Bygningen er nærmest helt udbombet. Murbrokker og cementstykker ligger spredt på jorden, mens samtlige vinduer er blæst ud.
Men under bygningen gemmer sig en underjordisk verden. En verden af lange tunneller med elektricitet og vand – og nogle steder brede nok til, at biler og kampvogne kan køre igennem.
Jeg er i bydelen Jobar i det østlige Ghouta i Syrien. Et område øst for hovedstaden Damaskus, som i over fem år var kontrolleret af forskellige oprørsgrupper og ekstremister. I april i år generobrede det syriske styre området, efter at de væbnede grupper i området overgav sig og blev kørt til Idlib-provinsen i det nordlige Syrien.
Under ruinerne åbner tunnellerne sig
Nu er der ikke længere kampe i forstaden, og jeg har fået tilladelse af det syriske styre til at se oprørsgruppernes underjordiske tunneller.
To syriske soldater, som ikke vil interviewes, viser mig indgangen til et af tunnelsystemerne. På en stålbjælke over tunnelen hænger nu et billede af Syriens præsident, Bashar al-Assad, men i flere år var det oprørere, som byggede og brugte de underjordiske veje her.
Temperaturen falder et par grader, da jeg går ned af de tilsyneladende endeløse gange. Lokale kilder fortæller mig, at tunnellerne i alt går flere kilometer rundt i labyrintiske net af veje under jorden.
Biler og hospitaler under jorden
Der er ingen elektricitet i denne del af tunnel-netværket, men med min lommelygte kan jeg se en parkeret bil i et hjørne i tunnellen. Tunnellerne er flere steder lavet brede nok til, at biler og pickuptrucks har kunnet køre rundt hernede.
Et andet sted slår tunnelen et knæk, inden et felthospital dukker op. På metalborde ligger stadig uåbnede kanyler, gazebind og medicinflasker.
Lidt derfra hører jeg lyden af vand. I et indhak i tunnellens side går et plastikrør flere meter ned til, hvad der ligner grundvand. Tunnellerne er designet til, at oprørerne kunne leve hernede i lange perioder.
Inden jeg farer vild i de snørklede tunnelsystemer, går jeg tilbage mod dagslyset i de udbombede ruiner.
En by under byen
Jeg kører videre i en firehjulstrækker over landjorden mod bydelen Douma et par kilometer østpå. Bydelen blev ramt med tøndebomber og granater, ligesom der også er anklager om brug af kemiske våben i byen fra det syriske styres side.
Imens bomberne faldt, kunne de væbnede grupper stadig bevæge sig rundt her under jorden uden at blive set af det syriske styres helikoptere og jagerfly.
Ved et lille hospital i en kælder i byen, åbner sig indgangen til den største oprørstunnel, jeg nogensinde har set. Den er bygget af oprørsgruppen Jaish al-Islam. Den islamistiske gruppe, der - ligesom det syriske styre - har begået en række voldsomme overgreb i krigens løb, byggede nærmest en by under byen.
Tunnellerne her er flere meter høje og siderne er forstærket med stål- og metalvægge. Gruppens tunneleksperter har endda lagt elektricitet og sat lys op i de lange gange, som er flere meter brede mange steder. De fleste steder er underlaget bare jord, men flere steder er der lavet deciderede veje med beton og fliser som belægning.
Nye tunneller bygges stadig
De brede gange deler sig flere steder. Nogle steder er der små kontorer og opholdsrum, hvor der stadig ligger støvede madrasser og notesbøger tilbage. Ifølge andre journalister, der har besøgt tunnellerne, byggede gruppen også fængselsceller under jorden, hvor de holdt deres modstandere indespærret.
Dem når jeg dog aldrig at finde, da jeg efter et stykke tid begynder at miste orienteringen i labyrinten under jorden og går tilbage mod udgangen.
Oprørsgrupperne, der byggede de enorme tunneller, blev som en del af en aftale med det syriske styre kørt i busser til det nordlige Syrien. Et område, som ventes at blive det næste mål for en offensiv fra det syriske styre og dets allierede.
Ifølge flere kilder har de forskellige grupper i det nordlige Syrien i lang tid arbejdet på tunneller i det område også. Mens de forbereder sig på borgerkrigens næste slag.