Skilsmisser findes i utroligt mange forskellige afskygninger.
Der er den ekstreme fjendtlige skilsmisse, hvor den ene part går, smækker med døren og efterlader den anden part med gælden, børnene, bilen med det punkterede forhjul, hvorefter de to parter aldrig mere taler sammen.
Der er også den mere lykkelige skilsmisse, hvor parterne vokser fra hinanden og i fællesskab bliver enige om en venlig og velfungerende skilsmisse. Den, hvor forældrene ser bort fra egne behov af hensyn til børnene, hvor bilen bliver en delebil af praktiske årsager, og hvor parterne økonomisk støtter hinanden – også efter skilsmissen.
Og så er der skilsmissen, som den britiske premierminister, Theresa May, i går præsenterede i Lancaster House i London.
Skilsmissen, hvor den ene part – til den anden parts overraskelse – meddeler, at hun vil skilles.
Når den første overraskelse har lagt sig, og parterne har sundet sig over udsigten til det kommende brud, så meddeler de omverdenen og vennekredsen, at de nu accepterer, at skilsmissen bliver en realitet. Og parterne enes også om, at skilsmissen skal foregå ordentligt, redeligt og uden skænderier og juridiske slagsmål.
Sådan starter mange skilsmisser – og bruddet mellem Storbritannien og EU er ingen undtagelse. Efter overraskelsen over resultatet over Brexit-afstemningen, har både EU og Storbritannien gjort sig stor umage for ikke at skændes om den kommende skilsmisse. Ja – EU har faktisk nægtet helt at drøfte de nærmere betingelser for skilsmissen, før skilsmisse-ansøgningen formelt er indleveret.
Pæne voksne målsætninger om en ordnet skilsmisse – i hvert tilfælde udadtil.
Men når det gælder Storbritannien og EU, så er der overhængende risiko for, at skilsmissen bliver alt andet end ordentlig.
Lang ønskeliste fra May
For første gang siden folkeafstemningen den 23. juni sidste år har Storbritannien nu præsenteret de første klare ønsker til EU. Det er et farvel til medlemskabet af det indre marked. Et farvel til EU's toldunion. I stedet ønsker Storbritannien en omfattende handelsaftale med EU. Medlemskabet skal skiftes ud med et partnerskab.
Theresa May opregnede en række ønsker i talen. Storbritannien vil toldfrit kunne sælge biler og andre varer til EU. Londons finansielle sektor skal også i fremtiden kunne sælge sine tjenester i EU-landene.
Men Storbritannien vil ikke længere betale til EU-kassen, landet vil ikke følge EU-reglerne og borgere fra EU-lande skal ikke længere frit kunne slå sig ned i Storbritannien for at arbejde eller studere.
Efter syv måneder med tavshed har Theresa May nu præsenteret sit første bud på, hvad hun og Storbritannien ønsker at få ud af skilsmissen.
Ønskelisten er lang. Til gengæld er listen med, hvad Theresa May og Storbritannien er parat til selv at bidrage med, meget kort.
Formelt har EU's reaktioner været korte og præcise. EU har gentaget de seneste syv måneders mantra med, at man er parat til at starte de formelle forhandlinger. EU venter på kun på, at Storbritannien indleverer den formelle skilsmisseansøgning. Noget, som stadig ikke er sket.
Men set fra kontinentet bekræftede Theresa Mays tale, at den britiske regering har fuldstændig urealistiske forventninger til, hvordan skilsmisseaftalen vil blive forhandlet, og hvad den kan indeholde.
Det tyske magasin Der Spiegel opsummerer Theresa Mays tale på følgende måde: ”Jeg vil, jeg vil, jeg vil”.
Intet formelt svar før ansøgning er indleveret
Og det er i høj grad den måde, den britiske skilsmisse-udmelding opfattes i EU-kredsen. En lang liste af ønsker – men ikke nogen vilje til selv at bidrage.
Indtil Storbritannien formelt indleverer skilsmisseansøgningen, vil der ikke være noget formelt svar fra EU på de britiske ønsker. Sådan er processen. EU-landene har sagt, at de ikke drøfter skilsmissen, før papirerne er afleverede.
Men Theresa Mays udmelding om, at Storbritannien hellere siger nej til en aftale med EU end accepterer en dårlig aftale – og den britiske premierministers slet skjulte trussel om, at hun er parat til at udvandre fra forhandlingerne med EU, ses allerede som et gigantisk selvmål i Bruxelles.
Formelt set er reglerne i EU-traktaten sådan, at et land, som forlader EU, først skal forhandle udtrædelsesvilkårene på plads. Det handler om alt fra fordelingen af fælles EU-goder som f.eks. EU-bygninger til håndtering af fælles forpligtelser og gæld. Det er f.eks. forpligtelserne til at betale EU-ansatte pension, forpligtelser til finansiering af allerede indgåede aftaler indenfor f.eks. forskningsprogrammer og andet.
Skilsmisseaftalen er første punkt på dagsordenen, og EU insisterer på at starte med at drøfte den. Og det emne bliver kontroversielt. For Europa-Kommissionen har regnet sig frem til, at Storbritannien bør betale EU op imod 60 milliarder euro i forbindelse med skilsmissen.
Først når skilsmisseaftalen er forhandlet på plads – og parterne har en aftale, så er EU parat til at indlede forhandlinger om det, som interesserer Storbritannien mest. Nemlig en handelsaftale mellem UK og EU.
Theresa Mays indgang til forhandlingerne er anderledes. Hun ønsker, at EU og Storbritannien skal starte med at forhandle om handel, og så kan man håndtere skilsmisseforhandlingerne sideløbende.
Med udmeldingen om, at Theresa May er parat til at udvandre fra forhandlingerne med EU, så har Europa-Kommissionens forhandler, Michel Barnier, fået ekstra ammunition til at insistere på, at skilsmissen skal på plads, inden EU er parat til at tale handel med Storbritannien.
Så mens Theresa Mays tale og retorik har fået stor ros i den euroskeptiske EU-presse, så har effekten været den modsatte på fastlandssiden af kanalen.
Her ses truslerne fra den britiske premierminister som endnu et skud i foden og som endnu en måde, hvorpå Storbritannien gør de kommende skilsmisseforhandlinger endnu mere besværlige.
Eller som den spanske avis Cinco Dias opsummerer Mays tale: Storbritannien har nu skiftet hård Brexit ud med fjendtlig Brexit.