Ekspert: VW-skandalen er en tsunami for tysk bilbranche

- Winterkorn er en stor direktør og har netop vundet en magtkamp i koncernen. At han ryger af i svinget nu dokumenterer, at det er en skandale af vanvittige dimensioner.

Skandalen begyndte at rulle for en uge siden. Alene de seneste dage har den givet alvorlige buler og ridser i lakken på den ellers velansete tyske bilfabrikant. (Foto: © JULIAN STRATENSCHULTE, Scanpix)

Volkswagen (VW) er braget direkte ind i en mur af bøder, forklaringsproblemer og rasende kunder verden over.

Og det tog koncernens topchef, Martin Winterkorn, konsekvensen af her til aften, da han efter et dagslangt krisemøde netop har forladt posten.

Og det overrasker en erfaren biljournalist, der placerer den velansete topchef på linje med Paven og forbundskansler Angela Merkel.

- Var der en pave i Tyskland, havde han siddet lige ved siden af med Merkel på den anden siden. Winterkorn er tæt på den mægtigste mand i Tyskland, forklarer chefredaktør på Bilmagasinet, Mikkel Thomsager, over for DR Nyheder.

- Han er en stor direktør og har netop vundet en magtkamp i koncernen. At han ryger af i svinget nu dokumenterer, at det er en skandale af vanvittige dimensioner.

Efterforskes af USA og Tyskland

Skandalen begyndte at rulle for en uge siden. Alene de seneste dage har den givet alvorlige buler og ridser i lakken på den ellers velansete tyske bilfabrikant.

Mandag valgte det amerikanske justitsministerium at gå ind i sagen, og her to dage senere har den tyske anklagemyndighed åbnet en efterforskning af VW's omstridte praksis.

VW har svaret igen ved at hyre de samme advokater, Kirkland & Ellis, der forsvarede oliegiganten BP i skandalesagen om deres oliespild ud for den amerikanske kyst i foråret 2010.

Og der er ingen tvivl om, at Volkswagen er rystet.

- Når en stærk, stærk chef som Winterkorn takker af, efter han for fire dage siden stod på bilmessen i Frankfurt og fortalte om deres store succeser og planer for fremtiden, så er der virkelig stor bølgegang i Volkswagen, siger Mikkel Thomsager til DR Nyheder.

- Det er en tsunami for tysk bilindustri, mener han.

- Det havde jeg ikke set komme

Chefredaktøren mener desuden, at det er overraskende, at snydesoftwaren kommer fra netop VW.

- Det havde jeg ikke set komme. I hvert fald ikke fra VW, siger Mikkel Thomsager.

VW i Danmark har i dag sagt, at man ikke kan afvise, at den samme snyde-software er installeret i danske biler, men at man afventer besked fra det tyske hovedkvarter.

- Det er ikke ensbetydende med, at man har snydt i Europa. Men det centrale er, at man har lavet et program for at snyde dem, der tester, og dét er jo fuldstændig vanvittigt.