Det tog 20 måneder for EU og Storbritannien at blive enige om en skilsmisseaftale.
585 siders juridisk tekst om håndteringen af de økonomiske komplikationer, skilsmissen giver.
En tekst med garantier til EU-borgere og briter, som arbejder på begge sider af kanalen, om, at de ikke mister deres rettigheder efter brexit. Og en aftale om, hvordan man kan håndtere kontrollen med varer og dyr, når de fremover passerer grænsen mellem Irland og Nordirland, som efter brexit bliver en ekstern grænse for EU.
Men selv om forhandlerne på begge sider af kanalen har kæmpet bravt med at lande en aftale, som kan sikre, at alting foregår ordentligt, når EU bliver et medlem mindre, så er der i dag – med kun præcis 100 dage til brexit – stadig ingen som kan sige, om Storbritannien rent faktisk forlader EU om 100 dage og i givet fald hvordan.
For Storbritanniens vej ud af EU har udviklet sig til et gigantisk drama.
Umulig opgave for May
I Storbritannien ser det ud til at blive svært – grænsende til umuligt – at få skilsmisseaftalen godkendt i det britiske parlament.
Da brexit løber af stablen den 29. marts, er der ikke tid til at forhandle nogen ny skilsmisseaftale på plads. Og uden en skilsmisseaftale står Storbritannien reelt over for to muligheder:
Enten kan Storbritannien forlade EU uden nogen aftale. Konsekvenserne vil være enorme og vil kunne mærkes øjeblikkeligt i det britiske samfund.
Eller også kan Storbritannien bede EU-landene om at udskyde Brexit, sådan at briterne alligevel ikke forlader EU den 29. marts.
I Bruxelles er vurderingen lige nu, at Storbritannien vælger det sidste. Men som britisk politik udvikler sig for øjeblikket, er det med vurderinger af udfaldet af brexit, som med salget af olie.
Der er store udsving i dagsnoteringerne og det, som virker muligt den ene dag, kan vise sig at være fuldstændig umuligt den næste.
Men øjebliksbilledet her og nu er, at Storbritannien efter nytår kan stå i en situation, hvor der ikke er flertal for noget som helst i det britiske parlament. I den situation kan Storbritannien blive tvunget til at bede EU-landene om at udskyde brexit, mens de interne britiske brexit-forhandlinger fortsætter.
Grænsen kan fælde brexit
Der er mange årsager til, at situationen er kommet så langt i Storbritannien. Men kernen i den nuværende konflikt skal findes i spørgsmål om den fremtidige kontrol med varer og dyr, som kommer fra Storbritannien og ind i EU.
Grænsekontrol er meget andet og mere end en venlig politimand, der kontrollerer de rejsenes identitet, og en tolder som vurderer, om der er lastet for mange øl på traileren.
Kontrol med hvilke varer, der kommer ind i landet, kan være et spørgsmål om liv og død.
Den, der er i tvivl om alvoren i grænsekontrol med varer, kan blot kaste et enkelt blik på det i offentligheden forholdsvis ukendte EU-samarbejde RAPEX. Her hjælper EU-landene hinanden med at advare om produkter, som kommer ind i EU, men som kan være farlige for deres omgivelser og som ikke er tilladt for salg i EU.
Et blik på den seneste liste advarer eksempelvis om en bilbatterioplader fra Kina, som er så dårligt lavet, at brugeren får stød. Den er farlig og må ikke sælges i EU.
En anden advarsel gælder en lighter, som er udformet som en is. En sådan form på en lighter kan let tiltrække små, pilfingrede unger, og da børn ikke skal lege med ild, er lighteren også forbudt på EU-markedet.
Dræbende for dansk landbrug
Da EU har skabt et indre marked, hvor varer kan bevæge sig frit, når først de er kommet ind i EU, er det helt afgørende, at der er kontrol med varer, inden de kommer ind i det indre marked. Og kontrollen gælder ikke kun varer.
Dyr skal kontrolleres, så de ikke bærer nogen smitte. Det ville være dræbende for dansk landbrug, hvis syge eller smittede dyr kunne komme ind i Danmark.
Danske forbrugere vil også have kontrol med, at de fødevarer, som sælges i Danmark, er sunde, og at den medicin, som kan købes, er kontrolleret, godkendt og uden bivirkninger.
