Omverdenens øjne er i særlig grad rettet mod Iran i dag.
Her slutter 40 dages sørgetid nemlig for frihedssymbolet Jina Mahsa Amini, der i sidste måned døde i moralpolitiets varetægt, hvilket antændte de seneste ugers store folkelige protester på tværs af Iran.
I løbet af dagen har tusinder af iranere blandt andet strømmet til gravstedet, hvor hun er begravet i den nordvestlige by Saqqez trods advarsler fra de iranske sikkerhedsstyrker.
Her til eftermiddag var der meldinger om, at iranske sikkerhedsstyrker havde åbnet ild mod folk, der var samlet ved gravstedet.
- Uropolitiet skød sørgende, der var samlet på gravpladsen, hvor Mahsas mindehøjtidelighed fandt sted. Dusinvis er blevet anholdt, siger et unavngivent øjenvidne til Reuters.
Menneskerettighedsgruppen Hengaw, der har base i Norge, bekræfter ifølge Ritzau, at der er åbnet ild.
DR kan hverken be- eller afkræfte meldingen.
Det statslige iranske nyhedsbureau Isna skriver, at der er opstået sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og "et begrænset antal af de tilstedeværende" ved gravstedet.
Det fremgår ikke, om der er blevet skudt, og om der er dræbte eller sårede.
Trods myndighedernes forsøg på at begrænse tilstrømningen til området melder Isna, at omkring 10.000 mennesker var samlet ved gravstedet.
Nyhedsbureauet beretter, at der er blevet slukket for internettet i området "på grund af sikkerhedshensyn".
Det iranske styres begrænsninger af informationsstrømmene ud af Iran har de seneste uger gjort det svært at få informationer ud af landet, men ifølge menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights, der er baseret i Norge, har mindst 234 personer mistet livet under protesterne.
'Dette er blodets år'
Flere videoer fra Saqqez tidligere i dag viser folkemængder på vej mod gravpladsen, hvor Jina Mahsa Amini er begravet. En verificeret video viser en større folkemængde råbe: "Dette er blodets år, Sayed Ali vil blive væltet", med henvisning til Irans religiøse overhoved, Ali Khamenei.
Videoer viser ifølge The Guardian også snesevis af mænd og kvinder råbe "død over diktatoren" samt "kvinde, liv, frihed", som har været et fast kampråb i både Iran og i udlandet under de seneste ugers massive protester mod præstestyret.
Begravelsen af Jina Mahsa Amini antændte de første voldsomme protester, der siden har bredt sig og ført til utallige konfrontationer med præstestyret i Iran.
Herunder i form af demonstrationer, men også alternative protestformer, hvor kvinder har smidt deres tørklæder og klippet deres hår, mens universitetsstuderende blandt andet har trodset styret ved at spise frokost på tværs af kønnene.
Dagens protester er forventelige, fortæller Puk Damsgård, DR's mellemøst-korrespondent, der i øjeblikket befinder sig i nabolandet Irak.
Historisk set har begravelser og slutningen på sørgeperioder nemlig betydet en hel del - herunder op til den islamiske revolution i Iran i 1979.
- Her var afslutningen på sørgeperioder ofte en katalysator for demonstrationer, siger korrespondenten.
Demonstranter råber "død over diktatoren" i denne video fra Teheran tidligere i dag:
- Så det er ikke nogen overraskelse, at nu hvor sørgetiden er omme, så ser vi rigtig mange iranere gå på gaden for at udtrykke deres modstand mod styret.
Det gælder blandt andet i hovedstaden, Teheran, hvor der både har været protester i byens bazar, på universiteterne og sporadisk i gadebilledet.
I denne video fra Teheran i dag ses demonstranter råbe "død over diktatoren", hvorefter de hurtigt spredes igen:
Handler om mere end Aminis død
At protesterne nu har varet i snart halvanden måned, er iøjnefaldende og tegn på, at de store protester ikke vil gå i sig selv foreløbigt, siger Puk Damsgård.
- Jeg oplever, at de stadig føler, at de har momentum, og de fortsætter på trods af, at over 200 er dræbt, tusindvis er arresteret, og styret på alle måder forsøger at gøre det sværere for dem, lyder det fra korrespondenten.
Studerende på University of Tehran retter i denne video deres vrede mod medlemmer af Basij-militsen, som er en del af Den Revolutionære Garde:
Hun fortæller, at de seneste ugers store protester blev antændt af Jina Mahsa Aminis død i moralpolitiets varetægt, men også handler om andet end det.
- Hun er blevet iranernes frihedssymbol, siger Puk Damsgård, der peger på, at det særligt er unge mænd og kvinder, der går på gaden i protest mod det iranske styre. Og de efterlyser en lang række friheder og adskiller sig fra de ældre generationer ved ikke at frygte sikkerhedsstyrkerne, siger Puk Damsgård.
Hun befinder sig i Irakisk Kurdistan, hvor hun har interviewet Jina Mahsa Aminis fætter om kusinens død.
- Han siger, at det er 44 års opsparet vrede i iranernes hjerter, som eksploderede, da hun døde i politiets varetægt.
På videoen ses demonstranter tænde ild til en skraldecontainer i Teheran, inden uropolitiet ankommer: