange hørte selv skuddene, og mange kender folk, der selv var med til koncerten. Så det er en by, der i den grad er i sorg over det, der er sket, siger han.

Derudover har der været kø ved byens blodbanker.

- Jeg har talt med en af lederne, og på en normal dag får de 1.200 opkald. Men allerede mandag morgen havde de fået 16.000 opkald fra folk, der gerne ville donere blod til ofrene, siger han.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59d24eb9a11f9f1f240dd020