Donald Trump er selv skyld i, at vedtagelsen af hans sundhedsreform i går fejlede og nu er blevet lagt på hylden på ubestemt tid.
Det siger David Nye, professor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
American Health Care Act (AHCA), som reformen blev døbt, var et prestigeprojekt for præsidenten, der både under sin valgkamp og tid i embedet gentagne gange har lovet sine vælgere, at han ville erstatte Obamas sundhedssystem, Obamacare, med et nyt og bedre.
Intern splittelse og uenighed i Det Republikanske Parti betød dog, at vælgerne nu kan vente lang tid på en sundhedsreform, da den slet ikke nåede til afstemning i Repræsentanternes Hus, der er første led i vedtagelsen af politiske initiativer i USA.
Men da Donald Trump efterfølgende gav demokraterne skylden for fiaskoen, glemte han at nævne én person, som han reelt kunne give hele skylden: ham selv.
- Præsidenten er simpelthen for uerfaren og kender ikke til spillereglerne i amerikansk politik, vurderer David Nye og uddyber:
- Han skal huske, at han ikke længere er administrerende direktør i et stort firma.
Professoren mener, at Donald Trump har begået to klare fejl: han har stædigt holdt fast i en dato for afstemningen, og han har ikke indgået de rette alliancer.
Præsidenten kan ikke hjælpe dem
Der er 435 medlemmer med stemmeret i Repræsentanternes Hus. Republikanerne har lige nu flertal med 237 medlemmer, mens demokraterne har 193 medlemmer - fem pladser er pt. ikke besatte.
På papiret burde det derfor umiddelbart ikke være et problem at at få vedtaget en reform, som er foreslået af en republikansk præsident, Donald Trump.
Men sådan fungerer det langt fra i virkeligheden, fastslår David Nye, der forsker i det politiske system i USA og har fulgt vedtagelser og forkastninger af mange amerikanske reformer.
Ifølge professoren er det en næsten lige så stor opgave for præsidenten at overbevise medlemmer af sit eget parti, som modstanderne.
- Det er slet ikke usædvanligt, at der er internt splittelse i partierne.
- Folk handler på baggrund af deres bagland og interesserne i de stater, de repræsenterer, siger David Nye.
Han henviser til, at medlemmerne af Repræsentanternes Hus hovedsageligt er drevet af ønsket om at sikre sig stemmer, når de skal genvælges om mindre end to år.
- Her kan præsidenten ikke hjælpe dem, siger han.
USA er et stort land med over 320 millioner indbyggere, og hver stat har egne interesser, som er påvirket af kultur, industri, traditioner osv. Det kan derfor tage lang tid for medlemmerne af det samme parti at blive enige om en fælles politisk kurs, forklarer David Nye.
Fejl 1: Holdt stædigt fast i afstemning
Donalds Trumps sundhedsreform har været et internt debatemne i det republikanske parti allerede inden, Trump indtog Det Hvide Hus.
Præsidenten og partifællerne blev dog enige om, at lægge afstemningen for reformen, der skulle erstatte Obamacare, den 23. marts 2017 - præcis syv år efter at Barack Obama skrev under på sin sundhedsreform.
Men på selve dagen stod det klart, at republikanerne måtte opgive at blive enige, da de konservative grupperinger i partiet mente, at deres aftryk på planen var for småt.
En frustreret Donald Trump var træt af, at vedtagelsen af reformen, som han har lovet vælgerne at gennemføre som noget af det første som præsident, nu blev udskudt.
På et møde torsdag med de republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, understregede Mick Mulvaney, ansvarlig for budgettet i Det Hvide Hus, derfor, at præsidenten var færdig med at forhandle og krævede en 'alt eller intet'-afstemningafstemning fredag.
Det skulle Donald Trump aldrig have gjort, mener David Nye.
- Man plejer ikke at sætte en dato så hurtigt. Det er lidt en Trump-idé om, at 'nu skal offentligheden se, hvem der med eller mod mig'. Sådan fungerer det ikke, siger han.
Republikaneren Newt Gingrich, der er tidligere formand for Repræsentanternes Hus, konstaterede da også, at det var dømt til at gå galt.
- Hvorfor schedulerer man en afstemning af et lovforslag, som kun 17 procent vil godkende?, skriver han på Twitter.
Ifølge David Nye skulle Donald Trump have vente med at sende reformen til afstemning, når han var helt sikker på, at der var flertal og opbakning.
Fejl 2: For få hemmelige møder
Det kan tage tid at sikre sig, at 218 ud af de 237 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, som tilsammen udgør et flertal i hele Huset, godkender og vedtager en reform.
Donald Trump og hans administration gjorde dog et hektisk forsøg.
Det amerikanske medie Washington Post beskriver i detaljer, hvordan repræsentanter fra Det Hvide Hus fredag holdt hemmelige, korte og gentagne møder med forskellige grupperinger i det republikanske parti.
Det var blandt andet gruppen 'The Freedom Caucus', der tæller 29 medlemmer af Repræsentanternes Hus, som modsatte sig reformen. Gruppens formand, Mark Meadows, var derfor en central spiller, der skulle overbevises.
Mick Mulvaney fra Det Hvide Hus troppede flere gange uden held op på hans kontor for at overbevise ham om fordelene ved reformen. Døren blev smækket i, konstaterer Washington Post.
Efter forkastningen af Donald Trumps reform afviser Mark Meadows dog ikke at, at han vil stemme for en nyt initiativ senere hen.
- Jeg vil holde mit løfte overfor mine vælgere fra North Carolina og erstatte Obamacare, skriver han på Twitter.
En central republikaner, der også skulle overbevises, var Rodney Frelinghuysen, som repræsenterer staten New Jersey i Repræsentanters Hus. Han er formand for 'House Appropriations Committee' og modsatte sig også Donald Trumps reform.
- Den vil medføre betydelige udgifter og udfordringer i New Jersey. En del mennesker vil miste deres sundhedsdækning, skrev han fredag på Facebook.
Alliance med demokraterne?
David Nye forklarer, at Donald Trump og hans administration i stedet for at gennemtvinge en afstemning skulle have taget højde for de republikanske grupperingers krav til baglandet og forsøge at indgå kompromis.
- Det tager tid og kræver masser af forhandlinger og møder, siger han.
- Eller også skulle Trump have forsøgt at overbevise en række demokrater i stedet for at udelukke dem.
Han henviser til det lange forløb og forhandlinger forud for vedtagelsen af Barack Obamas sundhedsreform. Til stor kritik indgik Trumps forgænger en alliance med en række republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus for at sikre, at reformen blev vedtaget.