Der er med andre ord behov for grænsekontrol ved EU´s ydre grænse.
Uanset om varer kommer fra USA, Kina eller Marokko, så bliver alle varer, som kommer ind i EU, kontrolleret ved de ydre grænser. Det kontrolleres, at varerne overholder EU´s regler om sikkerhed, sundhed og miljø.
Samtidig sørger toldere også for, at der opkræves told på de varer som er pålagt told.
Men lige præcis behovet for toldere, som kontrollerer varer, og veterinærer som kontrollerer dyr, som passerer grænsen, ser lige nu ud til at være den største hindring for, at Storbritannien er i stand til at forlade EU den 29. marts næste år.
Intet flertal i parlamentet
Politikerne på begge sider af den engelske kanal kæmper nemlig med at finde en løsning for, hvordan man på den ene side kan sørge for, at man får kontrolleret alle varer ind i EU – uden at det er nødvendigt at indføre kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland.
Efter 20 måneders forhandlinger lykkedes det den 25. november for EU-lederne og den britiske premierminister, Theresa May, af blive enige om en aftale – uden at det er nødvendigt at placere toldere ved grænsen mellem Irland og Nordirland.
Men den model, som Theresa May i øvrigt selv havde foreslået EU og som EU-landene tøvende accepterede, viser sig nu ikke at kunne samle flertal i det britiske parlament.
Modstanden mod grænsekontrol-modellen er så voldsom, at Theresa May måtte udskyde afstemningen i det britiske parlament om skilsmisseaftalen med EU.
Og da den britiske premierminister torsdag og fredag var til EU-topmøde i Bruxelles, forsøgte hun forgæves at få EU-landene til at bløde op på aftalen om den nordirske grænsekontrol – eller mangel på samme.
Den britiske premierminister prøvede forskellige modeller – blandt andet, at EU skulle acceptere, at der skulle være en udløbsdato på aftalen. Men forsøgene var forgæves.
EU vil kontrollere toldere
Lige så umuligt, det vil være for Theresa May at få en aftale igennem det britiske parlament, hvor Storbritannien skulle acceptere ikke at have kontrol over sine ydre grænser, lige så utænkeligt var det for EU´s 27 stats- og regeringschefer at acceptere at indgå en aftale, som ville betyde, at enhver sælger eller smugler af sundhedsfarlige varer, ikke godkendt medicin eller syge dyr skulle kun få deres produkter ind på EU-markedet via Storbritannien.
Theresa May forsøgte sig blandt andet med et forslag om, at britiske toldere skal fortsætte med at kontrollere, at varer overholder EU´s regler, sådan som tolderne gør i dag.
Men det forslag faldt hurtigt, da EU spurgte, hvordan EU skulle kunne kontrollere, at de britiske toldere faktisk gjorde deres arbejde ordentligt.
EU kan ikke acceptere, at andre lande skal gøre EU-toldernes arbejde.
Præcis lige så lidt som et flertal i Folketinget ville acceptere, at det var tyske betjente og ikke danske, som gennemfører grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland.
Løsning i fremtiden
Gennem det seneste år har det været netop spørgsmålet om kontrollen ved grænsen mellem Irland og Nordirland, som har været det absolut største problem i brexit-forhandlingerne.
Europæiske ledere – uanset om de sidder i London, Dublin, Berlin eller København - ønsker at undgå en fysisk grænsekontrol. Politifolk og barrikader skaber minder om den langvarige konflikt på den irske ø med mange dræbte, bomber og terrorangreb.
En konflikt, der nu er fortid, takket være den såkaldte Langfredag-aftale, som er en omfattende fredsaftale, hvor alle parter i den gamle konflikt blandt andet har lovet, at de aldrig igen vil genindføre grænsekontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland.
Så fra starten i brexit-forhandlingerne har de 27 EU-lande og Det Forenede Kongerige kæmpet med spørgsmålet om, hvordan de på den ene side kan sørge for, at der vil være kontrol med alle varer, som kommer ind i EU via England, Wales, Skotland og Nordirland – uden at der er en egentlig kontrol ved grænsen mellem netop Irland og Nordirland.
