Gerningsmand skød uhindret i 10 minutter mod 22.000 tilskuere

Fra et hotelværelse på 32. sal dræbte en 64-årig mand 59 mennesker og sårede 527 i et af de drabeligste skyderier i USA's nyere historie.

Koncertgængere flygter over et sikkerhedshegn ved koncerten med Jasen Aldeau, der blev afbrudt af det drabeligste masseskyderi i USA's nyere historie. (Foto: © David Becker, Scanpix)

Monique Dams stod i sjette række til en koncert med country-artisten Jasen Aldeau, der spillede ved det populære hovedstrøg The Strip i Las Vegas.

Pludselig var der nogle lyde, der forstyrrede koncertoplevelsen. Klokken havde lige passeret 22 i Nevada, da hun hørte en flaske, der blev smadret mod jorden. Kort efter kunne hun høre fyrværkeri.

Men det var ikke ting, der hører med til en velbesøgt koncert, hun hørte. Det var starten på et af de drabeligste masseskyderier i USA's nyere historie.

På det nærliggende Mandalay Bay Hotel havde en 64-årig mand indlogeret sig på et værelse på 32. etage. Hvad Monique Dams troede var lyden af fyrværkeri, viste sig kort efter at være lyden af skudsalver fra en automatisk riffel, der blev affyret mod menneskemængden på The Strip.

Den 64-årige mand havde ifølge myndighederne brugt et hammerlignende redskab til at slå huller i vinduerne på hotelværelset. Herfra tog han nu sigte og begyndte at skyde mod menneskemængden.

Musikken stoppede kortvarigt efter den første runde af skud, fortæller 36-årige Kodiak Yazzie. Musikken blev startet igen, indtil den anden runde kugler begyndte at fare gennem luften, og synet af lysglimt fra våbnet trådte frem i aftenmørket.

- Vi kunne høre, at skuddene kom fra vest - fra Mandalay Bay. Vi kunne se et lysglimt. Lysglimt, lysglimt, lysglimt, siger Kodiak Yazzie.

Nede på The Strip var der næsten ikke noget at gemme sig bag. Der var ingen nem vej at flygte, mens skuddene faldt. Ofre faldt til jorden, mens folk flygtede i panik. Nogle gemte sig bag udsmykningen på pladsen, mens andre gemte sig under parkerede biler.

Skudt sig selv

I ti til 15 minutter blev der skudt.

Danske Malene Frejvald havde barrikaderet sig på sit hotelværelse på det nærliggende hotel Desert Rose sammen med 25 andre, der var flygtet fra skyderierne.

- Vi kom lige ind ad døren, og to minutter efter kunne vi bare høre, at der blev skudt med et automatvåben. Vi sidder sammen med en, der er i militæret. Han fik det til fire omgange af 54 skud, siger hun.

Malene Frejvald sad på et hotelværelse på Hotel Desert Rose ikke langt fra Mandalay Bay Hotel and Casino, hvor skuddene kom fra.

Med et forsvandt lysglimtene og lyden af skud, der bliver løsnet. I stedet lød sirener og blå blink fra politibiler og ambulancer lyste op på pladsen.

Et hold af betjente havde tvunget sig adgang til værelset på 32. sal på Mandalay Hotel, hvor de fandt den 64-årige Stephen Craig Paddock, der havde boet på værelset siden torsdag. Da politiet fandt ham, havde han tilsyneladende skudt sig selv. På hans hotelværelse fandt politiet ti rifler.

Den nyligt pensionerede mand var ikke tidligere kendt af politiet. Men søndag aften tog han livet af mindst 59 personer. 527 er blevet såret og har modtaget behandling på hospitaler. Politiet mener, at han handlede alene, men ved ikke, hvad motivet bag massakren er.

- Jeg kan ikke sætte mig ind i tankerne hos den psykopat, siger den lokale sherif, Joe Lombardo.

Ren ondskab

De mange skud og stormløbet ved The Strip oversvømmede nærmest de nærliggende skadestuer, hvor alle senge på alle stuer og alle gange blev taget i brug.

Myndighederne i Las Vegas har opfordret borgere til at donere blod, og der er blevet oprettet en hotline, for at folk kan blive meldt savnet og for hurtigere at kunne identificere de mange sårede og dræbte.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, holdt i dag tale for nationen. Her kaldte han skyderiet for en "handling af ren ondskab".

- Alle sørger og beder for dem, der har mistet et barn, en mor og far, en bror, en søster. Til familierne, der har mistet, vi beder for jer og vi er her for jer, og vi beder Gud om at hjælpe jer igennem. Til at ære dem, der har mistet livet, flager vi på halvt i dag.

Vanessa og Philip Dyer var rejst fra Lowestoft i England for at blive gift i Las Vegas søndag aften. De var ude og fejre deres ægteskab, da de hørte de første skudsalver.

- Vi vil aldrig glemme den aften, vi blev gift. Men det er alle de forkerte grunde, siger Philip Dyer.

Kilder: AP, CNN, DR, Washington Post

Opdateret tirsdag klokken 08.00 med seneste tal på antallet af sårede og dræbte.