Den tidligere leder af det EU-kritiske parti UKIP, Nigel Farage, er forarget over den foreløbige aftale, som den britiske premierminister Theresa May og EU-kommisionsformanden Jean-Claude Juncker præsenterede på et pressemøde i morges.
- Aftalen er gode nyheder for fru May, for nu kan vi gå videre til anden runde af ydmygelser, lyder det fra Nigel Farage.
Kendt UKIP-donor stærkt utilfreds
- Theresa May har forrådt landet og de 17.4 millioner briter, der stemte for at forlade EU.
Så skarp lyder kritikken fra Arron Banks, der er forretningsmand og en af det EU-kritiske parti UKIP's store donorer.
- Vi forlader kun den europæiske union på overfladen, fortsætter han og opfordrer Theresa Mays konservative parti til at genoverveje hendes lederpost.
Foreløbig aftale om grænsen mellem Irland og Nordirland
Ind til videre er EU og Storbritannien blevet enige om at lade grænsen mellem det britiske kontrollerede Nordirland og EU-medlemslandet Irland forblive, som den ser ud i dag.
Det vil sige, at der med den foreløbige aftale ikke vil blive indført grænsekontrol mellem de to områder, og det vækker glæde i Irland.
- Aftalen er et skridt i den rigtige retning, lyder det fra den irske premierminister Leo Varadkar.
Derudover forbliver rettighederne for britiske borger i EU og EU-borgere i Storbritannien de samme, som de hidtil har set ud. I hvert fald så længe de opholder sig i Storbritannien eller omvendt, indtil Storbritannien officielt er ude EU.
Aftalen skal godkendes endeligt af statslederne fra de forskellige EU-medlemslande på et topmøde i Bruxelles i næste uge.