Irans præstestyre slår nu hårdt ned mod de protester, der har ramt landet.
Styret har tiltalt 315 personer for at sprede propaganda og forstyrre den offentlige orden. Desuden risikerer fire personer at blive henrettet for at have protesteret mod styret.
Det oplyser den iranske anklager Ali Salehi ifølge mediet Mizan Online, skriver Ritzau.
Ifølge ham er de fire "uromagere" tiltalt for moharebeh – eller krig mod Gud. Det skyldes ifølge anklagerne, at de har gjort brug af våben til at "terrorisere samfundet og folket, såre sikkerhedsstyrker og sætte ild til og ødelægge offentlig ejendom og regeringsbygninger".
Hensigten har ifølge anklagerne været at forstyrre landets sikkerhed og konfrontere det hellige system i Den Islamistiske Republik Iran. Det kan give den højeste straf – nemlig dødsstraf.
Ifølge chefen for Irans retsvæsen, Glolamhossein Mohseni Ejei, er nogle af sagerne allerede sat i gang.
Protesterne mod præstestyret begyndte for seks ugers tid siden. Her døde den kurdisk-iranske kvinde Jina Mahsa Amini, efter hun blev anholdt af Irans moralpoliti, fordi hun ikke have tildækket sit hår og sin nakke, hvilket loven kræver.
Øjenvidner fortæller, at hun fik voldsomme tæsk, der i sidste ende kostede hende livet. Irans moralpoliti siger dog, at den 22-årige kvinde døde af et hjerteanfald, og at det var en ulykke.
Ekspert: Totalitært styre vil kæmpe hårdt imod
Mehdi Mozaffari er professor emeritus ved Aarhus Universitet, hvor han har beskæftiget sig med iranske forhold og totalitære styreformer.
Han vurderer, at sagerne, som de iranske myndigheder nu rejser, kan føre til endnu voldsommere protester. For i forhold til andre protester, der er været mod præstestyret, lader de unge til at være mindre bange for konsekvenserne denne gang.
- Det virker, som om ungdommen ikke er bange for at dø. De siger, de ikke har nogen fremtid alligevel, og der er en følelse af, at de er helte, hvis det sker. Det gør det meget svært for regimet, siger Mehdi Mozaffari.
- Derfor kan det også betyde, at demonstrationerne kan blive radikaliseret yderligere, hvis de her personer bliver dømt til døden, lyder det fra den fratrådte professor.
Han siger, at et totalitært styre som det iranske vil stå fast og ikke vise nogen former for fleksibilitet. Det skyldes, at kvinders påklædning er en af regimets søjler, som han kalder det. Derfor holder styret sig heller ikke tilbage for at bruge loven om at slå ned mod dem, der går i krig mod landets islamistiske love – og dermed også mod Allah.
Modsat vurderer han, at der er en ungdom, der er langt mere radikaliseret end tidligere, hvilket kan være en stor risiko for præstestyret. Blandt andet siger han, at ungdommen ikke har haft så hårde slogans mod regimet samt modstand mod brug af kvindebeklædning og kritik af islam før. Dermed angriber de ifølge ham, selve regimets værdikonstruktion.
Ifølge Mehdi Mozaffari koncentrerer protesterne sig primært om universitetsstuderende, som der er cirka 3,5 millioner af i landet. Dog vurderer han, at regimet for alvor først vil vakle, hvis protesterne spreder sig.
Det kan eksempelvis være til oliearbejderne, hvor der allerede har været snak om strejker. Hvis det sker, vil det nemlig også ramme de 40- til 60-årige og deres hverdagsliv, og så bliver det endnu mere alvorligt for regimet, vurderer Mehdi Mozaffari.
Sikkerhedsstyrker ved skole i Teheran
Så sent som i mandags var der meldinger om, at iranske myndigheder affyrede tåregas mod kvinder på en skole i Teheran.
Ifølge The Guardian skete det, efter at personalet på skolen ville undersøge de studerendes mobiltelefoner.
Irans undervisningsministerium forklarede dog, at myndighederne havde været på stedet for at yde hjælp til et par studerende, der havde haft lavt blodtryk.
Mediet skriver dog, at der på videoer på sociale medier, ses stærkt bevæbnede sikkerhedsstyrker, og at der blev kastet med tåregas mod demonstranterne. Det har dog ikke været muligt at verificere videoerne.
Desuden skriver BBC, at de har været i kontakt med en kilde tæt på familien til en 21-årig mand, der døde i forbindelse med en demonstration.
Den 21-årige Erfan Rezaei blev filmet, da han rev en plakat med Irans overhoved ned. Kort tid efter var han død, oplyser kilden til BBC.
De iranske myndigheder har ikke udtalt sig om dødsfaldet, men kilden siger, at Erfan Rezaeis familie er blevet presset til at sige, at han blev dræbt af protesterende, selvom han ifølge kilden døde af skud fra styrets sikkerhedspoliti.
DR har ikke haft mulighed for at verificere oplysningerne.