Tag din riffel med på baren, mens du drikker dig en øl. Eller gå på casino med dit automatvåben.
Delstaten Nevada, hvor det største masseskyderi i nyere amerikansk historie fandt sted, har en af de mest slappe våbenlovgivninger i hele USA.
Mindst 58 blev dræbt og flere end 500 såret, da en 64-årig mand fra Nevada åbnede ild på et hotel mod en udendørskoncert i Las Vegas søndag aften klokken 22 lokal tid.
I Nevada kræver det ikke nogen tilladelse at købe et skydevåben. Våbnet skal ikke registreres, og det må bæres åbent mange steder som for eksempel på Las Vegas' hovedgade The Strip.
273 masseskyderier på 275 dage
Men der er intet, der tyder på, at våbenloven bliver strammet i kølvandet på det voldsomme angreb, siger Anders Agner Pedersen, redaktør på det USA-fokuserede netmedie Kongressen.com til Orientering på P1.
- Hver gang det sker et masseskyderi siger våbenkritikerne, at det beviser, at vi er nødt til at stramme lovgivningen. Men tilsvarende siger våbenlobbyen, at det handler om at være bedre bevæbnet, så de kan stoppe de gale mennesker. Og så sker der ikke noget, sige han.
Tragedien i Las Vegas er det 273. masseskyderi i USA i år.
Det skriver hjemmesiden Gun Violence Archive, der overvåger våbenkriminalitet i USA.
Et masseskyderi defineres som når fire personer eller flere bliver skudt på samme tid eller sted.
https://twitter.com/GunDeaths/status/914850284605554693
I løbet af årets 275 første dage har de 273 masseskyderier fundet sted i 36 forskellige delstater.