Danskere i Storbritannien efter Brexit-aftale: Skaden er sket

To danskere, der bor i Storbritannien, jubler ikke, selvom deres rettigheder bliver sikret.

EU-tilhængere har hængt EU-flag op i Londons lygtepæle i dag. (Foto: © DANIEL LEAL-OLIVAS, Scanpix)

To danskere, som bor og arbejder i Storbritannien, udtrykker lettelse over, at deres rettigheder ser ud til at være sikret med den Brexit-aftale, som blev indgået i Bruxelles i dag.

- Det er rart endelig at have fået at vide, at man får lov til at blive boende her som EU-borger, siger fotografen Mads Perch, som har boet i England i 16 år.

Følelsen af tryghed har dog en ret begrænset rækkevidde - for næsten alt andet ved briternes skilsmisse med EU er en kilde til uro.

- Jeg synes stadig, at der er kæmpe uvished om fremtiden. Man kan godt tage sig selv i at være lidt sortseende nogle gange og tænke: Hvad fanden har de gang i?

Det faldende pund

Uvisheden skyldes alt det, som EU og Storbritannien endnu ikke er blevet enige om - først og fremmest en handelsaftale.

Briterne har oplevet, at pundet - og dermed deres opsparinger - er blevet mindre værd efter Brexit-afstemningen, og store virksomheder lægger konkrete planer for, hvordan de kan flytte arbejdspladser og produktion væk fra Storbritannien, hvis landet for eksempel forlader det indre marked.

- Naturligvis er man nervøs for, hvad der sker, for det kommer måske også til at påvirke ens eget liv. Jeg arbejder hovedsageligt med reklamebranchen og musikindustrien, og det kan også nemt få konsekvenser, siger Mads Perch.

Mistillid til regeringen

Jonathan Riise, der er ved at skrive en ph.d. i Glasgow i Skotland - men som bor i Wales - har også skiftet syn på Storbritannien, hvor han har boet i ni år.

- Hele den her Brexit-proces, synes jeg personligt, har skabt en del mistillid til den britiske regering. Så selvom de nu siger, at de er nået frem til en aftale, så er skaden på en måde lidt sket, siger han:

- Selvom Theresa May og regeringen siger, at vores rettigheder skal forblive, som de er nu, så tænker man: Gør de nu også det?

Jonathan Riise oplever ligefrem, at briterne er blevet mere fjendtligt indstillet overfor personer som ham.

- Der er en form for miljø herovre efterhånden og en måde at tale på, som ikke er særlig velkommen overfor EU-borgere. Man har det lidt som om, at man er her på lånt tid, og at lige pludselig kan tingene ændre sig, fordi den britiske regering og det britiske folk helst ikke vi have, at her er fremmede.

Flytteplaner

De nye tider i Storbritannien efter Brexit-afstemningen får de to danskere - som begge tilfældigvis har polske kærester - til at gøre sig alvorlige overvejelser om deres fremtid i landet.

- Den samtale har vi haft, fortæller Mads Perch, som også har været mærket af den fjendtlighed overfor fremmede, som stak hovedet frem under og efter Brexit-valgkampen.

Indtil videre er planen dog at blive boende i Storbritannien.

- Hvis det hele bliver for negativt, så kan vi altid flytte til en anden by i Europa.

Og det er præcis, hvad Jonathan Riise har tænkt sig at gøre.

- Jeg føler mig ikke specielt hjemme i det her land, og jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå med økonomien efter Brexit. Jeg er ved at nå den alder nu, hvor man skal til at tænke på at investere i hus og måske starte familie - og jeg ret sikker på, at det ikke skal være i Storbritannien.