Mange modeller har været diskuteret. Ville det være muligt at finde en teknisk løsning, sådan at varer, der kom ind i Storbritannien fra eksempelvis Kina, blev kontrolleret ved indrejse og delt op i to bunker: Varer til det britiske marked og varer, som skulle videre til EU.
Men teknikken findes ikke og ingen har tillid til, at den ville fungere.
Og hvad ville der så ske med varer fra EU-markedet?
Ingen accept fra Nordirland
En anden model var, at Nordirland alene fortsætter med at være underlagt EU´s regler om forbrugerbeskyttelse, miljø, sundhed og så videre.
Den model blev EU og Storbritannien enige om i december sidste år. Men det ville så betyde, at varer skulle kontrolleres, når de kom fra England, Wales og Skotland til Nordirland og den vej ind i EU.
Og det ville betyde forskellige regler i Nordirland og i resten af Det Forenede Kongerige.
Så selv om Theresa May i første omgang sagde ja til den løsning, ville hendes støtteparti fra netop Nordirland ikke acceptere, at Nordirland på den måde lovgivningsmæssigt ville være tættere knyttet til Dublin end til London.
Så efter at have sagt ja til den model, måtte Theresa May vende tilbage til EU og bede om, at der skulle findes en anden løsning.
EU-handelsaftale spænder ben for briterne
Den model blev fundet i efteråret - af briterne selv - og godkendt ved et EU-topmøde den 25. november. Her blev det aftalt, at hele Storbritannien skal være en del af EU´s toldsamarbejde og toldunion.
Det vil sige, at der skal være samme toldsatser på varer i Storbritannien som i resten af EU. Og når EU laver handelsaftaler med andre lande om eksempelvis særlige kvoter for, hvor meget lammekød eller hvor mange biler, som kan sælges til en særlig toldsats, ja så gælder de EU-aftaler også for Storbritannien.
Og det vel at mærke selv om EU-laver den slags aftaler, uden at Storbritannien har nogen indflydelse på aftalerne.
Tanken med den seneste løsning for kontrollen ved den irske grænse er egentlig, at den model aldrig skal benyttes i praksis.
For så snart Storbritannien har forladt EU, vil EU og Storbritannien gå i gang med at forhandle en frihandelsaftale. En aftale som skal være så ambitiøs, at det i princippet aldrig bliver nødvendigt med grænsekontrol.
Men enhver som har bare lidt kendskab til frihandelsaftaler ved, at det tager lang tid at forhandle en sådan og at få den godkendt. Og hvis EU og Storbritannien i praksis skal kunne indgå en frihandelsaftale så ambitiøs, at det aldrig bliver nødvendigt med grænsekontrol mellem EU og Storbritannien, så vil aftalen også være så omfattende, at det formentlig vil gøre det umuligt for Storbritannien at indgå handelsaftaler med andre lande.
For briterne vil ikke have meget at tilbyde, hvis de laver en handelsaftale med EU, som binder Storbritannien til EU´s toldsatser fremover.
Kan betyde udskydning af brexit
Så kritikerne af premierministerens skilsmisseaftale har ret.
Formelt er det ambitionen både i London og resten af EU, at skilsmisseaftalens regler for at undgå kontrol ved grænsen mellem EU og Storbritannien skal være midlertidige og egentlig helst aldrig skal træde i kraft.
Men i praksis er det svært at få øje på nogen, som tror, at en handelsaftale mellem EU og Storbritannien kan forhandles på plads hurtigt.
Og det er endnu sværere at se, hvordan en sådan aftale vil kunne laves så ambitiøs, at grænsekontrol mellem Irland og Storbritannien kan undgås – med mindre hele Det Forenede Kongerige følger EU´s handelsregler meget langt ud i fremtiden.
Så hvis Theresa May skulle finde en brexit-løsning, som kan vinde opbakning i hendes eget parlament, er der meget, som tyder på, at den eneste gangbare løsning ville være, at EU skulle acceptere, at der fremover ikke vil være grænsekontrol for varer og dyr, som kommer fra Storbritannien og ind i EU.
Men en sådan løsning er uacceptabel for alle EU-lande.
Brexit begyndte med, at Storbritannien ville ud af EU for at få styr på sine grænser.
Men det kan meget vel ende med, at Storbritannien bliver nødt til at udskyde brexit, fordi EU insisterer på at have styr på sin grænse.